I Galleri GAL går I lige lovlig meget op i at lave aktuelle temaer?

»Det må man sige, det kan dårligt blive mere aktuelt end det her«.

Så du er vel lige nu ved at rydde op efter en masse udhulede græskar. Og efter din kommuneudstilling skal du vel sætte dagsordenen med noget klimatema-kunst?

»Udhulede græskar har jeg aldrig haft. Udhulede bronze- og keramikskulpturer er nok det mest hule, jeg har haft udstillet«.

Nu skal du så være drønaktuel med udstillingen ’Kommune’, og det er i den aktuelle anledning, at der skal være kommunalvalg oppe i Frederiksværk?

»Ja, det er jo ikke nogen egnsbegivenhed. Der kommer kunstnere fra hele landet: fra Århus og Randers. Mange forskellige steder fra. Man skulle ikke tro det, men de fleste politikere har ikke fundet ud af, at et billede kan sige mere end tusinde ord. Hvis man ser på valgplakaterne, for eksempel, taler de deres eget helt tydelige sprog«.

Men dine billeder er forhåbentlig mere flertydige?

»Ja, for jeg lover ikke noget – og det gør billederne heller ikke. Jeg lover folk en oplevelse, hvis de kommer her og ser udstillingen. Det er med garanti en stor oplevelse. Jeg tror endda, det er en større oplevelse end at gå til vælgermøde«.

Bare det at tale med dig er en stor oplevelse. Men om det er en stor kunstnerisk oplevelse, ved jeg så ikke, Leif?

»Det er det. Jeg er en temmelig stor kunstner: 75 kilo, 182 høj. Jeg ved, at Bjørn Nørgaard er mindre. Var det ikke grafikeren Kai Nielsen, der engang sagde, at et stort kunstværk kan være på størrelse med et frimærke«?

Men du skal altså lave en kunstudstilling om kommunen?

»Ja, det vil sige: Det skal de kunstnere, der medvirker. De har udført et værk hver, der hedder ’Kommunen’. 31 forskellige, der visualiserer det begreb her på Galleri GAL – som i øvrigt betyder: Ganske Anderledes Levende. Vi er det eneste sted i Danmark, som udstiller salonkunst. Det betyder, at billederne hænger meget tæt. Det er et begreb fra Frankrig. Jeg er lidt frankofil med hensyn til vin og ost, og jeg udstiller selv tit i Frankrig. Men jeg laver utrolig mange salonudstillinger med temaer. Vi har haft temaer om Edvard Munchs ’Skriget’, hvor kunstnerne har lavet en parafrase over det, eller det kan være et citat fra den danske sangskat, f.eks. ’Livet er ikke det værste, man har’. Så kommer der 33 kunstneriske udførelser over det tema. Nu er det så kommunen«.

Det lyder så pædagogisk, at jeg allerede er i gang med at lede efter specialklassen.

»Nå! Men nu er jeg også gammel skolelærer«.

Det kan man faktisk godt høre, Leif.

»Det er jeg ked af. For jeg synes, der er alt for mange skolelærer og præster i dette land, som så gerne vil fortælle alle de andre, hvad de skal mene. Men her er der ingen kurator eller censor. Det er publikum, der stemmer om, hvilket billede der er det bedste. Præcis som ved et kommunalvalg«.

Men hvad bliver så dit næste tema?

»I det nye år laver vi en udstilling, der hedder ’Ens og forskellig’. Alle mennesker er jo ens og forskellige på en gang. Alle værkerne skal være 40 gange 40 cm. Hverken mere eller mindre. Ud fra de rammer kan man lave, hvad man vil«.

Jeg tror også, det er godt, at du holder dig inden for nogle meget snævre rammer i fremtiden.

»Det er ikke, fordi jeg prøver at være snæversynet. Men det er småtskårent, ikke?«.

Det, jeg sagde?

»Nej, 40 gange 40. Det er småt, ikke?«.