Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

siamesiske tvillinger. I 1800-tallet kunne gøglere tjene penge på at underholde byens borgere med muterede lemmer og døde kroppe. Men i dag er den slags gemt væk på videnskabelige institutter. Dog med undtagelse af Medicinsk Museion, hvor man kan se dette søskendepar. Foto: Thomas Borberg

siamesiske tvillinger. I 1800-tallet kunne gøglere tjene penge på at underholde byens borgere med muterede lemmer og døde kroppe. Men i dag er den slags gemt væk på videnskabelige institutter. Dog med undtagelse af Medicinsk Museion, hvor man kan se dette søskendepar. Foto: Thomas Borberg

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi har udstillet lig i over 300 år

Ægte lig udstilles fra på tirsdag. Men København er allerede fuld af døde.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

20 afskrællede lig er iscenesat i livagtige positurer med blottede indvolde, blodkar og hjerne.

Flere er i færd med uskyldige aktiviteter så som at løbe eller spille fodbold. Men et enkelt par, der ikke kendte hinanden i levende live, dyrker sex i den stilling, hvor kvinden sidder oven på manden med ryggen til. Så han kan gramse på hofternes nøgne muskler og fedtvæv.

LÆS ARTIKEL De døde mennesker i den makabre stopdans er et mindre udvalg fra udstillingen ’Body Worlds’, som rummer mere end 200 anatomiske præparater.

Kadavere, som den tyske kirurg Gunther von Hagens har udskåret på kryds og tværs og fyldt med klar plastik. Så vi kan komme helt tæt på vores dødelige kroppe i deres mest konkrete form. Et memento mori som reality show. Lyder det uhyggeligt?

Ikke hvis man spørger adjunkt ved Medicinsk Museion og ekspert i anatomiens historie Adam Bencard.

Han har besøgt udstillingen flere gange i udlandet siden dens første åbning i 1995. Og han beskriver publikums møde med den afsjælede fysiologi som et første skridt mod at overskride vores forestilling om kroppen som en maskine, der kan gå i stykker.

En opfattelse, som fylder os med frygt for sygdomme og får os til at se kroppen og døden som en snigende fare, som vi gemmer af vejen på hospitaler og i de ukendtes grav.

Når vi går ind og ser ’Body Worlds’, bliver vi mindet om kroppen, musklerne, indvoldene, blodårer og om, hvor »syret, fantastisk og mærkeligt det hele er«, som han siger.

Adam Bencard har besøgt flere forskellige internationale anatomiske udstillinger, blandt andet den, som Tivoli viste for tre år siden, ’Bodies’, som han synes var alt for belærende.

LÆS ARTIKEL

Men Gunter von Hagens udstilling betragter han med større entusiasme. For den handler ikke om at formidle specifik medicinsk viden, men om at åbne vores sanser for kroppens indre. Og på den måde bør udstillingen forstås som en genopdagelse af den umiddelbare fascination af naturens og kroppens indre, som drev anatomiens fædre i renæssancen. For dem handlede det om at undersøge den døde krop som en »hyldest til skabelsens indviklede mangfoldighed«.

»Men i dag, hvor videnskaben bare skal producere fakta, har vi glemt, at videnskaben også er en eksistentiel søgen«, siger Adam Bencard.

Og det er det, udstillingen kan skabe for sit publikum: et eksistentielt møde med døden og kroppens forunderlighed, et møde, der gør os i stand til at mærke døden som en velkendt del af vores tilværelse. En kropslig genforening med den forgængelighed, der har boet i vores væv siden vores første barneskrig, men som vi siden lægevidenskabens succes i det 20. århundrede har gjort alt for at ignorere.

20 millioner døde københavnere
Et smugkik på udstillingen giver Bencard ret i, at det er sært opløftende at besøge ’Body Worlds’. Og det er en tankevækkende oplevelse i forhold til, hvordan vi moderne københavnere i øvrigt reagerer på vores døde, som vi efterhånden har forvist fuldstændig fra vores byrum.

Sådan har det været i generationer. Sådan er vi vokset op. Vi lever i metropoler uden død.

Det skyldes ifølge Adam Bencard, at lægevidenskaben siden opdagelsen af mikroorganismer, anæstesi og endelig antibiotika gennem de sidste 100 år har fået den absolutte autoritet over for kroppen. Men før i tiden, da lægen ikke kunne gøre meget for de døende, var de døde en meget mere synlig del af Københavns byliv. Det kan en byvandring gennem dødens historie i København fortælle alt om.

Lad os starte med, hvor mange døde der er i København. I alt. Det er svært at svare på, men det bliver lettere, hvis vi først finder ud af, hvor mange der har levet i København nogensinde. Et vildt gæt ville være godt 20 millioner, hvis vi – som den amerikansk demograf Carl Haub – går ud fra, at hele klodens nulevende befolkning udgør 5,6 procent af alle mennesker, der nogensinde har levet.

I dag er vi 1,2 millioner københavnere, og hvis det er 5,6 procent af totalen af alle københavnere nogensinde, har byen haft 21,4 millioner indbyggere, siden den første stenaldermand. Så skal vi trække antallet af nulevende fra totalen (21,4 millioner minus 1,2 millioner), og så ender vi med et dødstal på godt 20 millioner.

Til daglig ligger alle disse døde under vores fødder, men når man graver ud til eksempelvis byggepladser i Indre By, sker det, at knoglerne fra de døde dukker op af jorden igen. Så ved man, at området er en gammel, glemt kirkegård.

Men der findes andre døde, som er nemmere at opleve. Blandt dem er områdets ældste indbyggere på Nationalmuseet: Manden fra Korsør Nor, Egtvedpigen, kvinden fra Huldremose og de andre mosefund vidner om en oldtid, hvor døden har syntes større end livet, og hvor man derfor har ofret mennesker for at holde sig gode venner med døden og dens magthavere.

Det anatomiske teater
Ikke langt derfra, på Glyptoteket, kan man se gravtyveri af anden etnisk herkomst end dansk. Her er udstillet to mumier i kælderen i den egyptologiske afdeling. De er på alder med Huldremosekvinden, og brygger Jacobsen importerede dem til byen, dengang der ikke var noget, der hed ’ulovligt eksporterede kulturgenstande’.

Også i byens kirker kan man komme tæt på døden. Altså i fysisk forstand.

Da biskop Absalon byggede sin borg i 1167 og overtog København, blev de dødes interesser varetaget af kirken, for hvem det handlede om at sikre en god kristen begravelse – og gerne så tæt på de levende i kirken som muligt. Derfor er der den dag i dag masser af grave inde i kirkerne i middelalderbyen: Nikolaj Kirke, Helligåndskirken, Frue Kirke og Trinitatis og Sct. Petri.

Her ligger de dog forsvarligt skjult og forseglet under kistelåg og gulvbelægninger. Som de har gjort det siden middelalderen, hvor det var forbudt at åbne de dødes kroppe. For uden antibiotika og sterile forhold var det livsfarligt at rode i de befængte kadavere.

Men i 1315 blev forbuddet ophævet, og 200 år senere kastede professor i anatomi og kirurgi i Padova Andreas Vesalius oplysningens projektør ind i de indre organer og grundlagde anatomien med sine detaljerede illustrationer af kroppen, som han udgav i 1543.

Det Anatomiske Teater på Frue Plads
København var den gang lidt bagud, men i 1684 åbnede forløberen for ’Body Worlds’, Det Anatomiske Teater, på Frue Plads. Her kunne alle gå ind fra gaden og overvære dissektioner af nyligt afdøde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det nedbrændte og blev erstattet af Theatrum Anatomico-Chirurgicum med plads til 200 personer i Købmagergade, som fungerede indtil 1787, hvor Det Anatomiske Teater, som man stadig kan se i Medicinsk Museion, blev indviet ved siden af Det Kongelige Frederiks Hospital, som i dag er Kunstindustrimuseet i Bredgade.

Det anatomiske teater var, hvad man i dag ville kalde for infotainment: Det skulle uddanne kirurger – men samtidig var det også et spektakel, som på én gang oplyste og underholdt folket.

Døden i eksil
Den gang var det ikke kun kirurgerne, der gik løs på kroppen i al offentlighed. I samme periode udførte bødlerne en anden type bloddryppende folkeopdragelse, lige rundt om hjørnet på Nytorv. Her kunne søndagsgåturen blive afbrudt af en offentlig henrettelse indtil 1758, hvor værdipapirsvindlerne Frederik Hammond og Anders Sundblads lagde nakke til de sidste øksehug i Indre By.

Derefter blev henrettelserne flyttet til Vesterbro og Amager Fælled uden for bymurene.

Inden for middelalderbyens mure voksede Københavns indbyggertal, uden at hygiejne og sundhedsforhold blev forbedret, og derfor var der ofte epidemier af først pest og siden kolera.

Det gjorde døden til en meget hyppigere gæst i hjemmet, end den er i dag, hvor de fleste oplever et opkald fra plejehjemmet, når bedstemor er død og gjort klar til klinisk selvsyn og et kort farvel.
Ligbrænding var forbudt

I 1840 døde 150 nyfødte ud af 1.000, mens det er i dag er mellem 4 og 6, og en voksen mand blev i snit kun 43 år. Så langt de fleste havde allerede i en ung alder oplevet søskende eller forældre dø.

Og når man så var død, blev man – dvs. alle – begravet inden for voldene. Ligbrænding var forbudt af teologiske årsager, så pladsen blev ret trang på de cirka 25 kirkegårde, hvor de rådnende lig lå lige under borgernes fødder som stinkende bakteriebomber, hvilket førte til, at Assistens Kirkegård blev taget i brug i 1760.

1851 fik man så definitivt nok, og det blev totalt forbudt at blive begravet inden for bymidten. Kort efter indviedes Vestre Kirkegård (1870), Sundby Kirkegård (1872) og Bispebjerg Kirkegård (1903).

Og herude lægger vi os stadig til hvile i dag. Her, hvor de fleste af os ikke gør noget væsen af os, da 93 procent i dag vælger at blive brændt – og over 50 procent vælger at blive sænket ned i de ukendtes grav.

For lukkede døre
Så da det 20. århundrede var gået i gang, var døden stort set blevet forvist fra byens rum. Og samtidig mistede vi så småt interessen for at se på døde lemmer som underholdning. I 1800 havde det ellers været god forretning for gøglere og mirakelmagere at optræde med for eksempel at fremvise vanskabninger og anatomiske præparater i sprit på markedspladser.

Men efterhånden som lægevidenskaben i 1900-tallet for alvor begyndte at fejre triumfer, fik lægerne monopol på at håndtere biologiske præparater af mennesker. De blev låst inde for den brede offentlighed på Medicinsk Historisk Museion i Bredgade og på Panum.

I dag kan man dog få adgang til Medicinsk Museion, hvis man møder op til en guidet rundvisning i samlingen af gulnede misfostre og andre kuriositeter. Men Panums to samlinger er stadig lukket for offentligheden.

Vi har glemt vores krop

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At de døde på den måde har været forsvundet ud af bylivet, vil de fleste måske tænke som et fremskridt.

Men samtidig minder et besøg på ’Body Worlds’ os om, at vi måske også har mistet noget i den udvikling: Vi har glemt at have et nysgerrigt forhold til vores krop som dødeligt biologisk materiale. Adam Bencard mener derfor, at vi har noget at lære af de første indre opdagelsesrejsende og deres uforskning af kroppen: »Det handler ikke bare om at forstå noget. Det handler om at føle noget. Om at kende dig selv«, forklarer han begejstret. En vigtig oplevelse, hvor vi med vores egne øjne ser ind i vores indre og derved kommer overens med vilkårene for vores eksistens: forgængeligheden. Kilder: Museumsinspektør ved Københavns Bymuseum Inger Wiene, kirkegårdsvejleder for Københavns Kommunes forvaltning Stine Helweg, Christian Holm Donatzky fra History Tours og sociolog ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden