Den tidligere serbiske oprørsleder Goran Hadzic er blevet arresteret efter at have levet syv år i skjul. Ifølge anklagemyndigheden for krigsforbrydelser i Serbien blev Hadzic pågrebet, da han forsøgte at sælge et maleri af den italienske modernist Amedeo Modigliani.
SE FOTO Sidste anholdelse i Europas sidste krig
Hadzic’ advokat har afvist, at Hadzic skulle have nogen forbindelse til et sådant kunstværk, og der er også flere kunsteksperter, der tvivler på, at det pågældende maleri kan være ægte.
Anklageren i sagen, Vladimir Vukcevic, sagde tidligere på ugen, at gennembruddet i sagen kom, da efterforskerne fik et tip om, at en af Hadzic’ venner forsøgte at sælge et maleri, der skulle være Modiglianis ’Portræt af en mand’, for at skaffe penge, da Hadzic var ved at være flad.
Den sidste serber
52-årige Goran Hadzic er den sidste serber, der er eftersøgt af FN’s Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien.
Han er anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og blev fredag overflyttet til domstolen i Haag. Hans arrestation kommer mindre end to måneder efter, at den tidligere bosniskserbiske general Ratko Mladic blev arresteret og bragt til Haag.






























