I et lille parcelhus i udkanten af Aarhus sætter en ældre herre sig til rette ved sit antikke skrivebord. Han finder en plastikpose med rav frem. Stikker hånden ned i posen og fisker et cirka 5 centimeter langt stykke rav op. Det har den helt rigtige størrelse, tænker han. Den helt rigtige glød. Han tager en blækstift og tegner omhyggeligt omridset af en bjørn rundt langs kanten af ravstykket. Han tegner spidse ører og en snude og fine poter for enden af de tykke ben. Så rejser han sig og tager ravstykket med ud i sit lille værksted. Det er aften. Men oldsagssamleren bruger ofte aftenerne og nætterne i det lille værksted. Han laver blandt andet øloplukkere ud af gamle patroner. Men i aften laver han en ravbjørn.

Ravstykket spænder han fast i en skruetvinge, mellem to stykker træ, så metallet på skruetvingen ikke laver mærker i det bløde rav. Så tager han en løvsav og saver forsigtigt efter sin optegning. Langsomt forvandles ravet til en bjørn. Han runder kanterne af og markerer ører og ben med en lille fil. Rav er rigtig fint at arbejde med, synes oldsagssamleren. Da bjørnen er formet færdig, jævner han slibemærkerne med en roterende blød klud. Til sidst går han ud af værkstedet og hen til sandkassen, hvor han stikker hånden ned i sandet og kører bjørnefiguren frem og tilbage et stykke tid. Så får den lille ravfigur en gammel og patineret overflade. På forsiden af museets foldere Denne aften begynder et af de største mysterier i nyere dansk arkæologi.