Daniel Libeskind er en lille, venlig og energisk mand med et gråt pindsvinehår. Han taler New York-engelsk med en accent, der kan lyde affekteret, men måske blot er rester af hans polske oprindelse. Hans engagement er svært smittende, når han springer entusiastisk rundt om sin model, mens han fortæller om ideerne bag helhedsplanen i Ørestad City. Du er inspireret af det gamle København, siger du, men hvilke kvaliteter tænker du på? »Jeg har villet flytte noget af det, der er unikt i København, ud i den nye bydel. Jeg er kommet meget i København og elsker dens særlige skala. Det er en by for gående og cyklende. Der er så mange oplevelser i bare at gå rundt mellem husene, det er en by for flanører. Det har jeg villet flytte herud ved at lave et område med tætte bebyggelser og masser af kurver og vinkler. Du havde fået til opgave at omdanne en parkeringsplads ud til en åben fælled på den ene side, bagsiden af et lukket indkøbscenter til den anden og en motorvej til den tredje. Var dette ikke i sandhed et Ground Zero? »Ha ha, jo, men Ground Zero var sværere. Det er det byggefelt, der har allermest opmærksomhed i verden. Nej, faktisk har dette område i Ørestad været en skæg udfordring. Den lå i at tilføre denne nye bydel med sine klare modernistiske linjer og store husblokke nogle pladser og en skala, hvor man har lyst til at stige ud af bilen og gå. At få nogle af Københavns specielle kvaliteter gengivet i det 21. århundredes arkitektur«. Planen tegner vel næsten et middelalderligt bymønster. Bryder din plan ikke med Ørestads identitet? »Jeg vil ikke optræde kritisk over for Ørestad, hvor der laves så mange fine ting. Men det har været magtpåliggende for mig at nedbryde megablokkene. Jeg har villet omforme dette fra blot at være et område til at være et sted. Modernismens monotone blokke giver ikke identitet til en by. Man skal ikke genkende sin bolig eller arbejdsplads på et husnummer, det skal være bygningen, der siger: Her hører jeg til«. Hvor fandt du inspiration til planens konkrete formgivning? »Fra vinden og lyset. Det gælder om at bryde vinden, og blandt andet derfor foreslår jeg disse krumme former. Det væsentlige er, at en bevægelse gennem området giver en visuel stimulation, at stedet har en dynamik. Men de kvasiellipser, jeg bruger, er ikke fremmede for området, dem har jeg fra Arne Jacobsens Allé (der afgrænser området mod nord, red.). Den slår jo netop sådanne buer«. Hvis du selv skulle tegne nogle af husene, hvilke skulle det så være? »Tvillingetårnene! De kommer til at definere området. De bliver ikon for bydelen«.