Da jeg stiller min cykel ude foran galleriet, kommer helvede imod mig, også kaldet Livgardens Musikkorps. De uniformerede mænd går i takt ned ad Gothersgade og spiller ’It’s A Long Way To Tipperary’. De repræsenterer symmetri, stramhed, præcision og militær disciplin. Og de repræsenterer det royale Danmark for turisterne. Stik modsat Jeg flygter ind i galleriet, hvor det stik modsatte hersker: Her er alt en smule skævt og upræcist, organisk og naturfarvet. Brungule bivoksfigurer, grå ting af ler, sære objekter i bast, hø og bambus, kokosnød og muslingeskaller. Det er eksotisk, rodet og gådefuldt. Emil Westman Hertz er en kunstnerisk enspænder, der dyrker sin egen bivoks og hjemsøges af etnografiske febervildelser, hvor afrikansk og bornholmsk folklore præger tegnede utopier og raritetskabinetter. Uoverskueligt Der er 57 værker på udstillingen, og mange af disse rummer adskillige genstande, så det er ikke overskueligheden, der vinder.
Centrum i det første rum er en imposant, men hård bambuslænestol med tilhørende tæppe, bambusavisholder, kalabasser og en grædeskulptur. Grædeskulpturen ligner en krop uden hoved – en af de mange former, der går igen på udstillingen – men er et afskåret træstykke med hul foroven, så den fungerer som en urtepotte med en plante i.
