Ved et tilfælde blev embedsmanden Khuwys velbevarede grav fundet under en udgravning i Sakkara syd for Kairo.

Se billederne: Spektakulær og velbevaret grav er blevet fundet i Egypten

Mohamed Mujahid(til venstre), der er chef for udgravningsholdet, inspicerer de velbevarede malerier i gravkammeret. 
   Foto: Mohamed El-shahed/Ritzau Scanpix
Mohamed Mujahid(til venstre), der er chef for udgravningsholdet, inspicerer de velbevarede malerier i gravkammeret. Foto: Mohamed El-shahed/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For nylig gjorde et hold arkæologer en spektakulær opdagelse i den enorme gravplads Sakkara syd for Kairo i Egypten.

De var egentlig ved at udgrave faraoen Djedkare Isesis massive begravelsesplads, da en hidtil ukendt og smukt dekoreret grav dukkede op, skriver Artnet.

Og det overraskende er egentlig, hvor velbevaret graven er. Den mere end 4.000 år gamle grav formodes at være bygget til embedsmanden Khuwy, der levede under det 5. dynasti i oldtidens Egypten.

Eksperter formoder, at graven kan kaste lys over farao Djedkare Isesis liv, der ellers er beskrevet som »gådefuldt«.

Han levede fra ca. 2414-2375 f.Kr. og var en af de længst siddende faraoer i Egyptens Gamle Rige. Han reformerede blandt andet Egyptens administration og gav mere selvstyre til provinserne i det store rige. Djedkare Isesi er begravet i pyramiden Nefer Djedkare, og den nyfundne grav er fundet ikke langt fra pyramiden.

Derfor formoder man, at de to måske er relaterede.

Ifølge Mohamed Mujahid, der er chef for udgravningsholdet, har graven form som et L, og en smal korridor fører ind til det forreste kammer. Bag det finder man flere kamre med vægge dækket af farvestrålende og velbevarede malerier. Motiverne er blandt andet køer og andre dyr, som Khuwy muligvis skulle have med til sit videre liv.

For nylig kunne Egyptens antikvitetsminister, Khaled al-Anani, vise udenlandske ambassadører rundt i det nye fund, ligesom ministeriet kunne offentliggøre billeder af graven til offentligheden.

Graven er et ud af flere nyopdagede fund, der kan komme til at gavne Egyptens svækkede turistindustri.

Anna Winsløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her