Sikker. »Når jeg ser en kunstner, jeg kan lide, går jeg efter det«, siger Larry Gargosian.
Foto: Fotomanipulation: Kristoffer Løve Østerbye. Originalfoto: Jennifer Graylock/AP

Sikker. »Når jeg ser en kunstner, jeg kan lide, går jeg efter det«, siger Larry Gargosian.

Kunst

Kunstens vildeste popstjerne hedder 'Larry Gaga'

Larry Gagosian fordobler snildt prisen på en kunstner, der træder ind i hans galleri.

Kunst

Lad os sige, at der skal være en udstilling i et af Larry Gagosians gallerier. Det kan være med en kunstner, som ikke er hamrende kendt, og hvis billeder måske kan fås for priser helt ned til en halv million kroner.

Inden udstillingen åbner, ringer en af Gagosians ansatte til et af navnene i kunderegisteret, som rummer denne verdens rigeste samlere plus de hedeste kunstelskere i Hollywood, og siger:

»Larry siger, du mangler den her i din samling«.

Til denne bemærkning svarer hver fjerde af Gagosians kunder efter sigende:

»Jeg tager den!«.

Kunden spørger ikke: Okay, men hvordan ser værket så ud? Vedkommende er heller ikke interesseret i at høre prisen. Det er tilstrækkeligt, at Larry Gagosian siger: »Køb!«.

Gagosians kunder har ubegrænset tillid til ham.

Verdens vigtigste messe At Gagosian indtager sin helt egen position i kunstverdenen, sprang også i øjnene på dette års kunstmesse i schweiziske Basel.

Art Basel er verdens vigtigste messe af slagsen, og nok også den med det vægtigste katalog.

Flere kilo og næsten tusinde sider, hvor hvert enkelt galleri har hvert sit opslag. Den ene side bruger de på at liste deres kunstnere op – navne som Francis Bacon, Lucian Freud og Pablo Picasso. På den anden side er der ét billede.

Gagosian Gallery over hele verden
Sådan er det også for Gagosian. Han bruger bare sin tekstside lidt anderledes.

I stedet for at skrive navnene på sine kunstnere (der ville næppe være plads), opregner han de ti steder på kloden, hvor der ligger et Gagosian Gallery.

Tre i New York. To i London. Et i Rom, et i Paris, et i Athen og et i Hongkong. Så er der naturligvis det i Beverly Hills, som ikke er en uvæsentlig forklaring på, at kunstnere hos Gagosian bare sælger. Dyrt. Mange Hollywoodstjerner er på fornavn med Larry.

Nå ja, så er der også souvenirbutikken på Madison Avenue i New York, hvor de, der ikke lige har en kvart milliard til et værk af Picasso, Warhol eller Hirst, kan købe T-shirts til 60 dollar.

Gift i 16 dage
Det begyndte for så vidt også i det små for den nu gråhårede og ulasteligt, men ikke engang specielt ekstravagant klædte Gagosian, der ligner en blanding mellem en levemand og en hemmelig agent.

Hans far var bogholder med større lidenskab for alkohol end for familien. Hans mor var skuespiller, men indskrænkede scenen til dramaerne i hjemmet.

Larry studerede engelsk og begyndte som studerende at sælge plakater for 15 dollar.

Når jeg ser en kunstner, jeg kan lide, går jeg efter det.

Han var stadig studerende, da han for første, sidste og eneste gang prøvede kræfter med ægteskabet.

Ved en 5-minutters ceremoni i Las Vegas blev han smedet sammen med en kvinde ved navn Gwyn Ellen Garside. 16 dage senere skiltes de igen.

Gagosian arbejdede sig op, fik eget galleri i 1979 og tog chancer.

Han satsede på unge, hypede kunstnere som Richard Serra, Jean-Michel Basquiat og David Salle, kunstnere, der, blandt andet på grund af Larry Gagosians overmenneskelige sælgergen, blev store på rekordtid.

Manden med den sikre hånd
Faktisk er Gagosians tidlige satsninger atypiske for den måde, han er kendt for at drive forretning på.

Er der et begreb, der beskriver Larry Gagosians kunstnere, er det pokerudtrykket 'blue chip'.

De blå jetoner er traditionelt de højeste i pokerspillet og dermed også de sikreste at sidde med på hånden. Det begreb har bevæget sig ind i finansverdenen, hvor 'blue chip'-aktier er de sikre heste, dem, man kan regne med et solidt afkast fra.

På samme måde er det med 'blue chip'-kunstnere. Gagosian er så stor, at han selv kan skabe dem. Adskillige af hans kunstnere sælger værker for syv- og ottecifrede dollarbeløb. Det er folk som Richard Prince, Jeff Koons og Damien Hirst.

Hvis du ikke stiger, gå til Gagosian
Andre kunsthandlere satser på at finde de unge kunstnere, morgendagens stjerner, og trække dem til sig, inden de stiger for meget i pris. For at være med, når priserne begynder at drøne op.

Når en kunstner så er oppe i et prisleje, hvor der ikke sker så meget mere, fordi den pågældende kunsthandler ikke har kunder, der er rige nok til at gå højere op, ja, så kan Gagosian finde på at ringe.

Gagosian har et par ekstra økonomiske gear i sin kunstmaskine.

»Jeg tager det hele«
Et eksempel er den 84-årige skulptør John Chamberlain, som i mange år havde været i stald hos det meget prominente Pace Gallery, men som en dag fik besøg af Larry Gagosian.

Chamberlain er en af de store. Han nævnes naturligt i forlængelse af navne som Robert Rauschenberg, Forrest Myers og Andy Warhol, og han er blandt de få kunstnere i verden, der fik lov at sende et værk til Månen med Apollo 12. En stjerne, med andre ord.

Der sker en eller anden ting, når en kunstner går fra et mindre galleri til et, hvor tingene bliver solgt på et andet niveau. Så følger prisen med.

»Når jeg ser en kunstner, jeg kan lide, går jeg efter det«, har Gagosian udtalt til Wall Street Journal i forbindelse med besøget hos Chamberlain.

Kunsthandleren kastede et blik på de mange forvredne bildele, Chamberlain havde bygget skulpturer af, i alle regnbuens farver. Og så sagde Gagosian:

»Jeg tager det hele«.

Chamberlain skiftede gallerist. Og pris.

Køb dem før Gagosian
»Der sker en eller anden ting, når en kunstner går fra et mindre galleri til et, hvor tingene bliver solgt på et andet niveau. Så følger prisen med«, siger Jens Faurschou, der driver Galleri Faurschou i København

Selv nåede Faurschou lige at sikre sig den kinesiske kunstkomet Zeng Fanzhi, inden han gik over til Gagosian og steg de obligatoriske 25 procent.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge magasinet The Economist var lige under halvdelen af alle de kunstnere, der blev solgt ved forårets store kunstauktioner hos Christie's, Phillips de Pury og Sotheby's, i stald hos Larry Gagosian.

Flasher sin rigdom
Hos Gagosian er det ikke usædvanligt, at alle værker er solgt inden ferniseringen på en udstilling.

Der findes ikke mange kunsthandlere, der kan sælge værker til en million dollar eller meget mere til kunder, som kun har set værket på en computerskærm eller måske blot har fået det beskrevet i telefonen. Også selv om der kan være tale om værker af kunstnere, som ikke er videre kendte.

Han er en mester i at få kunderne til at føle sig trygge og eksklusive. De føler, at det lige netop er dem, det handler om.

Gagosian solgte for fire år siden en kommende udstilling med kunstneren Tom Friedman uden en eneste opringning.

Han lagde billeder af værkerne et særligt sted på sin hjemmeside, bag et skilt, hvor der stod 'Private'.

Han mailede passwordet til udvalgte kunder. Og inden der var gået en dag, var der udsolgt – selv om køberne kun havde set små computerbilleder af det, de betalte op mod 2,5 millioner kroner for.

Giver ikke rabat
Larry Gagosian gider ikke tale med pressen og har aldrig følt behov for at kommentere sin forretning eller de mere suspekte handlinger, han også har på repertoiret. Som for eksempel da han i 2003 indgik et forlig på 4 millioner dollar i en sag om skatteunddragelse.

Hans tavshed udadtil giver frit slag for myter og anekdoter, der ofte tegner billedet af en kynisk og koldblodet herre.

Som for eksempel da han under finanskrisen sendte en mail rundt til sine mange medarbejdere med følgende ordlyd:

Den luksus at bære rundt på utilstrækkeligt sælgende medarbejdere hører nu til i fortiden

»Den luksus at bære rundt på utilstrækkeligt sælgende medarbejdere hører nu til i fortiden«.

Gagosian bryder sig ikke om at give rabat, heller ikke til velgørenhedsfonde, men han kan til gengæld skaffe praktisk talt et hvilket som helst kunstværk. Også selv om det ikke er til salg.

Han slentrer ind og ud ad dørene hos verdens mest veludstyrede kunstsamlere og er god til at huske, hvad de har hængende på væggene. Det siges, at han også altid har et kamera ved hånden.

Larry udspionerer sine kunder
En samler fortæller til New York Times, at han engang besøgte 'Larry' på kontoret og opdagede, at der lå fotografier af værker i hans eget hjem. Først blev samleren fortørnet, men så valgte han at tage det fra den humoristiske vinkel. Han kunne regne ud, at Gagosian måtte have taget billederne, mens han selv var på toilettet.

Larry Gagosian har med andre ord et uovertruffent register over en stor del af den enorme mængde kunst, der er gemt af vejen hos samlere og i velbevogtede lagerrum.

»Hans database er et 'Fort Knox' af informationer«, udtaler samleren.

Gagosian har lige været her
Larry Gagosian har krydset en for gallerister i den størrelsesorden ellers ubrydelig linje: Han er ikke bange for at vise, at han er rigere end sine kunstnere.

Gagosian flyver i en Bombardier-jet til over 40 millioner kroner. Har en kok stående på spring i hovedkvarteret på Madison Avenue, og skulpturer af Giacometti og malerier af Picasso og Warhol på væggene i sine mange hjem.

Alle de danske samlere, museumsfolk og gallerister, vi har talt med, omtaler den 66-årige Larry Gagosian med en ærefrygt, som var der tale om en religiøs eller på anden måde overnaturlig figur, et hyperaktivt energibundt, som er i stand til at drysse sin personlige magi ud over ti gallerier på én gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fra Hongkong til Beverly Hills. Andre store gallerister har brændt sig på at ekspandere i stil med Gagosian, fordi vigtige samlere og kunstnere surmuler over, at chefen ikke tilbringer nok tid ude i filialerne.

Et særligt talent

Et galleri er lig med manden (eller kvinden), der driver det. Det er meget afhængigt af, at kunderne føler chefens nærvær.

Præsidenten for Pace Gallery i New York, Marc Glimcher, er i fuld gang med at udvide butikken, men opgav i midten af 1990'erne et lignende forsøg. Han åbnede gallerier i Los Angeles og London, men lukkede dem hurtigt igen, hvorefter han udtalte, at den model kun virkede for Larry Gagosian. Glimcher udtalte:

»Larry har et særligt talent. Kunder forventer ikke at se ham, de er tilfredse, hvis de bare mærker auraen af Larry Gagosian«.

Ud over samtaler med samlere, gallerister og museumsfolk bygger artiklen på artikler i aviserne The Guardian, Wall Street Journal, New York Times og bogen 'The 12 Million Dollar Stuffed Shark' af Don Thompson.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce