Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunst. Jens Faurschou er den eneste danske gallerist, der åbent taler om, hvordan han byder sine kunstnere op på auktioner.
Foto: Privatfoto

Kunst. Jens Faurschou er den eneste danske gallerist, der åbent taler om, hvordan han byder sine kunstnere op på auktioner.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kom med om bag kunstscenens astronomiske summer

Kunstpriserne eksploderer, når kunstsamlere og -handlere byder prisen op.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi drejer ind gennem en port i Store Strandstræde og går op ad en tæppebelagt trappe til første sal, hvor der står 'faurschou' på en dør af massivt egetræ. Vi tøver et øjeblik.

Inde bag den her dør findes muligvis svaret på vores mest brændende spørgsmål. Flere har hvisket til os, at Faurschou er godt inde i, hvordan man pumper priserne på kunst helt op i stratosfæren. Også med metoder, som man i andre brancher måske kunne finde på at kalde tvivlsomme. Faurschou ved besked, har vi hørt.

Den slags rygter må man angribe frontalt. Derfor står vi her på trappen og gør klar til at banke på.

Vi banker. Og i samme sekund åbnes døren af en mand med bare fødder i hyttesko af den slags, der kaldes loafers og koster rundt regnet det samme som et Picassolitografi.

Hr. Faurschou? Er du hr. Faurschou?

»Ja, det er mig«, siger han.



Vi forklarer vores ærinde lidt blødt. Noget om, hvordan man ... fastlægger prisen på et kunstværk. Det burde han vel som yderst erfaren gallerist vide noget om?

»Det ved jeg ikke så lidt om«, bekræfter Jens Faurschou.

Han er desværre på vej ud ad døren, men vi må gerne vende tilbage et par dage senere. Ikke noget problem.

Humlebæk
I stedet tager vi toget til Humlebæk for at spørge Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, hvad han mener om kunstprisernes himmelflugt.

Vi har hørt en del mennesker i kunstmiljøet tale om, at det især i udlandet er almindeligt, at samlere og kunsthandlere selv hjælper til med at løfte prisen på værker af de kunstnere, de dyrker. Det gør de blandt andet ved at byde deres egne kunstnere op på auktioner, skabe hype omkring dem og forsøge at få dem ind på de store gallerier.

»Samlere har altid købt egne værker for at presse priserne op«, sagde den belgiske kunstsamler Filiep Libeert, da vi talte med ham et par uger tidligere under den store kunstmesse i Basel.

»Priserne kan ryge op i det helt sindssyge. Men også gallerister og kunsthandlere gør det. Det fænomen har altid eksisteret og er stigende ... Der er ingen andre forklaringer, når prisen på en dårlig kunstner skyder i vejret«, sagde Libeert.

Samlere har altid købt egne værker for at presse priserne op

Nu vil vi gerne finde ud af, om den slags også foregår i Danmark.

Det er især den nyere og nyeste kunst, der sælger for store dollarbundter, og det går ud over museerne for moderne kunst, der slet ikke har penge til at følge med de store kunstsamlere, som derfor løber med flere og flere hovedværker til deres private samlinger.

Mon ikke Poul Erik Tøjner er sur over den udvikling?

Helt almindelig kapitalisme
En assistent i en tæt, sortmeleret kjole og armen fuld af vigtige notater, viser vej gennem Louisianas kunstbugnende park til Tøjners kontor, der er indrettet i et gammelt sorttjæret bådehus. Det ligger helt ned til Øresund og lugter varmt af sommer. Indenfor står både en cykel, et par løbesko og en ikke ubetydelig mængde møbelarkitektur.

Mens vi står og beundrer et lille ståltrådshoved, der drejer rundt i et hjørne, det eneste kunstværk i rummet, træder direktøren ind ad den åbne dør mod parken.

»Vil I have kaffe«, spørger Poul Erik Tøjner. Det vil vi gerne. Han laver espresso, mens vi bliver enige om, at ståltrådshovedet garanteret er erhvervet for et afsindigt millionbeløb.

»For at vurdere, om en espresso er god, skal den drikkes inden otte sekunder«, oplyser museumsdirektøren, mens han viser hen til mødebordet.



Vi sluger kaffen og kommer til sagen.

Kender du noget til samlere og kunsthandlere, der pumper priserne op på deres egne kunstnere?

»Det er ikke nogen usandsynlig historie«, siger Tøjner. »En kunstsamler har et naturligt incitament til at byde på sine egne kunstnere, for at de ikke skal tabe i værdi ... Faktisk er det ikke så mystisk. Det er helt almindelig kapitalisme. Kunst er en vare ligesom alle andre varer«.

Ståltråden i hjørnet
Og den vare er blevet dyrere over årene. Meget dyrere. Efter et par år med finanskrise er priserne på kunstmarkedet oppe i nye, svimlende højder. 100 millioner dollar for et værk af en nulevende kunstner er ikke helt usædvanligt. Altså godt en halv milliard kroner.

De helt store kunstnere handles på et niveau, hvor Louisiana med et indkøbsbudget på 10-15 millioner kroner om året er koblet af. Og så er Louisiana endda det danske museum, der har flest penge at købe ind for.

»Hvis nogle af samlerne vil have et værk, kan vi godt glemme det. På auktioner får vi kun det, de andre ikke vil have«, siger Poul Erik Tøjner i et let toneleje, mens ståltrådskunsten i hjørnet drejer stoisk om sin akse.

Hvem har for resten lavet det der ståltråd?

»Vi troede i lang tid, der var en Calder (amerikansk skulptør, red.) ... Men så fandt jeg ud af, at det var en af naboerne, der havde lavet den. Den forestiller Knud W. Jensen (Louisianas stifter, red.)«.

Forsøger at manøvrere
Poul Erik Tøjner er ikke så forbandet over de vanvittige priser, som man kunne tro. Ganske vist kalder han det et »kapitalistisk totalteater«, men han pointerer, at museerne har deres vigtige plads i fødekæden. Det hjælper gevaldigt på kunstneres markedsværdi, hvis de har værker hængende på et museum.

Derfor giver kunstnerne af og til en klækkelig rabat.

»Vi har for eksempel lige købt et Peter Doig«, siger direktøren, der nu er ved at bippe sig ind i de hellige kunsthaller med sit personalekort. Billedet skal vises frem. Det er stort og meget grønt.

»Doig er eskaleret helt vildt. Hans billeder koster 30-40 millioner kroner, og alle mulige samlere står på venteliste«, siger han og peger lidt.

»Men billedet der har vi købt for 5-6 millioner«.



Sådan klarer museerne sig i den buldrende økonomi.

»Vi forsøger at manøvrere så hensigtsmæssigt som muligt. Men ...«, siger museumsdirektøren, mens han følger os ud. »... det ville være sjovere, hvis man kunne nå lidt længere på literen«.

En jammerlig investering
På vej tilbage mod stationen diskuterer vi, om det overhovedet kan betale sig at købe kunst. Altså for den økonomiske værdi og ikke for den kunstneriske.

Så i toget ringer vi til Michael Møller, der er professor ved Institut for Finansiering på Copenhagen Business School. For over ti år siden skrev han sammen med en kollega bogen 'Kunst – økonomisk set', så han må være godt inde i emnet.

»Det er rigtigt nok, at vi skrev den bog, men den blev udnævnt af en flok skønånder i Weekendavisen til det mest skadelige skrift de seneste 100 år. Sammen med 'Mein Kampf', 'Finansloven' og 'Tarzan'«, siger professoren tørt i telefonen.

Det var noget med, at forfatterne foreslog at give museerne lov til at sælge ud af deres kunst. Den idé fængede ikke.

Michael Møller er ikke ekspert i, om der fusk på kunstmarkedet, men han kan sige noget om, hvordan kunst fungerer som handelsvare.

»For at opsummere kan man sige, at kunst er den mest jammerlige investering, du kan lave«, siger han.

Let at manipulere
Det er fordi, markedet er så let at manipulere. Værkerne er alle sammen forskellige, der findes ikke faste, eller nogenlunde faste priser, og regulering er der heller ikke meget af.

»Hvis du køber en aktie i Danske Bank, så er der tusindvis af købere og sælgere, der bestemmer, at prisen skal ligge der. Det bliver et nogenlunde gennemsnit, men sådan er det ikke med kunst«.

Hvorfor ikke det?

»Den gyldne regel er, at hvis du er lille og dum skal du handle på et effektivt marked, og kunstmarkedet er ikke effektivt. Alt, der er ugennemsigtigt, er noget hø. Og kunstmarkedet er ikke det mest gennemsigtige. Jeg vil ikke sige, at der bliver manipuleret. Men man kan gøre det«, siger Møller.

Undskyld mig et øjeblik
Hø eller ej, der er fuld knald på kunstmarkedet. Og i modsætning til aktiemarkedet, så er der stort set ingen nedskrevne regler. Så længe man ikke sælger falske værker, glemmer at betale skat eller negler kunsten.

For eksempel er det ikke forbudt for en samler eller en kunsthandler at byde sine egne kunstnere op i pris på en auktion.

Der kan være flere motiver til en manøvre af den kaliber. Det kan være en samler, som har en ordentlig stak malerier stående af en bestemt kunstner, som han synes trænger til at stige lidt i pris. Samleren kan så sætte et af malerierne på auktion og lade en stråmand byde det op.

»Hvis man gør det to-tre gange, bliver kunstneren hot shit. Så koster et billede pludselig 400.000 i stedet for 100.000 ... I andre brancher ville det nok blive kaldt insiderhandel«, siger en dansk gallerist.



Alle gallerister og samlere, vi taler med, bekræfter, at den slags foregår. De færreste ønsker at blive citeret for det. Men mekanikken er godt beskrevet af briten Ben Lewis, som for et par år siden lavede en tv-dokumentar for BBC om priserne på kunstmarkedet.

I filmen fortæller Scott Reyburn, en kunstmarkedsreporter hos Bloomberg, om et interview, han engang lavede med en stor gallerist fra London. Reyburn fortæller:

»Han sagde under interviewet: »Vil du undskylde mig et øjeblik?«, hvilket jeg naturligvis sagde ja til, og så gik han over til telefonen ... Han tog røret og begyndte at tale med en medarbejder på et auktionshus. Der var en auktion i gang, hvor en af galleristens kunstnere var til salg. Da det kom til hans kunstners værk, sagde han: »Byd, byd, byd, byd, byd, byd ... og så er det nok«, hvorefter han lagde røret ned«.

Da galleristen havde afbrudt samtalen, fortalte han Reyburn, at »han helt rutinemæssigt bød på sine kunstnere, så de aldrig havde et dårligt salg på auktion«.

Fra 10.000 til 90.000 dollar
Den rutine kan man også finde herhjemme. På vores vej gennem kunstmiljøet medgiver alle, at det sker. Ikke ret mange bryder sig dog om at blive citeret for det.

Vi prøver Bruun Rasmussen, som er det eneste danske auktionshus, der sælger kunst af den virkelig tunge slags. I den anden ende af røret sidder Peter Christmas-Møller, auktionarius og vurderingsdirektør for moderne kunst, møbler, design og smykker.

Han har været i branchen i over 20 år. Og den er clean, insisterer han. Da vi pirker lidt til direktøren med den lange titel, siger han, at der måske godt kan gemme sig en lille smule snavs i hjørnerne.

»Det er sket, at en kunde har været lidt for ivrig med at byde op på sine egne ting, men det stopper vi. Det kan også være et galleri, der går ind og forvarer sin kunstner, hvis han er ved at blive foræret væk. Men det har intet med kurspleje at gøre«.

På Bruun Rasmussen ryger der værker af nulevende danske kunstnere som Michael Kvium, Tal R, Per Kirkeby og John Kørner over disken til priser på op mod en million kroner. Der er sjældent noget fra verdenseliten, hvis værker koster svimlende meget mere, men der er penge nok på spil til, at nogen vil kæmpe for, at priserne ikke falder.

Selvfølgelig kan man byde på sine egne kunstnere

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men der er to risici ved at byde op. For det første kan man ende med at købe værket. Og så koster det dig i auktionssalær og gebyr. Samtidig kan du ende med en masse dyre værker, som du sandsynligvis ikke kan få det samme for igen«, siger Peter Christmas-Møller.

Men det er altså »meget, meget sjældent«, at der forekommer noget, der virker suspekt, understreger han.

Ikke desto mindre undrer flere museumsfolk sig, når nogle kunstnere stiger eksplosivt i pris. Som den 26-årige amerikanske maler Jacob Kassay.

»Kassay er et eksempel på priser, der ryger uforklarligt i vejret«, siger Philippe van Gauteren, kunstnerisk leder af SMAK-museet i Belgien. »På et halvt år steg hans værker fra 10.000 dollar til 90.000 dollar. Der er ingen saglig grund til, at han skulle stige så meget ... Han må være blevet budt kunstigt op«.

Hockney har ikke råd til Hockney
Van Gauterens danske kollega, direktør på Statens Museum for Kunst, Karsten Ohrt, kan godt genkende mønsteret.

»Jeg har også oplevet kunstnere, der selv køber billeder tilbage på auktion«

Hvad mener du om at handle på den måde?

»Det er da en kunstig måde at holde priserne oppe på«.



Hvad betyder de høje priser for dit museum?

»Det er klart, at det er svært, hvis vi gerne vil have Damien Hirst eller Georg Baselitz, men om du så havde 15 millioner kroner, ville du stadig være frustreret i betragtning af, at du skal give 30 millioner kroner for et David Hockney-billede«, siger Karsten Ohrt.

Den pris er også et problem for Hockney selv, fandt vi ud af oppe på Louisiana. Direktør Tøjner fortalte, at David Hockney som ung og fattig var tvunget til at sælge alt, hvad han malede. Nu vil han gerne have nogle af sine egne tidlige værker tilbage.

»Han har bare ikke penge til at købe dem«, sagde Tøjner.

Ud af gevind
Tingene kan drejes endnu mere ud af gevind. Det er den britiske kunstner Damien Hirst nok det bedste eksempel på.

Hirst er verdenskendt for at lave billeder med sommerfugle og kranier og for at komme dyr, herunder hajer, i formaldehyd. Et andet glansnummer går ud på at stille pilleglas på hylder. Men mest kendt er han nok for at blive den mest værdifulde nulevende kunstner på at gøre den slags ting.

Det udnyttede den engelske kritiker A.A. Gill, der gerne ville sælge sit kitschede billede af Stalin, som han havde haft hængende over sit skrivebord. »Som inspiration«. De store auktionshuse sælger bare ikke billeder af despoter som Stalin og Hitler, lød beskeden.

Men Gill var gode venner med Hirst, og Hirst malede en rød plet på næsen af diktatoren og skrev sit navn i bunden af det gamle billede. Så var auktionshusene interesserede.

Resultat: Solgt for næsten halvanden million kroner.

Ingen fis
Efter et par dage vender vi tilbage til den tunge egetræsdør. Det er en kvindelig medarbejder, der lukker os ind på Galleri Faurschou, hvor der lige nu er en udstilling med den kinesiske kunstner Ai Weiwei.

På gulvet ligger et halvt ton solsikkekerner af håndmalet keramik. På en reol står en masse syltetøjsglas med pulveriserede oldgamle krukker. På en hylde står en del nymalede krukker, som også er gamle, et par tusinde år, siger damen. Vi stiller hende et spørgsmål:

Hvis vi kommer til at smadre en af de der krukker, kan man så ikke bare fylde den i et syltetøjsglas, og så ville det være helt i Ai Weiweis ånd?

»Nej«, svarer hun. »I skal ikke smadre noget som helst!«.



Man skal ikke lave for meget fis med kunst, så meget er sikkert.

Damen viser os ind i et baglokale, hvor der står et Rud Thygesen-møblement, Kongeserien, i mahogni med fransk flet og røde læderhynder. På væggene hænger David Salle, Robert Rauschenberg og Erik A. Frandsen. Jens Faurschou træder ind i rummet.

Flytte markedet
Damen serverer kaffe. God kaffe! Det er åbenbart en trend i kunstverdenen.

Hvad siger du til, at priserne på kunst er steget så voldsomt?

»Vi har vel alle et niveau, hvor vi siger: »Det er da en fuldstændig vild pris. Hvorfor ikke bare give pengene til de fattige ...««, siger Jens Faurschou. »Men der findes bare nogle, der kan bruge ti millioner dollar på samme måde, som når vi andre køber sko ... Og i øjeblikket kommer der flere og flere i den klasse, der kan betale 50 millioner dollar for et maleri«.



Hvornår er det klogt at købe et maleri?

»Hvis du hører, før alle andre, at Gerhard Richter skal have en udstilling på Museum Of Modern Art ...«.

Jens Faurschou fløjter.

»... Så er det bare med at få købt. Sådan noget kan flytte markedet! Eller hvis du opdager, at en kunstner er på vej til en af de helt store kunsthandlere ...«.

Det har jeg da også gjort

Faurschou har været 25 år i branchen sammen med sin kone Luise. De har danske kunstnere som Christian Lemmertz, Nina Sten-Knudsen og Michael Kvium i stalden. Vi beslutter at gå mere direkte til emnet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan holder du dine egne kunstnere oppe i pris?

»Jeg sørger for, at de kommer med på museumsudstillinger og på udstillinger i udlandet. Jeg hjælper en kunstner med at udvikle sig og holde en høj kvalitet ... Og så ligger der også noget selvforstærkende i, at prisen stiger. Det er i sig selv et udtryk for succes ...«.

Vi har hørt om gallerister og samlere, der byder deres egne kunstnere op, når de kommer på auktion ...?

»Det har jeg da også gjort ...«, siger Faurschou uden tøven.

LÆS OGSÅ Ville du for eksempel byde på et billede af Kvium?

»Ja, hvis det var nødvendigt for at holde prisen oppe. Og hvis det er et godt billede ... Jeg har arbejdet sammen med Michael Kvium siden 1993, fordi jeg synes, han er en fuldkommen fabelagtig maler. Man sørger også for, at gode kunder får at vide, at der er en Kvium på auktion«.

Så man plejer priserne?

»Jo, en auktion kan være meget tilfældig ... Du må ikke byde på dine egne ting. Men selvfølgelig kan man byde på sine egne kunstnere«, siger Faurschou.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden