Jørgen Leth. Det er bare et navn. Eller sådan kunne det være. Det kunne godt bare være et navn, hvis ikke lige det var, fordi navnet var hans. Altså Jørgen Leths. Så er det ikke længere bare et navn. Så er det også et varemærke, et hadeobjekt, et idol. Nogle gange er navnet en parodi. Andre gange en lyd. Lyden af en let nasal stemme, der beskriver balletkroppes bevægelser eller cykelrytteres ensomme kamp mod bjerget. Ja, navnet kan endda være en parodi og en lyd på samme tid, som når Rytteriet for fuldt udtræk spiller sketchen ’Jeg er et nøgent menneske’. LÆS OGSÅJørgen Leth inviterer til samtale om sin nye film Parodien på manden, der både er digter, filminstruktør, journalist, tv-kommentar og cykelsportsforfatter, er ikke bare sjov, den er også tæt på at fortælle, hvad det er, fænomenet Jørgen Leth handler om. For det er i høj grad, at han er et nøgent menneske. Han er nøgen, hvis man med det forstår hudløs. Uden filter. Han fortæller bare, hvad der foregår inde i ham. Hvordan han har det. Han lægger sine fascinationer frem, så enhver kan se dem. Han iscenesætter dem. Nogle kan lide det. De elsker det. Andre vender sig bort, frastødte. Cykelsportens myter og helte Lige nu er han alle vegne. Tredje bind af hans erindringer udkommer på fødselsdagen, og hans samlede digte er lige udkommet. Han har en udstilling om sig selv (!) på Gl. Strand i København. Titlen er ’Mit navn er Jørgen Leth’. Intet mindre. For nylig udkom en bog, hvor han og Rolf Sørensen talte om cykelsport. Det er også der, hovedparten af danskerne kender ham fra. LÆS OGSÅNy Leth-udstilling er audition til hans nye Danmarksfilm De har hørt ham tale hen over billeder, hvor man fra luften har set Tour de France-karavanen sno sig gennem Bretagne eller Pyrenæerne, mens folk hjemme ved sofabordene har kunnet klukke over, hvordan Leth serverede obskure facts om lokale oste og ridderborge, mens de selv fik kaffe og kringle. Men det er cykelsporten, han er fascineret af. Dens historier. Dens myter. Helteportrætterne af Anquetil, Hinault og van Impe. Merckx. Fascinationen har han haft siden barndommen på Århus Cykelbane, og siden han skrev sine sportsdigte. Kærligheden til sporten lyste også ud af bogen ’Den gule trøje i de høje bjerge’. Kokkens datter I flere af sine dokumentarfilm har kredset om både sporten og kunsten. Indfanget Giro d’Italia, Paris-Roubaix, Michael Laudrup, Søren Ulrik Thomsen, Peter Martins.

For slet ikke at tale om filmen ’Det erotiske menneske’, der kunne være ham selv. Og det var det jo, ligesom det var ham, der i sin første selvbiografiske bog ’Det uperfekte menneske’ skrev om kokkens datter og den seksuelle relation, han havde til den unge sorte skønhed derhjemme i huset på Tahiti, som han havde, til det blev ødelagt af jordskælvet. Det var den lille bid, som gjorde, at han efter en mediestorm, bl.a. en stadig omtalt leder her i avisen, måtte stoppe som både dansk konsul på Haiti og kommentator på TV 2. Den erotiske spænding Egentlig var det mærkeligt, at stormen opstod lige der, for flere år forinden havde Leth sagt noget tilsvarende i et interview i Weekendavisen. At han har en fascination af unge sorte kvinder. Allerhelst fra arbejderklassen. Og at der er en slags bytteforhold i det. Gammel og ung, erotik og penge, hvid og sort. Det er sådan noget, han siger. LÆS OGSÅLeth: Yngre kvinder tænder mig Og når han som nu har en udstilling om sig selv, er det også billeder af netop det, han viser frem. Ham selv – og en ung kvinde med stram sort hud, den erotiske spænding. Billederne var nok til at provokere udviklingsminister Christian Friis Bach (R), men diskussionen nåede aldrig tilbage til højderne fra balladen om kokkens datter, da Leth var nødt til at gå i skjul, fordi mediepresset og kritikken var for voldsom. Æstetiker og levemand I dag ser det helt anderledes ud. Leth kan nyde, hvordan den nye generation af kunstnere vil optræde med ham i en moderne udgave af jazz’n’poetry. Flere år efter at han har passeret den officielle pensionsalder, er profilen højere end nogensinde, og medierne elsker ham, for han er en mand, der kan fortælles. Han er iscenesætteren. Han leverer selv billederne, vi kan se for os. Han er æstetikeren, levemanden, der hver dag, når han er i landet, folder International Herald Tribune ud, mens han indtager sin rituelle snaps og sildemad. LÆS OGSÅMandlige læsere støtter Leths nøgenfoto Og han indtager hvert år efter Paris-Roubaix et glas rivende dyrt glas vin på den parisiske café, inden han i Armani-butikken køber sine skjorter – en, måske to, og eventuelt en jakke. På 75-års dagen fejrer Gyldendal digteren og forfatteren i det rummelige lokale Trykkeriet på forlaget. I invitationen om fejringen har forlaget med et stort glimt i øjet skrevet, at »Leth har ikke givet udtryk for nævneværdige forbehold herimod«. Det lyder rigtigt. Leth vil ikke bare nyde opmærksomheden. Han vil uden blusel indrømme, at han nyder den. Ellers ville han jo ikke være Jørgen Leth. FACEBOOK