Det var mørkt, da hun nåede frem. Shizuka Yokomizo gik ind på den smalle jordstribe foran bygningen. Stillede sig foran stuelejlighedens vindue og satte kamerastativet op. Så ventede hun. Med ondt i maven og bankende hjerte. Hun havde været her ugen forinden. Havde skubbet en seddel ind gennem brevsprækken til lejligheden i stueetagen. » Dear Stranger«, stod der i den. »Jeg er kunstner. Jeg vil gerne tage et billede af dig, hvor du står i vinduet, i rummet ud mod vejen, om aftenen. Der vil være et kamera uden for dit vindue. Hvis du vil være med, så stil dig i rummet klokken otte og stå i samme stilling i ti minutter. Jeg vil være der. Hvis du ikke vil være med, så træk gardinerne for vinduet«. Hun havde underskrevet sig selv som »kunstneren«.
Gardinerne blev trukket fra
Og nu stod hun der, foran vinduet. Udenfor i kulden, midt om vinteren, om aftenen, i Sydlondon. Hun vidste ikke, hvem der boede der. Kun at gardinerne var trukket for. Indtil der pludselig, efter fem minutters venten, skete noget.
