Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bataljemaler. Mathilde Fenger satser på at male 30 store billeder fra  sit ophold blandt danske soldater i  Afghanistan. Hun vil blandt andet gerne udstille dem på landets kaserner og har allerede aftalt en udstilling på Hærens Officersskole.
Foto: Per Folkver

Bataljemaler. Mathilde Fenger satser på at male 30 store billeder fra sit ophold blandt danske soldater i Afghanistan. Hun vil blandt andet gerne udstille dem på landets kaserner og har allerede aftalt en udstilling på Hærens Officersskole.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun risikerer sit liv for at male danskernes krig i Afghanistan

Mathilde Fenger tog til Afghanistian for at male billeder af krigen.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mathilde Fenger klikker et fotografi frem på computerskærmen. Det forestiller en lille mørk dreng, der ligger på et operationsbord.

»Se lige, hvor dybt det brandsår er ...«.

Vi betragter stille drengen. Omkring ham står en læge, en sygeplejerske og en tolk. Det er uvist, hvordan barnet er blevet forbrændt, men det må have noget med krigen i Afghanistan at gøre. Scenen udspiller sig nemlig på et felthospital i Helmandprovinsen.

Derude
Og det er Mathilde Fenger, der har taget billedet.

»På et tidspunkt var jeg nødt til at gå udenfor«, siger hun.

Så tænder hun en cigaret, puster røg ud og fortsætter:

»Det der med, at folk brokker sig over for mange cykler i metroen, det virker latterligt, når man lige har været derude«.

Fra fotografi til oliemaleri
Kunstneren Mathilde Fenger vendte for en måneds tid siden hjem efter et par uger i Camp Bastion og – især – Camp Price, de danske soldaters hovedlejr i Helmand.

Det er for tidligt at sige, om den sårede dreng bliver til et oliemaleri. Mathilde Fenger har cirka 2.500 fotografier med hjem fra krigen og har endnu ikke besluttet, hvilke motiver der skal blæses op på et lærred.

Vi sidder og kigger på fotografierne i hendes atelier i et baghus i Nyhavn, hvor hun også bor. Et par store kamuflagefarvede tasker står i et hjørne. Og de støvler, hun gik rundt med i ørkenen. Op ad væggen står et maleri, der er ved at tage form. Et andet står på et staffeli.

På det ene billede traver en flok burkaklædte kvinder imod os sammen med en sygeplejerske i militærbukser. Det andet billede viser en dansk patrulje i Helmand. I forgrunden hviler en soldat på det ene knæ, mens han holder sit automatvåben skudklar.

Ingen heltebilleder
Mathilde Fenger drog til Afghanistan, fordi hun mener, man er nødt til at beskæftige sig med tidens store begivenheder. Som nu den her såkaldte krig mod terror. Uanset hvad man mener om krigen, må den ses efter i sømmene.

»Det er ikke, fordi jeg har tænkt mig at male sådan nogle heltebilleder«, siger hun. »Men se lige det her ...«.

LÆS OGSÅ

Det er et fotografi af en helikopter, der letter i en malerisk støvsky. Under helikopteren krammer to mennesker i uniformer hinanden, mens de dukker sig for den piskende rotor.

»De to dér er læger, som lige har sendt en patient af sted«, siger Mathilde Fenger. »Det er ikke så tit, de krammer hinanden i militæret. Det her kunne jeg godt forestille mig at male«.
Sand og sure sokker
Hun blev vist rundt i Camp Price af en velfærdsofficer, som på et tidspunkt indrømmede, at han havde været lidt betænkelig ved at få en kunstmaler ud i krigszonen. Han så for sig en hippieagtig figur i sandaler og flagrende gevandter, men måtte revidere sine fordomme. Ligesom Mathilde Fenger måtte revidere sine.

Soldaterne modtog hende med åbne sind. Og hun var overrasket over, hvor lidt kæft, trit og retning der var i lejren.

»Det var meget mindre stringent og restriktivt, end jeg havde ventet«, siger maleren.

Jeg kan ikke forestille mig at ende som blomstermaler. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at fylde mening på sit liv



Mathilde Fenger boede i en barak med soldaterne, kun adskilt fra dem med et stykke klæde, ophængt i klemmer. Der lugtede konstant af sand og sure sokker.

»Du har tre kvadratmeters privatliv. Og så er der sand overalt. Man fik det i halsen, i øjnene ... Der er så tørt, at ens læber bliver til store sår«.

Hvis man skulle miste et ben
To gange var hun uden for Camp Price. Den ene gang sammen med en patrulje. Anden gang var hun ude med civile militærfolk, som blandt andet skal pleje forholdet til de lokale afghanere.

Begge gange var hun »skidebange«.

»Især da jeg fik udleveret en rem, som jeg fik besked på at snøre mig sammen med, hvis jeg mistede en arm eller et ben. Der fik jeg sgu lidt en klump i halsen og tænkte: Skal man risikere sit eget liv for et maleri?«.

Noget inde i hende svarede ja til dette spørgsmål.

Stor respekt for soldaterne
I hvert fald gennemførte hun udflugterne. Uden voldsomme oplevelser. Men hun forsøgte ikke at komme ud til de fire yderste danske lejre, dem, der ligger på kanten af den grønne zone, hvor den indimellem dødbringende kontakt med oprørerne fra Taleban er noget nær hverdagskost.

Der gik grænsen for Mathilde Fenger. Men selv i Camp Price var det nervepirrende at opholde sig.

»Du kan komme ud for grimme ting lige uden for porten. Jeg har fået meget stor respekt for de soldater, der har det her som job«.

Skjult
Da hun spurgte, hvordan de taklede risikoen for at ramme en vejsidebombe, lød svaret, at det ikke nyttede at gå rundt og være bange. Hvis de stødte på en bombe, måtte de tage den derfra.

Mens Mathilde Fenger opholdt sig i lejren, sprængtes fire vejsidebomber under en dansk transport ude i det altid støvede og grågyldne landskab. Der var kun materielle skader.

»Det uhyggelige er, at du ikke kan se Talebob ... som de nogle gange kalder Taleban. Han er skjult«, siger Mathilde Fenger.

Tale om alt muligt
Når soldaterne talte sammen, handlede det altid om det, der skete på patruljerne.

»De talte om vejsidebomberne. Om Afghanistan, Afghanistan, Afghanistan ...«, siger Mathilde Fenger.

LÆS OGSÅ

Men med hende ville de gerne tale om alt muligt.

»De var utrolig søde, åbne og interesserede. De talte med mig om venner, familie, politik ... Jeg tror, det betød meget, at jeg var en ganske almindelig civilist og ikke journalist ...«.

Ingen krigsliderlige drengerøve
Hun tøver lidt. Måske fordi hun fornemmer, at det her er ved at udvikle sig til en lovprisning af krigen. Så siger hun:

»Nu er det jo altså ikke, fordi jeg er blevet tilhænger af militæret af at være derude ...«.

Du er ikke blevet krigsliderlig?

»Bestemt ikke. Men jeg forstod, at soldaterne kommer fra alle lag i befolkningen. Og jeg har fået sløjfet nogle fordomme om militæret. Jeg fandt ud af, at de her soldater ikke rejser ud for at udleve våbenliderlighed, drengerøvsfantasier og eventyrlyst. De har en større alvor, de er mere nuancerede personligheder ...«.

Fem år på to uger
Spurgte du, hvorfor de var taget af sted?

»Ja, og nogle sagde, de var fascinerede af kampgearet og sammenholdet. De var taget derud, fordi man jo ellers ikke vidste, hvornår man kunne komme til at opleve en krig. Men selv om de er unge, opfører de sig meget voksent«, siger Mathilde Fenger.

»En gruppefører sagde, at man efter to uger er blevet fem år ældre. Og de synes ikke, det er fedt, at de skal ud og skyde nogen. Jeg oplevede absolut ingen nonsens ...«.

Jeg forstod, at soldaterne kommer fra alle lag i befolkningen. Og jeg har fået sløjfet nogle fordomme om militæret



Med nonsens mener hun uoverlagte bemærkninger af den slags, journalister godt kan lide at slå ned på og puste op til voldsomme og ikke altid helt virkelighedsnære dimensioner.

»Soldaterne er trætte af journalister, som bringer løsrevne bemærkninger helt ude af kontekst. Som for eksempel: »Så skal vi fandeme også ud og skyde en eller anden« ... De er ikke lige nuancerede hele tiden. Men der er også en menneskelighed i militærmaskinen«.

Alvor
Hvad gjorde størst indtryk på dig?

»Det var denne ... alvor. At det ikke bare handler om at ordne nogle talebanere. Det handler om at gøre en forskel. Og den del af det er vigtig for mig at forklare visuelt. Jeg kan skildre det bredere og mere nuanceret, end hvis jeg var blevet hjemme i atelieret. Så ville jeg nok have lagt mere vægt på kamphandlinger«.

Nu har hun fået udvidet sit billede.

»For hver kampsoldat står der tre soldater bagved. De er lige så vigtige, men dem synes jeg ikke, man hører meget om«.

Det må ikke blive for lækkert
Mathilde Fenger er uddannet i det klassiske oliemaleri. Før malede hun billeder af frugt, kander, æggebægre. Eller tyste interiører, harmoniske scener fra det københavnske bybillede og øde islandske landskaber.

Alt sammen udført med et sikkert greb om håndværket. Og oftest med motiverne indhyllet i en art poetisk dis, der udvisker konturerne, en hinde, der skal minde beskueren om, at dette er maleri og ikke virkelighed.

LÆS OGSÅ

»Jeg tror, billederne fra Afghanistan bliver grovere end de tidligere billeder«, siger Mathilde Fenger.

»Det kan hurtigt gå hen og blive for pænt. For lækkert. Jeg bliver nødt til at male en eller anden form for råhed frem i billederne, så det ikke bliver ren ’Frokost i det grønne’ ...«.

Fokus
Hvilke temaer vil du lægge vægten på?

»Det skal være så alsidigt som muligt. Jeg vil fremstille både det sociale, patruljerne, felthospitalet og så videre. Jeg vil også gerne male et billede med ingeniørtropperne, som gør et kodylt stort arbejde. Jeg så dem, mens de var ved at sikre hovedvejen mellem Camp Price og Camp Bastion med pigtråd og andre ting, så Taleban ikke kunne komme til at lægge bomber. Jeg vil ikke kun have fokus på skyderiet«.

Hendes billeder får med andre ord ikke meget til fælles med tidligere tiders bataljemalerier, hvor stolte danske soldater fyrer løs på fjenden. Det bliver ikke meget krudt og kugler.

»Men måske kunne jeg godt male en kampvogn, der skyder«, funderer Mathilde Fenger.

Positiv stemning
Der strømmer jazz ud af højtalerne i Mathilde Fengers atelier. Lige nu leverer trompetisten Wynton Marsalis underlægningsmusikken til fotografierne fra Helmand, der kører i karrusel over skærmen.

En bombehund passerer. Så følger et toilet, hvor en af båsene er reserveret til ’diaré og opkast’. Derefter har Mathilde Fenger stillet skarpt på et skilt, der meddeler, at ’A good taliban is a dead taliban’. Og så har hun en stribe fotos af velfærdsofficeren, der er i færd med at krybe i et julemandskostume.

»Soldaterne er glade og sjove mennesker. Der er en positiv stemning i Camp Price, som også kaldes Camp Nice ...«, siger maleren.

Banko og skydebane
Hun har gjort ting i Camp Price, hun aldrig før har prøvet. Som for eksempel at spille banko. Med lagkager som præmie.

»Jeg vandt desværre ikke nogen«, siger hun. »Og så har jeg i øvrigt aldrig drukket så meget kaffe før. Det var helt vildt!«.

LÆS OGSÅ

Pludselig dukker et billede op af kunstneren i fuld kampuniform og med et drabeligt automatvåben i hænderne.

»Jeg var ude og skyde på en skydebane«.

Var det sjovt?

»Det vil jeg ikke sige. Jeg er glad for, at jeg ikke har det som profession. Det virker ret voldsomt ...«.

I lommen på USA
En tekst viser sig på computeren. Den hedder ’Soldatens bøn’ og er en særlig bøn for soldaterne ved fronten. Ikke så få soldater lader sig døbe, mens de er på mission i Helmand. Og feltpræsten er en uundværlig skikkelse i lejren.

Når døden hele tiden ligger og lurer i vejkanten, kan man godt føle sig ekstra kaldet til at dyrke tanken om frelse, evighed og en dybere mening med det hele.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et sted i bønnen står der: »Bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare ...«.

Det har givet mig et andet perspektiv på tingene. Og så har jeg fået blod på tanden i forhold til at bruge maleriet til noget vigtigt. Ikke kun noget æstetisk, men til at tage stilling



Hvad synes du egentlig om, at Danmark fører krig i Afghanistan?

»Jeg synes, vi er i lommen på USA. Det styrer os meget. Og det er stadig mit overordnede politiske syn. Men ... ja, når jeg så står derude, så giver det hele mere mening. Så må jeg tage hatten af for soldaterne. Der er en nødvendighed over det, de laver. De er bare ude for at udføre en politisk beslutning i praksis«.

Hvorfor bataljemaler?
Hvorfor er det så vigtigt for dig at skildre denne krig?

»Krigen påvirker enormt mange familier ...«, siger Mathilde Fenger. »Men faktisk synes jeg ikke, det er vigtigt, hvad jeg synes om krigen. Jeg synes bare, de billeder skal males, fordi det er en vigtig historisk begivenhed, der skal dækkes bredest muligt. Også af malere«.

Hun vil gerne have en større betydning ind i sine billeder, en tyngde. Men hun er ikke ude på at missionere.

»Der er ikke noget bestemt, jeg vil have frem. Det er mere en dokumentarisk vinkel ... Og så synes jeg, det er slapt ikke at bevæge sig ud af atelieret«.

LÆS OGSÅ

Det er ikke, fordi hun vil spille hellig og skælde andre kunstnere ud for at holde sig for meget inden døre. Men alligevel ...

»Jeg kan ikke forestille mig at ende som blomstermaler. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at fylde mening på sit liv«.

Og her har du så fået et ordentligt skud mening?

»Ja«.

Stille og trykket
Dette ’ja’ får lov at hænge lidt i luften, inden Mathilde Fenger tilføjer:

»Selv om jeg ikke var så længe i Helmand, fylder det rigtig meget. Jeg er mere stille, end jeg plejer at være. Føler mig lidt trykket. Det har givet mig et andet perspektiv på tingene. Og så har jeg fået blod på tanden i forhold til at bruge maleriet til noget vigtigt. Ikke kun noget æstetisk, men til at tage stilling ...«.

LÆS OGSÅ

Har du tænkt dig at fortsætte i samme spor?

»Ja, jeg kunne godt forestille mig at rejse ud igen. Måske til Libanon. Jeg er ikke længere nervøs for militæret. Jeg synes, det er virkelig interessant at være bataljemaler«.

Nu manger der én
Nu er det en videooptagelse, der kører på computeren. Der fyres nogle missiler af, som forsvinder med en hale af røg efter sig.

»Der var heldigvis ingen, der kom til skade, mens jeg var der«, siger Mathilde Fenger.

Soldaterne fortalte hende, at der ifølge statistikken manglede at dø to soldater på deres hold. Siden er den 23-årige konstabel Samuel Enig fra Charliekompagniet blevet dræbt af en bombe.

»Så mangler der én ... Ifølge statistikken«, konstaterer hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden