Kommentar: Fotografi handler også om alt det, man ikke kan se

Overset.  Joséphine Nsimba Mpongo, 37 år og medlem af et symfoniorkester, øver sig på sin cello i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Billedet vandt 1.-præmien i årets World Press Photo i kategorien 'Kunst og underholdning'. Foto: Andrew McConnell/Der Spiegel
Overset. Joséphine Nsimba Mpongo, 37 år og medlem af et symfoniorkester, øver sig på sin cello i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Billedet vandt 1.-præmien i årets World Press Photo i kategorien 'Kunst og underholdning'. Foto: Andrew McConnell/Der Spiegel
Lyt til artiklen

Jo. Indrømmet . Det er måske lidt underligt. At vende alting på hovedet. Og gøre et kæmpenummer - bogstaveligt talt - ud af en hel masse, vi tilsyneladende ikke kan se. Og så alligevel ikke. For nok handler fotografi om at se. Og nok ser vi selv hele tiden. Men. Der er jo ting, vi ikke kan se. For eksempel fordi vi ikke er der, hvor det foregår. Der, hvor det sker. Måske kan vi ikke være der. Måske har vi ikke lov til det. Måske vidste vi ikke, at det var vigtigt. Der kan være tusinde grunde til, at vi ikke er til stede. Man kan - med et noget slidt udtryk - ikke være alle vegne. Så bliver fotografen vores udsendte øjne, som ser for os. Nøglen der åbner døren Det har en særlig betydning de steder, hvor vi ikke har adgang. Som i billeder fra et fængsel i Sierra Leone - en serie, som den spanske fotograf Fernando Moleres vandt en 2.-præmie for i dette års World Press Photo-konkurrence. Billederne bliver derfor nøglen, der åbner lukkede døre. De giver viden og forståelse. Alt det, vi ikke kan se, kan også være noget, vi ikke har lagt mærke til. Eller ikke vidste. I mange tilfælde ser vi ikke det kæmpemæssige forarbejde og de store anstrengelser, en fotograf må gøre sig for at få et skud i kassen. Et billede er ofte resultatet af en enorm tålmodighed, benhårdt logistisk arbejde og en masse psykologi. Resten er næsten bare at trykke på knappen. Der er ting, vi ikke altid har blik for. Hvor vi begrænses af associationernes evindelige forudsigelighed. Vi ser en sort kvinde i nogle ekstremt fattige omgivelser og tænker, at så har vi egentlig set nok. Vi ved godt, hvad den historie går ud på. Men det gør vi ikke, viser det sig. Og det er fotografens pointe. Andrew McConnells billede (øverst) af den cellospillende kvinde løfter os ud af hverdagen. Den hverdag, vi tror, folk har. Glæden, forbløffelsen og overraskelsen over, at der midt i Kinshasas virvar findes denne rolige, tilbagetrukne situation, får modsætningerne til at råbe efter hinanden. Alle vores sanser skærpes. Måske efterlader billedet så meget nysgerrighed, at vi selv får lyst til at kravle op og kigge over kanten, næste gang en anderledes lyd fanger vores opmærksomhed. For at se det med vores egne øjne. 107.995 billeder, der ikke blev plads til På World Press-udstillingen i Pressen i Politikens Hus udstiller vi 64 fotografier fra hele verden. Heller ikke her ser vi det hele. Du kan nemlig ikke se de 107.995 andre billeder, der har kandideret til konkurrencen. Det handler om at få øjnene op. Nyde, at nogle fotografer har brugt kræfter på at fortælle historier, som vi andre kan se, opleve – og måske forstå. Og derfor se verden i et nyt lys.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her