Eksperter: Fagfolk skal indkøbe kommunal kunst

I 2005 manglede Esbjerg Kommune et maleri til byens nye byrådssal.

Tiden for indvielsen nærmede sig.

Derfor købte borgmester Johnny Søtrup (V) på egen hånd et to gange tre meter stort maleri af kunstneren Hans Tyrrestrup til 35.000 kr.

Søttrup »går ofte på museum«
De stærke farver »passede perfekt til den nye byrådssal«, som borgmesteren formulerer det i dag.

»Der skulle handles hurtigt, så derfor underrettede jeg økonomiforvaltningen om, at jeg havde i sinde at købe billedet.

Efterfølgende var byrådet enige i, at det var et velegnet billede, så derfor ser jeg ikke noget problem i det«, fortæller Johnny Søtrup.

Borgmesteren mener, at han er kvalificeret til at købe kunst ind, fordi han ofte går på museum og derfor har et bredt kendskab til kunst.

»Desuden er kunstneren lokalt anerkendt, og jeg har også værker af samme kunstner hængende på mit eget kontor«, fortæller borgmesteren.

Det er ikke kun i Esbjerg, politikerne blander sig i, hvilken kunst der skal købes.

I København, Odense og Aalborg sidder politikerne også med ved bordet, når kunstråd og fonde køber nye malerier, keramik og skulpturer til kommunerne.

Masser af fejlkøb
Ane Hejlskov Larsen, der er lektor i kunsthistorie og museologi på Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet, har undersøgt Aalborg Kommunes Kunstfonds indkøb i 2008. Fondet har et flertal af politikere.

LÆS ARTIKEL

»Det er meget tydelig naivistisk, harmløs kunst. Det er sådan et typisk udvalg – man går efter noget, der ikke rigtig gør ondt på nogen«, siger hun om de forskellige kunstværker fra Aalborg Kunstfond, der har et årligt budget på 750.000 kr.

Fejlkøb bliver en naturlig konsekvens af politikernes indflydelse, mener Henning Jørgensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet.

»Pludselig får vi andre interesser ind, der ikke handler om, om kunsten er god eller ej. Det aner politikerne jo ikke en kæft om. Det er derfor, at man skal have sagkyndige med forstand på kunst til at vurdere, hvilken kunst der skal købes ind«, siger Henning Jørgensen.

Han kalder det samtidig en grov overtrædelse af armslængdeprincippet, der skal forhindre, at de politikere, der giver midler til kunsten, ikke får magt over den.

Politikere krævede udstilling om kriminelle indvandrere
Det vel nok mest kendte eksempel på politisk indblanding stammer fra Kolding, hvor et flertal i kulturudvalget bestående af Dansk Folkeparti og Venstre i 2005 krævede, at en udstilling om indvandring også skulle handle om indvandreres høje kriminalitet og arbejdsløshed og »problemstillingen, når den kristne og den muslimske kultur mødes«.

Eksemplet fra Kolding var medvirkende til, at armslængdeprincippet blev indskrevet som en formulering i kommunalreformen, hvor der blandt andet står, at kommunerne kan oprette lokale billedkunstråd med kunstfaglige eksperter fra kunstmuseer, gallerier og folk, der selv er billedkunstnere.

Men ordlyden blev kritiseret af eksperter for ikke at være juridisk bindende.

Og de manglende juridiske formuleringer er da også blevet bemærket i Københavns Kommune. Her købte billedkunstudvalget i 2009 ind for næsten 550.000 kr.

Armslængdeprincippet er en joke
Et af de politiske medlemmer af billedkunstudvalget, Leslie Arentoft (V), der også er medlem af Københavns Borgerrepræsentationen, mener at armslængdeprincippet er lidt af en joke, når det ikke står nedfældet som en lov.

»Jeg kalder det ikke armslængde, det vi har. Men jeg mener selv, at når det ikke står formuleret som en lov, så definerer man selv i kommunerne, hvad armslængde er, En af fordelene ved, at vi sidder med som politikere, er, at vi har kunnet være med til at udvide rammerne for, hvor meget vi kan købe ind for. Det var ikke sket, hvis der kun havde siddet kunstfaglige medlemmer«, siger han.

Blandt de største kommuner er det kun i Århus, man har valgt at indføre et lokalt kunstråd, der udelukkende består af fagkyndige personer fra kunstmiljøet.

Her tog man i 2000 en politisk beslutning om at følge armslængdeprincippet.

Erfaring med kunst
I Århus Kommunes kunstråd, der rådgiver politikerne i kunstfaglige spørgsmål, sidder udelukkende udøvende kunstnere og uafhængige akademiske eksperter.

Derudover har Århus nu et billedkunstudvalg med tre professionelle billedkunstnere, der rådgiver om, hvilken kunst kommunen skal købe ind.

Kunsten var af for svingende kvalitet, da politikerne styrede processen, fortæller Anders Birch Iversen, konsulent for billedkunstudvalget i Århus Kommune.

»De købte jo det, de kunne lide. Men det er jo ikke det, der er meningen. Vi skal støtte kulturlivet ved at købe kunst, der er af høj kvalitet. Det gør man kun ved at få nogle uafhængige personer med en faglig viden til at træffe nogle faglige beslutninger«, siger Anders Birch Iversen.

For at kunne træffe de faglige beslutninger skal man have en længere erfaring med kunst, mener et af de kunstfaglige medlemmerne af Århus Kommunes kunstråd, Jørn Langsted, der er professor ved afdelingen for dramaturgi og forsker i kulturpolitik på Aarhus Universitet.

»Man er kvalificeret ved, at man har beskæftiget sig med kunst gennem en længere årrække. Enten ved at man selv laver kunst eller ved at man er uddannet i at analysere kunst som kunsthistoriker, teater- eller litteraturuddannet. Man skal være interesseret i, hvordan andre laver kunst og samtidig have en forstand på håndværket og udtrykket i kunsten«, mener Jørn Langsted.

Kulturminister løfter pegefingeren

Kulturminister Carina Christensen (K) advarer nu kommunerne. »Armslængdeprincippet er et godt og fornuftigt princip, der beskytter kunsten mod politiske interesser og samtidig sikrer, at beslutningerne træffes på et alsidigt og fagligt forsvarligt grundlag. Faglighed bør altid være et væsentligt kriterium, når der købes ind for skatteborgernes penge«. »Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre kommunerne til at anvende armslængdeprincippet, når det handler om indkøb af kunst«, siger ministeren. Ifølge Henning Jørgensen bliver det dog nødvendigt med en lovændring, hvis kommunerne ikke forlænger armslængden.»Hvis ikke kommunerne kan styre det her, så må staten skride ind med lovgivning, der sikrer, at politikerne distancerer sig fra indkøb af kunst«, siger professoren.