Ideen er god: At lade samtidskunsten gå i dialog med oldtidssamlingen. Nyt møder gammelt; videokunst møder mosefund. Vi kan få et andet blik på vores fortid, og fortiden kan inspirere kunsten. Manglende dialog Når udstillingen på Nationalmuseet ikke er helt vellykket, skyldes det, at mange af værkerne ikke indgår i en så præcis og vedkommende dialog, som man kunne ønske. Det første, man møder, er Marianne Grønnows papsøjler og gyldne kegler i rummet, der opsummerer de tre oldtidsaldres materialer: flint, bronze, jern. Det er meningen, at det skal opleves som at komme ind i en grotte og dermed understrege det geologiske element af oldtiden, men virkningen lykkes ikke rigtigt, måske på grund af de lette materialer - man mangler tyngden.
Tynd idé Helt mislykket er det næste værk af Saskia Holmkvist. Allerede ideen er tynd: At sætte ordene »It's Magic« på glasdobbeltdøren og angiveligt udfordre det støvede ved Nationalmuseets autoritet. LÆS OGSÅKunsteksperter er bange for at afsløre falsknerier Og i praksis går det helt galt, idet den ene af dobbeltdørene står åben, når udstillingen er åben. Man kan ikke engang lukke den. Skulle nogen få øje på det i forvejen næsten usynlige værk, ser de blot »It's« og tænker ikke nærmere over det.
Morsomme og tankevækkende tekster Men faktisk kan tekstmediet noget i forhold til en sådan samling. Det mest vellykkede værk formår nemlig med tekst at lege med museets autoritet i egentlig forstand. Det er en række montretekster, lavet af forfatteren og arkæologen Merete Pryds Helle. Hun har allernådigst fået lov til at plante en række alternative, fiktive tekster til udvalgte genstande fra oldtidssamlingen. De adskiller sig kun fra de videnskabelige med en blå plet, men de er virkelig morsomme og samtidig tankevækkende. Der er de korte, som »Cougar amulet: Gennemboret ryghvirvel fra sfinks, brugt som amulet af fraskilte kvinder«. Og de mere fortællende: »Disse sværd blev smedet til Kamma Kisteg lad og hendes fem sæt tvillinger. Sværdene blev opbevaret i en lindetræskiste, som Kamma blev begravet i, da hendes mand opdagede, at hun gennem en hel isvinter havde været ham utro med den germanske høvding Thrjakkhankke, og ved forårsjævndøgn spiddede hende med hendes eget sværd«.
Syrlige kommentarer Mange af disse tekster rummer små, syrlige kommentarer til både samfund, seksualitet, kønsroller og arkæologi. Som når der om 'Sokrates' drikkebæger' står: »Bægeret blev genkendt som Yrqs af arkæologen Karl Jakobsen i 1897. Jakobsen stjal bægeret fra museet i Athen, og det tilhører nu Gud og Hvermand«. Også Ursula Andkjær Olsens lyd/tekst-værk, 'Jeg er en gave', hvor hun taler fra en ofret kvindes synsvinkel i et rum med mosefund, er vellykket, og derfor kunne man overveje, om det simpelthen er, fordi litteraturen mere præcist kan forholde sig til oldtidsgenstande end billedkunsten? LÆS OGSÅSyret københavnsk bil-udstilling rykker til topmøde i Rio Sådan burde det ikke være, men når Anette Abrahamsson viser en række simpelt malede portrætter set bagfra som et symbol på, at »Vi vender os bort fra historien«, bliver det bare lidt for søgt. Og når Bodil Nielsen i det fantastiske rum med lurer og skjolde planter nogle kulørte tæpper og et par abstrakte malerier, kan det godt være, at nogle vil føle sig lidt mere hjemme, men der er ikke en interessant dialog på færde, endsige et interessant udtryk. Lidt fikst, men sanseligt Men på den anden side er der også billedkunstneriske værker, der fungerer. Ruth Campaus mærkelige spejlsatellit i museumsgården formår at udvide dette rum på en smuk og interessant måde. Katya Sanders kukkassevideo viser hylder med opmagasinerede genstande, mens vi hører interview med personalet, der (vistnok) blander fiktive samlingsprincipper med Nationalmuseets egne. Marie Søndergaard Lolk er så fræk, at hun udstiller et udsnit af sit eget ateliergulv på en væg i en niche. Det er måske lidt fikst, men det er meget sanseligt, samtidig med at der trækkes en række 'historiske' spor hen over linoleumsfladen. Lyd kan noget særligt i forbindelse med udstillingsrum, ikke mindst skabe en stærk atmosfære. Rasmus Møbius har indsamlet lyd fra det sted, hvor moseligene i rummet er fundet, og kombinerer dem med soloscillationslyde og en shamanistisk hymne. Resultatet er o.k., selv om det mest lyder som Jean Michel Jarre. Bedre er Mette Hersougs lyd til rummet med den store Hjortspringbåd fra jernalderen. Hendes lydkilder er mindst lige så komplekse, men i stedet tilføres det mørke rum en flot, suggestiv mystik fra højttalere, man kan vandre imellem. Jeg mener stadig, det er en god idé at lave konstellationer mellem samtidskunst og historiske eller videnskabelige samlinger. Med sine bedste værker viser denne udstilling, hvordan det kan gøres. Med sine værste får man på fornemmelsen, at der er tale om et påskud. FACEBOOK