Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klassiker. Jens Quistgaard står blandt andet bag den lille hajfinne af en dåseåbner fra 1950, som er at finde i de fleste folks køkkenskuffer.

Klassiker. Jens Quistgaard står blandt andet bag den lille hajfinne af en dåseåbner fra 1950, som er at finde i de fleste folks køkkenskuffer.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forelsket dansker åbnede USA’s øjne for design

Jens H. Quistgaard skabte blandt andet den berømte hajfinnedåseåbner.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En dag først i 1950’erne tog en ung, forelsket mand turen fra København til Frederiksværk.

Han havde ikke mange penge; der var grænser for, hvad han kunne få for de skitser og portrætter, han solgte rundt omkring, men Grete, hans forlovede, skulle have en gave. Og Jens Quistgaard havde designet en fin lille gryde specielt til hende.

Med en skrøbelig gipsmodel »så tynd som et strudseæg« troppede han op hos Jernstøberiets ledelse og spurgte, om de ikke kunne støbe en gryde i stål til hans kæreste.

Den dag ændrede Jens Quistgaards liv sig totalt.

Og historien om, hvordan en gryde blev til en hel linje af internationalt anerkendt køkkendesign, fortælles nu i en ny dokumentarfilm knap to år efter designerens død.

Det er ikke en historie, særlig mange kender. Ikke herhjemme i hvert fald.

Et opslag i Store Danske Designere fra 2008 har ingen Quistgaard med, designbibelen Dansk Design fra 2006 nævner ham i farten med 20 linjer, og Storedanske.dk giver ham et par korte afsnit.

Men hjemme i folks køkkenskuffer vil typisk ligge hans lille hajfinne af en dåseåbner fra 1950, og på danske køkkenhylder og loppemarkeder er det ikke sjældent at finde hans svungne sølvbestik, hans organisk buede skåle, fade og isspande i teaktræ eller hans blæste glas og drejede stentøj.

Samt selvfølgelig den emaljerede støbejernsgryde, han lavede til Grete, og som banede sig vej ind i livsstilsmagasiner og museer i New York og Milano, fordi det hidtil havde været uhørt at forsøge at gøre banale brugsgenstande som køkkenskåle og gryder til skulpturelle ting, man kunne stille direkte ind på borgerskabets spiseborde.

Nu stod den der, gryden, og med den fulgte »et liv med brød i skabet«, som Jens H. Quistgaard selv, over 80 år gammel, fortæller i filmen, som instruktøren Stig Guldberg og filmfotografen Finn Mathiasen fra ABC Film har lavet gennem besøg hos designeren i hans sidste år på det sydsjællandske landsted.

'Forenkling uden at fattiggøre'
Et af designerens og filmens vendepunkter er dagen sidst i 50’erne, hvor en amerikaner med blik for design og sans for en god forretning kom til København.

Da fabrikanten Ted Nierenberg kom indenfor på Dansk Kunsthåndværks bibliotek og fik bladet sig igennem Georg Jensen og andre af de store, fik han øje på Quistgaards bestik ’Fjord’. Et enkelt udtryk, tænkte amerikaneren. ’Forenkling uden at fattiggøre’, som ophavsmanden selv ville have kaldt det.

Og Ted Nierenberg ringede på stedet og direkte fra Dansk Kunsthåndværks kontor. Her kunne fortællingen være endt, for i røret fik han en vranten designers: »Kom i morgen. Jeg er smurt ind i gips«.
Men ’det frække bæst’ til en amerikaner, som Quistgaard siger i filmen, kom brasende alligevel. Uden yderligere varsel stod han ti minutter efter på danskerens værksted. Nierenbergs held var, at Quistgaard havde blik for kvindelig skønhed.

Nierenbergs kone var, som Quistgaard selv dvæler ved i filmen, klædt i rødt og mink og var »også i sig selv et yndigt hunkønsvæsen«. Jens Quistgaard kapitulerede og gik, som han fortæller, ud for at hente noget Heering.

Sådan noget »sødt stads« kunne amerikanere sikkert lide, forestillede han sig, og efter en nat med »vrøvl og pral« og likør var Dansk Designs etableret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med store D’er: Ted Nierenberg havde ansat Quistgaard som chefdesigner i et nyt firma under navnet Dansk Designs, og københavnerens initialer, IHQ, blev i de kommende år prentet under tusindvis af bakker, skeer, skåle, kander, stager, stole og taburetter.

Ingen kunst uden økse
Alt skabt i naturens materialer, med naturen som forbillede og med den respekt for håndværket, som designeren selv fulgte under devisen: ’Alt skal have været på ambolten først’.

»Design er at kunne sit håndværk. Ikke at gå på Kunstakademiet og gå med flad hat«, som Quistgaard svirper i dokumentarfilmen.

»Man skal kunne bruge høvl og økse på træet. Så kan man udtrykke, hvad man vil og kan med skovens træer. Men hvis man ikke kan håndværket, bliver det noget hult fake«.

Med den grundindstilling har han placeret sig i amerikanske, japanske, franske, italienske, tyske og russiske hjem. Museum of Modern Art i New York har ham med i den faste samling.

Internationale designmagasiner som Wallpaper og japanske Elle Deco har inden for det sidste år ryddet forside og opslag på opslag med Gretes røde gryde og teaktræsbestik, og filminstruktør Stig Guldberg har under sin research fundet bunker af sort-hvid-fotografier med prisoverrækkelser og vinduesudstillinger fra fashionable hovedstrøg i Moskva, New York, Milano, Paris, Johannesburg eller London.

Kunstindustrimuseet købte også nogle af Quistgaards ting. Men det var ifølge filminstruktør Stig Guldberg ikke herhjemme, man talte om Quistgaard:

»Man talte om Wegner, Arne Jacobsen og Finn Juhl, og man har skrevet om alle mulige andre designere, men af en eller anden grund er der ingen herhjemme, der har hæftet sig ved Jens Quistgaard. Han er den, der slår dansk design fast i amerikanernes bevidsthed, og han er repræsenteret på de store amerikanske museer – og så fylder han stort set intet i dansk designhistorie. Der er virkelig et misforhold«, siger Stig Guldberg om den undren, der har drevet hans egen film frem.

Æstetik og funktionalitet
Stig Guldberg vidste heller ikke selv, hvem IHQ var, da han en dag fandt et bestik i stål på et loppemarked i Århus. ’Odin’, hed det, 12 dele til 200-300 kroner. Guldberg købte det og begyndte at forhøre sig om navnet Jens Harald Quistgaard. En dag stod han i en antikvitetsforretning i København og spurgte til en lysestage i vinduet.

»Er det ikke en Quistgaard«, spurgte han, og antikvitetshandleren svarede:

»Jo, og han har lige været her selv«.

Adskillige telefonopringninger og besøg senere havde ideen om en film taget form.
»Jeg er fascineret af, at der er kælet for detaljen overalt. Fra Ted Nierenbergs hus, som han har tegnet fra gulv til loft, og ned til den mindste samling kan man se, at der er tale om en håndværker«, mener Stig Guldberg, der selv har en fortid som designkonsulent og kan præsentere en større samling af bestik, bakker og vandkander mærket med det lille IHQ i bunden, der vidner om ’billedhuggeren’ Jens Quistgaard, som han selv foretrak at kalde sig.

Som manden også forklarer om sine produkter i filmen: »Alt har med skulpteringen at gøre. Med modelleringen af genstanden«.

Derpå flytter han straks vægten over på sit andet ben i balancen mellem æstetik og funktionalitet:

»Brugsværdien må aldrig tage skade. Den må aldrig minimeres bare for at gøre det pynteligt«.

Forandring af hverdagen
Det er den balance, han har søgt, siden den lille emaljerede røde gryde, som blev til på baggrund af mange års køkkentjans hjemme hos billedhuggerfaderen, Harald Quistgaard. Sønnen ærgrede sig som køkkenansvarlig over først at svine en gryde til under madlavningen, så at svine et fad til bagefter.

Hvorfor ikke forene grydens funktion med fadets tagen sig ud, så maden kunne gå direkte til bords, spurgte han sig selv, da han ville skabe noget unikt til sin kæreste, og efter at Jernstøberiet i Frederiksværk havde set mulighederne, gik ’Ankerline’-serien i produktion i farverne rød, mørkeblå, støvgrøn og sort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den lille potte scorede guldmedalje ved Milanotriennalen i 1954 og blev udskreget som intet mindre end ’evoluzione’ i hverdagen.

Den evolution blev på en måde uden for Danmarks grænser. I hvert fald hvis man måler på anseelse.

Målt på gennemslagskraft er der for længst gået IHQ også i de danske hjem. Prøv bare at tjekke træfadene under bunden. Og er der ingen Q’er at hente, har han i hvert fald åbnet sig vej ned i de danske køkkenskuffer. Prøv bare at tjekke, om ikke der rager en lille, funktionel hajfinne op.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden