Politikens beatanmelder med mere Lucia Odoom har også bidraget til novellesamlingen med en frejdig historie om bl.a. elevatorsex.
Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Politikens beatanmelder med mere Lucia Odoom har også bidraget til novellesamlingen med en frejdig historie om bl.a. elevatorsex.

Kultur tophistorie

Novelletid og mørketid: Om at være brun

En ujævn novelleantologi om at have en anden hudfarve end hvid. Politikens anmelder Lucia Odoom er en dem, der har bidraget med en god historie i en novelleantologi om at have en anden hudfarve end hvid.

Kultur tophistorie

Det er novelletid og mørketid. Den korte form er vellidt i skolerne, som forlagene så kan servicere med tematiske antologier. For eksempel om farven brun.

For nylig kom en lignende udgivelse over temaet familien: ’Mellem os’ på Carlsen. Her var det absolut bedste bidrag Kristina Aamands fortælling om en ’brun’ pige, der havde forladt sin familie. Nu havde hun skrevet en bog om sin situation. Nu havde hun været i medierne og var blevet klappet på ryggen og smilet til. Og nu sad hun ensom i sin lejlighed med en papvin og kiggede ned på parkeringspladsen, hvor en far eller fætter måske kunne dukke op.

Og når det skal nævnes her, så er det, fordi hun har gjort det igen. Leveret en lille sansning fra den ’anden’ verden. Uden det store indhold, men med masser af følelser som rammer lige i hjertet.

’Før solen står op’ fortæller om en nat på en stue på Rigshospitalet, hvor to nyfødende kvinder taler sammen og tier sammen. Da det bliver lyst, står den ikkebrune op til udskrivning, og i et glimt ser drengen Blyps mor, hvor hvid og velfungerende hun er. Bare det, men Kristina Aamand skriver på ryggen af tusind øjeblikke, hvor tiden står stille, og man ser klart.

Og efter den historie er det svært at elske Rebecca Bach-Lauritsens overvejelser omkring, hvor dejligt (og forkert) det er at nulre et krølhåret barn i krøllerne, eller Sarah Engells kontante beskrivelse af flygtninges situation.

I det hele taget er det de ’brune’ selv, som står for mandlerne i risengrøden. Ikke mindst Lucia Odoom her fra huset, der skriver så frejdigt om elevatorsex og våde drømme i historien ’Ebony’

I det hele taget er det de ’brune’ selv, som står for mandlerne i risengrøden. Ikke mindst Lucia Odoom her fra huset, der skriver så frejdigt om elevatorsex og våde drømme i historien ’Ebony’. Grønlandske Niviaq Korneliussen er jo også ’brun’. Hendes ønskeseddel til julemanden er lang, morsom og krasbørstig, men egentlig ønsker hun kun at »overleve endnu en jul«.

De øvrige bidrag er ikke dårlige, men på baggrund af de nævnte highlights virker de ofte for ligegyldige og private. Det er en kunst at skabe en god novellesamling omkring et tema. Jeg ville begynde med at maile til Kristina Aamand!

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden