Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Illustration: Philip Ytournel
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Verdi vs. Wagner: Hvilken opera holder i 2013?

Politiken har talt med fire eksperter, der har Verdi og Wagner helt tæt inde på livet.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Guder, kæmper og helte, der filosoferer over magten og kærligheden, mens de synger og synger i timevis – eller konger og hærførere, der kæmper med jalousi, mens intriger, hævnlyst og giftmord tårner sig op, så den tragiske afslutning bliver uundgåelig.

Hvem taler stærkest til os i dag?

Tyskeren Wagner med hans bombastiske mytologiske univers, voldsomme stemmer og i det hele taget voldsomme germanske Gesamtkunstwerk’er? Eller italieneren Verdi med hans blødende brutale musik, eminente sans for operahåndværk og stærke instinkt for menneskeligt drama?

Tradition mod politik Spørgsmålet er ikke helt let at svare på, og taler man med operachef ved Royal Opera House i London, Kasper Holten, fremhæver han da også diplomatisk fordelene ved dem begge:

»Verdi er fantastisk god til at gå helt ind i vores hjerte. Wagner, derimod, er god til at få os til at reflektere over den verden, vi lever i«.

Det var jo pænt sagt. Både om Wagner og Verdi. Det første lyder måske mere forførende end det sidste, men for at komme ind til sagens kerne må vi nok ud af chefkontoret og ned i maskinrummet på Den Kongelige Opera, hvor operadramaturg Nila Parly sidder. Hun er operaforsker og har specialiseret sig i at afkode sammenhængene i de store operaer, og hun formulerer det kort og fyndigt.

»Verdi har givet os ørehængere, mens Wagner har givet os hængeører«.

På en måde er dramaturgen i København altså enig med operachefen ovre i London. Hun får bare sagt det lidt anderledes: Verdi underholder os, mens Wagner trækker veksler på vores tålmodighed. For der er meget tungt tankegods, der skal læsses af undervejs i en Wagneropera på fem-seks timer.

Verdis operaer er nærmest som cirkus eller måske nycirkus, hvor artisten – altså sangeren – er mere i centrum end karakteren, han eller hun fremstiller

»Wagner ville ændre verden og menneskeheden. Verdi byggede videre på traditioner og ville bare røre mennesker«, uddyber Nila Parly, som til daglig også forsker og underviser i opera ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

»Wagner var meget belæst, intellektuelt engageret og influeret af filosoffer. Og så er der graden af politisk engagement. Wagner var som ung politisk aktiv på venstrefløjen i en grad, så han måtte flygte ud af Tyskland. Verdi blev anset som en fædrelandshelt, selv om han faktisk ikke var synderligt aktiv politisk«.

Verdi var misundelig
»Om det var disse forhold, der gjorde Wagner til et intolerant menneske og Verdi til et tolerant menneske, eller om det omvendt var deres modsatte karaktertræk, der medførte deres forskellige fædrelandsforhold, er svært at sige«, mener Nila Parly.

»Men en interessant ting er, hvad de efterlader sig af bygninger. Wagner efterlader sig et næsten religiøst sted helliget hans egen musik udelukkende«, påpeger hun med reference til operahuset i Bayreuth, der den dag i dag fungerer som valfartssted for Wagnerdisciple fra hele verden. »Verdi efterlader sig Casa Verdi, der er et fondsfinansieret opholdssted til pensionerede sangere og musikere«.

Det er jo godt set – og siger vel sådan set alt om forskellen mellem den usympatiske operarevolutionær Wagner og den sympatiske operaskrædder Verdi?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



LÆS OGSÅ

Både og, mener Nila Parly og påpeger, at Wagner også var en tidlig feminist, der godt kunne lide stærke, selvstændige kvinder i sine operaer, og som ligesom Verdi benytter sig af stærke, tragiske historier. Ofte med kvinden i centrum.

Faktisk nærmer de to sig hinanden mere og mere, efterhånden som deres paralleltløbende karrierer skrider frem. Den tyske instruktør Nicola Raab, der i denne måned åbner Det Kongeliges 200-års Verdifejring med sin version af Shakespeares ’Otello’ – sådan hedder den på italiensk – vil ganske vist ikke gå så langt som til at kalde denne sene Verdiopera for Wagneragtig.

»Men man mærker, hvordan Verdi på dette sene tidspunkt erkendte, at musikteatret måtte udvikle sig. Han fulgte med i tidens tendenser«.

Så en del af kampen Verdi versus Wagner handler altså også om gensidig påvirkning.

Wagner opfandt stemmer

Men hvem lurede på hvem? »Tja, hvad ved vi i dag«, filosoferer Kasper Holten fra sit kontor i London. »Verdi har formentlig været livslangt misundelig på den radikale Wagner. Verdi havde ’Tristan’-partituret stående og var fascineret af Wagners musik, mens Wagner til gengæld ikke ser ud til at have respekteret ret mange af sine kolleger«.

O.k. Så Wagner opførte sig som et dumt svin, hvilket Verdi ikke gjorde. Men hvordan føles det at synge Verdi? Og hvordan er det at synge Wagner? Sangeren John Lundgren gør begge dele. Hele tiden. I operahuse verden over. Den svenske baryton opdagede tidligt, at hans usædvanligt kraftfulde stemme var efterspurgt i en grad, så han kunne droppe jobbet som socialrådgiver. Han står på scenen som den inkarnerede ondskab ved navn Jago, når der er premiere på ’Otello’ i Operaen i denne måned. »Wagner har jo skrevet for stemmetyper, der næsten ikke findes. Verdi opfandt ikke på samme måde nye stemmefag. Wagner kræver noget sjældent og noget andet end det legato, der er afgørende i italiensk musik, og som giver den skønhed«, fortæller han. LÆS OGSÅ »Hvis man kigger på en italiener og en tysker, kan man jo ikke sige, de er helt ens, vel? De mennesker, Verdi beskriver, er enkle mennesker, der har nogle følelser, og som er sat i en bestemt position. De er f. eks. jaloux eller vil have hævn. Jeg siger ikke, de er mere overfladiske, men når en Verdi-karakter bliver sur, så bliver han sur«.

Wagners operaer er mere som film, hvor der er en fremadskridende dramaturgi med indbyggede flashbacks og flashforwards









Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Nycirkus mod film
Netop den direkthed, Verdis karakterer har, taler stærkt til publikum, mener John Lundgren.

»Der er en show off-effekt hos Verdi. Publikum forventer, at sangeren har noget at byde på i form af kraft, elegance og høje toner«. Det oplever John Lundgren tydeligt, når han står på scenen og skal kastes for ulvene, som han kalder det. Og der er han på linje med den højere operavidenskab.

»Verdis operaer er nærmest som cirkus eller måske nycirkus, hvor artisten – altså sangeren – er mere i centrum end karakteren, han eller hun fremstiller«, fortæller Nila Parly.

LÆS OGSÅ

»Sopranen er hele tiden i fare for at falde ned fra den line, hun udfører sin vokale linedans på. »Knækker hun nu på det høje C, eller løber hun tør for luft i den sidste lange koloratur?«. Wagners operaer er mere som film, hvor der er en fremadskridende dramaturgi med indbyggede flashbacks og flashforwards i form af ledemotiverne, der fungerer bade som erindrings- og anelsesmotiver«.

Måske er det her, vi kan kåre en vinder i operadysten Verdi versus Wagner? Men nej, den hopper Nila Parly ikke på. Mens Kasper Holten sammenligner det at skulle vælge mellem Wagner og Verdi med at vælge mellem en rød bøf og et godt glas rødvin, mener Nila Parly, at man ikke kan konkludere, at den ene komponist er mere interessant for et nutidigt publikum end den anden.

»Det afhænger groft sagt af, om man er mest til cirkus eller mest til film«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden