De seneste år har der været fornyet fokus på de private kunstsamlere, hvilket blandt andet har ført til, at Arken allerede i 2007 præsenterede os for deres ’Mad Love’, ARoS har vist udvalgte værker fra Leif Djurhuus’ samling under overskriften ’Con amore’, og man kan lige nu se ’Underværker – Mesterværker fra danske privatsamlinger’ på Kunsten i Aalborg (anmeldt 20. juli). Derfor forekommer det også umiddelbart logisk at lade to af Danmarks noget ældre (og afdøde) samlere, der ligefrem blev museumsgrundlæggere, mødes på en udstilling.
Og det er netop, hvad der sker på Nivaagaards Malerisamling, hvis grundlægger, Johannes Hage (1842-1923), får besøg af Louisianas Knud W. Jensen (1916-2000).




























