Folk på shoppingtur i København fredag eftermiddag i sidste uge fik sig lidt af et chok, da de så en mand med adrætte spring kravle op i lygtepæle og lyskurve foran Magasin. I hælene på ham fulgte en nysgerrig flok på omkring 75 mennesker, mens resten af centrums trafikanter kiggede måbende til. Det var den canadiske performancekunstner Anthony Schrag, der førte an i løjerne. Og efter hans klatretur lå det i luften, at nu var det publikums tur til at bruge byens bygninger som legeplads. Men ingen turde være med, da Schrag opfordrede forsamlingen med et: ’So now it’s your turn, guys!’. Til gengæld var publikum klar på at løbe med, når kunstneren sprintede op ad Strøget. Men det er langtfra altid, at det stigende antal kunstprojekter i byrummet har held til at få de lokale til at blive en del af værket.

Ikke specielt opmuntrende
Det måtte kunstner- og musikkollektivet Lækker Lytter sande, da de i maj iværksatte ’Gaden Lytter’, som i samarbejde med lokale beboere skulle skabe kunst og mere liv på tre af byens ’døde’ pladser – Liva Weels Plads på Vesterbro, Ground 69 på Jagtvej og Spejldammen på Islands Brygge.

Ideen med ’Gaden Lytter’ var helt konkret, at borgerne skulle give en hånd med i ansigtsløftningen af deres lokale pladser. Men Julie Peitersen, der bor ved Spejldammen på Bryggen, syntes ikke, at oplevelsen af kunstprojektet foran hendes egen dør var specielt opmuntrende.

»Det føltes, som om kunstnerne var i gang med en privat fest på vores plads. Da jeg gik hen til dem, fik jeg stukket et papir i hånden, hvor der stod, at kunsten skal ’være drivkraft og inspirator overfor eventuelle borgere/publikum, der ønsker at deltage’. Men jeg følte mig hverken inspireret eller velkommen. Det virkede, som om de syntes, at vi, som bor her, enten var for dumme til at forstå deres projekt eller ikke hippe nok til at være med i det«, fortæller Julie Peitersen, som dog siden har korresponderet med Lækker Lytter om, hvordan man kan få de fælles projekter mellem kunstnere og ’almindelige mennesker’ til at fungere.

En lukket fest
Kunstneren Karen Toftegaard erkender, at det kan være svært at få kontakt til folk, når man nu vælger at udstille lige uden for deres gadedør. For det er ikke altid, at andre opfatter pointen i udstillingerne.

I det forgangne vintermørke projicerede hun en sommervideo fra Amager Strandpark op på en gavl ved Amager Bio – for at få forbipasserende til at glemme vinterens tristesse for en stund. I de fire dage, projektet kørte, fik de forbipasserende tilbudt en godbid i form af saftevand og småkager.

Hun ventede med at invitere sine egne venner til kunsthappeningens sidste dage for at undgå en scene, hvor kunstneren står sammen med sine venner og kigger på værket med ryggen til de forbipasserende.

»Det kan nemt blive en lukket fest, som bare bliver holdt i det offentlige rum. Men det går også den anden vej. Kunsten i byrummet kan være en uvelkommen afbrydelse i folk hverdagsliv – ligesom gademusikanter på Strøget kan være det. Men hvis man som kunstner bruger humor og ikke er for grænseoverskridende i sin kontakt, synes jeg, mange reagerer med et smil og nysgerrighed«, siger Toftegaard.

Når et andet publikum