Hvad inspirerede dig til at starte dit eget mærke, B-Age, tilbage i 1965, Margit Brandt? »Jeg havde jo været ansat hos de parisiske modehuse Pierre Balmain og Louis Féraud nogle år forinden, og det var faktisk Louis Féraud, der skubbede mig i gang. Han spurgte os, om vi ikke kunne producere og sælge for ham i Skandinavien, for han var jo klar over, at jeg havde forstand på det, og han havde set min mands konfektionsfabrik og vidste derfor, at han kunne producere noget ordentligt kram«. » »Først lavede vi frakker og siden også kjoler for ham. Det inspirerede mig, og så tænkte jeg, at jeg da godt lige kunne lave en lille kollektion ved siden af for mig selv. Og det blev så startskuddet«. Hvordan så markedet ud på det tidspunkt? »Der var næsten kun tøj til børn og folk over 30, så der trængte simpelthen til fornyelse. Det var lige kommet frem, at der var noget, der hed teenagere, så der var ikke ret mange andre, der lavede ungt tøj. Jeg blev inspireret af min egen aldersgruppe, og derfor kaldte vi det B-Age, altså Brandt-alderen. Der var nogle få andre danskere som Dranella og Bent Visti, der også lavede mini-nederdele og stramme bukser, der viste de kvindelige former frem«.
LÆS OGSÅ Margit Brandt modtager designpris
Tung og dyster mode
»Erik og jeg syede blandt andet i nye stoffer som lak og pilotnylon og jersey, der sad helt tæt til kroppen. Men ellers var det sådan noget forstokket voksentøj med kraver af persianerpels, der var på markedet, og det hele var meget tungt og dystert«.
»Det var lidt hårdt, for jeg ville jo have mine snit ordentlige, og der var nogle af de der tilskærere på fabrikken ovre i Jylland, der vist synes, at jeg var lidt for smart. De troede ikke, at jeg havde forstand på tilskæring, men jeg har gået på tilskærerskole og været i skrædderlærer, så jeg ved alt om det. Jeg sender ikke bare en smart tegning med nogle kruseduller af sted sådan som mange haute couture-designere gør. Så når de sagde, at der var et eller andet, der ikke kunne lade sig gøre, fordi det ville blive for dyrt, så tog jeg bare derover og stillede mig op, og så fik jeg som regel mine ideer gennemtrumfet alligevel«. »Man skal ud i verden og udvide sin horisont« »Fordi mine ting er rige på detaljer, er de selvfølgelig dyrere at producere, og fabrikanterne forsøgte tit at overtale mig til at lave snydelommer eller andre smutveje, men jeg gav mig som regel ikke. Mine detaljer har en funktion, de er der ikke bare for synets skyld. Men hvis der nu var en søm, der kunne spares, og det ikke ødelagde noget videre ved designet, så rettede jeg mig selvfølgelig efter det. De skulle jo også have ret en gang imellem«.
