Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uddeler. Den 52-årige Christen Obel er syvende generation af familien bag tobaksvirksomheden C.W. Obel, som i 1700-tallet skabte et tobaksdynasti i Aalborg. Han sidder som formand for Det Obelske Familiefond, der i år forventer at uddele over 40 mio. kroner til kulturområdet. Forleden var han til indvielsen af et 12 meter højt koncertorgel, som fondet har doneret 15 mio. kroner til i Musikkens Hus i Aalborg.
Foto: Søren Schnoor

Uddeler. Den 52-årige Christen Obel er syvende generation af familien bag tobaksvirksomheden C.W. Obel, som i 1700-tallet skabte et tobaksdynasti i Aalborg. Han sidder som formand for Det Obelske Familiefond, der i år forventer at uddele over 40 mio. kroner til kulturområdet. Forleden var han til indvielsen af et 12 meter højt koncertorgel, som fondet har doneret 15 mio. kroner til i Musikkens Hus i Aalborg.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Formand for Det Obelske Familiefond: Hvad ville oldemor Asta Obel have sagt

Mæcenen og de gamle tobakspenge. 52-årige Christen Obel, formand for Det Obelske Familiefond, har moderniseret fondet.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Organisten har sluppet den sidste tangent, og jomfrukoncerten er netop ovre.

Publikum har i over tre timer siddet foran det nybyggede orgel i Musikkens Hus i Aalborg, hvor de mere end 5.000 piber har skullet bevise, at det kan klare et bredt repertoire af blandt andet Bach, Mozart og Dupré.

Bifaldet bygger sig op, samler sig og leveres som en kollektiv tak mod scenen, hvor den engelske organist John Scott placerer sin hånd på maven og bukker.

LÆS ARTIKEL

Men en enkelt skikkelse blandt publikum midt i salen skiller sig ud fra mængden. Under førstedelen af koncerten har han siddet med et lille bøj i nakken og blikket hvilende mod orglet.

Nu hæver han armene, så hans klapsalve løfter sig op over havet af nordjyske isser. Hans bifald er på den måde synligt. Og når han vender ansigtet, kan man se det: Christen Obel smiler bredt.

Allerede i pausen har man kunnet fornemme det på formanden for Det Obelske Familiefond.

»Det er fantastisk«, har Christen Obel sagt på sin egen afdæmpede facon. Stille og alligevel ikke til at misforstå.

Han stod da med familien, der dannede kreds i foyeren. Med manden Claus Reumert. Med broderen Lars Obel. Og moderen, Lykke Obel, der bemærkede, at det trak fra udgangsdøren. Hun havde brus i det hvide hår.

Rundt om cirkulerede det særligt indbudte publikum med hvidvin i glasset doneret af Det Obelske Familiefond.

»Det er ingenting«, smilede Lykke Obel med professionel hjertelighed, da jeg komplimenterede hendes halssmykke.

Hendes bror, erhvervsmanden Niels Kaj Strøyberg, stødte til.

»Nå, er du glad for dit orgel, Kaj«, spurgte hun drillende broderen.

Den 87-årige herre trådte ind i kredsen og greb mine hænder.

»Er det ikke vidunderligt«, udbrød han og forsvandt igen.

Foto: SCHNOOR SØREN

Det Obelske Familiefond uddeler i år mellem 150 og 175 mio. kroner til forskning, uddannelse, sociale formål og kultur. På kulturområdet forventer fondet i år at uddele omkring 40 mio. kroner primært til de tre særlige indsatsområder samtidskunst, film og klassisk musik.

Senest har fondet valgt at støtte Københavns Drengekor med 600.000 kr. Det har givet 2,5 mio. kroner til udstillingsstedet Gl. Strands projekt ’Extract’. Og så har fondet for nylig givet 4,3 mio. kroner til Naturhistorisk Museums 17 meter lange dinosaur.

»Fordi det er et projekt af national karakter«, som Christen Obel har forklaret.

Det nye orgel, som Det Obelske Familiefond har finansieret med 15 mio. kr., og som er et af landets største koncertorgler, er et eksempel på en stor donation i Nordjylland.

Det er intet tilfælde. Byen og familiehistorien er vævet sammen. Det var her, familien Obel i 200 år havde sin virksomhed, C.W. Obels Tobaksfabrik, her, familieformuen blev skabt, og her, virksomheden i 1950’erne beskæftigede omkring 2.000 arbejdere.

Da tobaksproduktionen flyttede fra Aalborg fra begyndelsen af 1960’erne, forsvandt tobaksarbejdspladserne gradvist.

Og selv om fondet i dag fordeler millionerne over hele landet, og formanden for fondet og hans gren af familien for øvrigt bor i København, har Det Obelske Familiefond i sin egen selvforståelse en forpligtelse til at yde støtte særlig i Nordjylland, selv om det ikke står i fundatsen.

Og familiehistorien er helt præsent i bestyrelsesformandens arbejde.

»Det er faktisk relativt tit, at jeg spørger mig selv: »Hvad ville Asta have ment?««, fortæller Christen Obel.

Asta er Asta Obel. Bestyrelsesformandens oldemor, der døde i en alder af 96 år, da han var syv år.

Hun var enke efter Christen Winther Obel, der sendte fabrikken ind i det 20. århundrede og i 1907, som den første danske tobaksfabrikant, begyndte at producere cigaretter. Det var også hende, der stiftede Det Obelske Familiefond i en alder af 84.

Siden 2005 har oldebarnet Christen Obel været bestyrelsesformand. En post, han overtog fra sin far, direktør Frederik Obel, der sad i formandsstolen i tyve år.

»Der står i fundatsen, at formanden for bestyrelsen så vidt muligt skal være fra familien. Det var Asta, der bestemte det«, siger Christen Obel.

Obels Gård

En regnfuld dag i maj tager Christen Obel imod i København. Bag porten ind til Obels Gård i Vestergade kæmper lyset med at trænge ind. Engang var bygningen C.W. Obel-fabrikkens københavnske lagerhal, og i dag er det her, fondet fordeler det trecifrede millionbeløb.

Foto: SCHNOOR SØREN

Den 52-årige mand står midt i et kontor med mørke træmøbler, kontorstole polstret med koboltblå uld og et mødebord med sort linoleum. Man har tilsyneladende ikke fundet grund til at spendere fondsmidler på topmoderne interiør og markere det seneste generationsskifte i fondet på den måde.

På en reol står et familieportræt i sort-hvid af Obel-familien. På forreste række smiler små velfriserede drengebørn iført butterfly, og havde den ene ikke haft tennissko med velcrobånd, kunne det være taget i 1950’erne.

Kun et lille indrammet farvefoto indikerer tydeligt, at vi er på den anden side af årtusindeskiftet. Her trykker Christen Obel hånd med Bill Clinton.

»Mit samvær med ham varede mellem fire og seks sekunder«, siger Christen Obel næsten forlegent om mødet i 2012, hvor ekspræsidenten holdt foredrag om filantropi hos Realdania.

Han skænker kaffe og fortæller, at hans oldemor stiftede fondet, så firmaet kunne realisere et generationsskifte uden at gå i opløsning.

Da han selv blev formand, fik fondet fra det ene år til det andet femdoblet sit beløb til uddelinger. Og Christen Obel, der også er virksomhedskonsulent, moderniserede fondet ved at ansætte seks medarbejdere i stedet for to en halv.

Ansøgerne får nu »professionel og seriøs« behandling af fagmedarbejdere, er det vigtigt for Christen Obel at understrege. Den kulturelle fagperson, Søren Bojer Nielsen, der også er fondets direktør, har for eksempel arbejdet med klassisk musik i over 20 år og er tidligere formand for Kunstrådets musikudvalg. Så siger Christen Obel:

»Engang handlede mæcentanken om, at fyrstefamilierne havde deres egne musikere, kunstnere og poeter ansat. Senere understøttede fabriksejerne de arbejderfamilier, der arbejdede hos dem. Det var en patriarkalsk tankegang, som betød, at man vidste, hvilken familie der havde mistet en mor, og hvem der måske manglede en ekstra julekurv«.

Han holder inde og siger så:

»Tiden har ændret sig, men egentlig er det den tankegang, der har overlevet«.

Christen Obel ved fra en nu afdød onkel, at oldemoderen Asta Obel, som stadig kaldes Mama i familien, kørte rundt og afleverede julekurve op til højtiden. Hans egen erindring om hans oldemor er anderledes.

»Hun var en ældre dame dengang«, siger han, så man forstår, at det er en eufemisme for virkelig gammel.

Indimellem tog han med sin farfar på besøg hos kvinden, der på det tidspunkt var i sine 90’ere. Så sad han dér på bagsædet og undrede sig over, at hans farfar, der allerede selv var en ældre herre, kunne have en mor, der var endnu ældre.

»Jeg kan huske, at hun var syg og lå i sengen. Hun talte norsk, og indimellem fik jeg en gave«, siger han.

»Og jeg kan huske, at der var megen opmærksomhed omkring hende«.

Oldemor og bestyrelsesformand

Asta Obel kom som nygift 19-årig til Danmark fra Strømsø i Norge i 1891.

Fabrikken, som dengang lå på Klosterjordet, brændte i 1897, og Asta Obels svigerfar fik et sammenbrud, der i Nordjysk Arbejderplads blev diagnosticeret som sindssyge. Efter et ophold på Asylet i Aalborg blev han sendt på et rekreationsophold i Italien.

Den nye store fabrik på Badehusvej i Aalborg, som nu huser universitetet, blev taget i brug i 1898, og produktionen voksede sig større til også at omfatte cigarer, cigarillos og snus. I de år fødte Asta Obel fire sønner og en datter.

»Men da hun var i 40’erne, døde min oldefar, og hun blev eneejer af firmaet«, fortæller Christen Obel.

Da virksomheden i 1937 blev omdannet til et aktieselskab, blev Asta Obel formand for bestyrelsen.

»Hun har ikke haft nogen uddannelsesmæssige forudsætninger. Men hun satte sig for bordenden«, siger Christen Obel.

Om hendes person tilføjer han:

»Asta var ikke ekstravagant eller flamboyant. Hun var faktisk en lille smule påholdende«.

En anekdote understreger pointen.

»I familien går en historie om, at hun til middagene serverede to slags rødvin: en slags til de unge og en anden til de ældre. Vinen til de unge var billigere, for Asta syntes ikke, at der var nogen grund til at spilde den dyre vin på nogen, der ikke værdsatte den«.

Hvad handlede hendes velgørenhed om?

»Jeg tror, at hun måske mente, at hun var særlig heldig. At man skulle give folk en håndsrækning, men det skulle være diskret«.

Hvor kom det fra?

Christen Obel spekulerer. Fra væggen kigger en skægget mand med turban skråt ned på os fra en gammel tobaksplakat. Over ham står med store bogstaver:

»C.W. Obels nyeste shag-tobakker«.

»Hun var nok religiøs. Men det er vel basale menneskelige egenskaber. Der er også mennesker, der ikke har en klink, der gør gode ting. Det giver selvfølgelig en ekstra dimension, når du har cash at sætte bag ved«, svarer han.

I Christen Obels egen tid er cashbeholdningen i fonden vokset betydeligt. Da Skandinavisk Tobaks Kompagni i 2008 blev solgt til British American Tobacco, kunne fondens datterselskab C.W. Obel A/S udbetale et ekstraordinært udbytte på knap tre milliarder kr. til sin ejer, fondet. Bestyrelsen besluttede at femdoble uddelingerne, mens Asta Obels 90 efterkommere kunne dele en milliard imellem sig.

Drøm om at blive ingeniør

Hvert år omkring 2. september mødes de alle sammen. Børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.

»Det er Astas fødselsdag«, siger Christen Obel.

»Vi mødes på et kursussted eller hotel et sted i Danmark, hvor vi i ledelsen præsenterer familien for, hvad der er sket siden sidst«.

Han opdager, at han har hældt kaffe op til sig selv uden først at fylde min kop, han beklager og hælder straks.

Hvad er du selv rundet af?

»Jeg er indirekte rundet af det samme«, siger han og mener Obel-slægtens dyder.

»Men i en lidt mere moderniseret version«.

Han fortæller om sin opvækst i 1960’erne nord for København med en far, der var direktør, og en hjemmegående mor. Hun sørgede for, at børnene blev eksponeret for klassisk musik og ballet.

»Det var helt fuldstændigt klassisk konservativt uden de store opgør og konflikter«, siger Christen Obel.

»Ungdomsoprøret var ikke rigtigt nået til den del af Jægersborg«.

Hvor er du selv i forhold til din opvækst?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har nok de samme værdier. Jeg kan ikke løbe fra dem, men jeg opfatter ikke mig selv som en kopi af min far«, siger Christen Obel.

Rådhusklokkerne slår.

»Jeg har aldrig oplevet et pres fra min familie. Der har for eksempel ikke været et pres om, at jeg skulle ind i firmaet. Det kan måske skyldes, at min far som ung legede med tanken om at lave noget helt andet. Han havde en drøm om at blive ingeniør. Det syntes hans far ikke, at han skulle«, siger han.

For unge Frederik Obel havde evnerne til at komme ind i firmaet. Og så var det ikke relevant at blive ingeniør.

»Min far rettede ind og affandt sig med sin rolle. På den måde var det jo en Varnæs-familie«, siger Christen Obel.

Men hans far endte alligevel med at være tilfreds med sin skæbne, forklarer han.

»Han sagde til mig, inden han døde, at han syntes, at han havde fået et fantastisk spændende og skønt liv«.

Den nærmeste fortrolige

Hvis interviewet var endt her, havde man kunnet sætte et punktum ved de klassiske konservative familiedyder. Ved kernefamilien og børnene, der døbes med samme navnekombination som forfædrene, og som viderefører arven på ny. Men det regner pludselig voldsomt udenfor. Vi sidder lidt. Og så siger Christen Obel.

»Men de personlige ting, du oplever, er jo også i høj grad med til at præge dig«.

Christen Obel er homoseksuel og valgte først, da han var i 20’erne, at springe ud.

»Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var det. Men det var min egen tilbageholdenhed, der gjorde, at jeg sprang ud sent«.

Han kan huske, at et medlem af familien efterfølgende fortalte, at hans far havde rejst sig op til en familiesammenkomst og berettet nyheden.

»Dér kan jeg huske, at jeg tænke: Jamen, så må det i hvert fald være 100 procent uproblematisk«.

Hans mand, cand.scient.bibl., Claus Reumert, er nu hans nærmeste fortrolige, og han har også en stor betydning, når det gælder de værdiladede overvejelser, som arbejdet i fonden indebærer.

»Han er god til at udfordre mig, så det bliver mere reflekteret«, forklarer han.

Familie kan måske nok være identitetsskabende. Men hvert medlem har sin egen bane, hvor virkeligheden byder sig til på uforudsigelige måder, forstår man. For tolv år siden døde Christen Obels første mand, Kevin Ferguson-Brown, af leukæmi, fortæller han og antyder de smertepunkter, der også findes inde bag den grå pullover.

»Og det fylder jo også væsentligt«, siger han. »Folk, man har mistet «.

Christen Obel vender selv tilbage til tobakken og knytter an til sygdommen.

»Det odiøse ved vores midler er, at de langt hen ad vejen er tjent på tobak. Og man skal være forsigtig med at blande sine personlige sympatier og antipatier for meget ind i tingene. At støtte cancerforskningen er måske ikke det mest oplagte for os. Man kunne blive beskyldt for, at det var aflad«.

Ville det være et problem?

»Det ville ikke være et problem for mig. Men for den forsker, der bagefter skal søge midler hos Kræftens Bekæmpelse, er det et problem på grund af deres politik på området«, siger Christen Obel.

At pengene kommer fra tobak, er noget, han er bevidst om, indrømmer han.

»Det hele begyndte tilbage i 1700-tallet, og fabrikken C.W. Obel var rigtig mange menneskers levebrød, så på den måde er det ikke odiøst. Men lad mig sige det på den måde: Det var måske meget rart, da man solgte cigaretproduktionen fra i 2008. Cigarfremstillingen beholdt man, men for de fleste mennesker er det et tilvalg og ikke en afhængighed«, siger han.

Selskabelig professionalisme

Koncertgæsterne er begyndt at forlade den våde bygningskrop i beton på havnefronten i Aalborg. Koncertsalsorglet er indviet, men der er stadig folk, der henvender sig til Christen Obel.

Fondet har støttet byggeriet af Musikkens Hus fra starten, og Christen Obel er nu også formand for koncerthusets bestyrelse.

»Tillykke«, siger Claudia Zachariassen, der er direktør for orgelbyggeriet, der har bygget det store instrument.

Lykke Obel kvitterer den anden vej.

»Tillykke«, lyder det igen fra en ældre herre og hans kone på vej ud.

Christen Obel smiler og giver hånd.

»I en by af den her størrelse kender man hinanden«, siger han henvendt til mig.

Jeg spørger Lykke Obel, om anekdoten om Asta Obel og vinen er rigtig.

»Ja, den er helt sand«, siger hun.

»Mama var en barsk dame. Men også vældig opmærksom«. Jeg spørger hvordan.

»Hun kunne finde på at sige: »Sikke meget, du kan overkomme«.

Asta Obel havde folk til at hjælpe sig, forklarer Lykke Obel. Men, siger hun:

»Asta insisterede selv på at rede sin egen seng hver dag«.

»Hun mente, at noget skulle man selv gøre«.

Da en lille skare bestående af familien Obel, ledelsen af Musikkens Hus og en lille gruppe gæster går gennem foyeren under det bølgende glas- og ståltag, glider Lykke Obel op på siden af mig.

»Jeg kom til at tænke på noget. Mama Obel var først og fremmest et meget hjerteligt og varmt menneske«, siger hun taktfuldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi befinder os nu på et lille afskærmet plateau. På den anden side af Limfjorden ligger grovvarefabrikken Hedegaard som en sort kontrast mod midsommeraftenhimlen. Unge piger skænker vin.

Lykke Obel har et nærvær, der balancerer mellem selskabelighed og professionalisme. Når hun konverserer, er det, som om hun bevæger talens klædebørste blidt hen over ethvert tegn på pinlig tavshed. Jeg lærer, at hun har været frivillig i det Kgl. Teaters forening Ballettens Venner i mange år, og at hun har købt sit halssmykke, da hun var i London med sine børnebørn.

»Det er typisk min bror at drikke øl«, klukker hun, da han viser sig.

Niels Kaj Strøyberg er en kendt erhvervsmand i Aalborg og fortæller om det årelange arbejde i Komitéen til Rejsningen af Musikkens Hus i Nordjylland, der indsamlede 72 mio. kroner fra lokale virksomheder og fonde, hvorefter Aalborg Kommune og Realdania gik ind i byggeriet.

»Det var vigtigt at kunne vise, at der var et stort lokalt engagement«, siger han.

Da han igen er forsvundet, står hans kone og jeg tilbage. Hun hedder Kirsten og er også oprindelig en Obel, fortæller hun. For tiden har hun benet i gips.

»Det var faktisk her i Musikkens Hus, at det skete«, smiler hun mildt.

Direktøren for Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen, holder en takketale, hvorefter organisten John Scott hilser på gæsterne i baggrunden. Et øjeblik af andægtighed opstår.

Da jeg tager min afsked, husker jeg noget, som Christen Obel understregede i vores samtale i København.

»Fordi jeg er familiemedlem, tror jeg, at det har været vigtigt for mig at agere ud fra professionelle kriterier som bestyrelsesformand. Jeg ville blive enormt ked af det, hvis nogen sagde: »Åh, det er den der familieidiot, der skalter og valter med pengene efter forgodtbefindende««.

Familieidiot. Det er ikke det indtryk, Christen Obel efterlader. Som han står der midt i rummet, er han snarere et menneskeligt fikserbillede, som ændrer sig, alt efter hvem der stiller sig ved hans side. Så er han sønnen, så bestyrelsesformanden, så nevøen, så broderen, så ægtemanden, så tobaksarvingen og så en skikkelse på publikumsrækkerne, der løfter hænderne, mens han klapper, fordi han måske i det øjeblik fornemmer, at der er en større mening med det hele.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden