Marianne Jelved. 71 år. Kulturminister siden 2012. Tidligere formand for Radikale Venstres folketingsgruppe 1988-93 og 2001-2007. Økonomiminister 1993-2001. Uddannet folkeskolelærer. Tegning: Mette Dreyer

Marianne Jelved. 71 år. Kulturminister siden 2012. Tidligere formand for Radikale Venstres folketingsgruppe 1988-93 og 2001-2007. Økonomiminister 1993-2001. Uddannet folkeskolelærer. Tegning: Mette Dreyer

Kunst

Jelved: Jeg kan altså godt lide de der kinesere

I morgen åbner kulturministeren Danmarks kultursatsning i Beijing. Men hvad skal det til for?

Kunst

Der er ikke mange mennesker på Royal Garden her lidt over frokost, så jeg vælger et stort bord med plads til ti personer og drejeskive på midten. Man ved aldrig, hvor mange der møder op, når man har en frokostaftale med en minister.

Men da Marianne Jelved ankommer, er hun helt alene. Ingen særlig rådgiver, ingen ministersekretær. Der sidder ikke engang en ministerchauffør og venter henne ad gaden. Jeg kan ikke forestille mig, at andre af regeringens ministre kører den stil. Det kræver, at man hviler i jobbet og er uneurotisk.

Jeg har haft tid til at kigge på menukortet og foreslår dampede kyllingefødder. Men kulturministeren betakker sig, ligesom hun foretrækker kniv og gaffel, da tjeneren spørger, om vi spiser med pinde. Vi lander på et udvalg af fem retter, der er knap så udfordrende, og som viser sig at være virkelig delikate.

Mens vi venter på maden, siger jeg det, som det er: En seniorrådgiver i Kulturstyrelsen, som er et et organ under Kulturministeriet, har fortalt mig, at ministeren holder ufattelig meget af kineserne og »er stor fan af kinesisk poesi«.

Det har jeg affærdiget som propaganda. Det er da næsten for belejligt med en kulturminister, der knuselsker Riget i Midten, netop som Danmark slår til med en stor kultursatsning i Kina.

Jelved åbner satsningen officielt i morgen i Beijing i overværelse af en række kulturpinger fra begge lande, heriblandt billedhuggeren Bjørn Nørgaard, som præsenteres for kineserne i en retrospektiv udstilling på Cafa Art Museum.

Men den er åbenbart god nok. Jelved fortæller, at hendes yndlingsdigter er Li Po (701-762), og at hun er interesseret Kinas historie.

»I 2.000 år var de jo langt foran os i Nordeuropa. Jeg var i Kina som økonomiminister i 1994, og inden jeg tog af sted, læste jeg romanen ’Vilde svaner’ (1991), og det er på mange måder en rystende historie, men den familie, den følger, har jo nogle følelser, som vi kan genkende. Et menneske er et menneske, lige meget hvor det er henne i verden, selv om vi selvfølgelig er præget af det samfund, vi er vokset op i. På en eller anden måde kan jeg altså godt lide de der kinesere«.

Så når du nu skal til Kina, har du allerede en god fornemmelse af det kinesiske samfund, hvordan kineserne er, og hvad de vil med et kultursamarbejde med Danmark?

Marianne Jelved svarer med en lille historie. Mens hun taler, ser hun for det meste ud i luften. Men netop som hun når frem til sine pointer, sender hun én et dissekerende er-du-med-blik skråt hen over den guldfarvede brillekant. Det virker helt kinesisk.

»Sidst jeg var i Kina, besøgte jeg en fabrik, der lavede køleskabe. Da jeg sagde farvel til de her to højtstående personer på fabrikken, sagde jeg, at »nu må I endelig lære af de dumheder, vi har begået i Europa. I har chancen for at forebygge alle vores miljøproblemer, hvis I gør det rigtigt.

Ja ja, det ville de sandelig også gøre, sagde de. Da jeg så går, kommer jeg til at vende mig om og ser, at de begge ryster på hovedet og trækker på skuldrene. De siger nogle gange ét og gør noget andet. Jeg ved da godt, man skal ikke være naiv, men jeg synes, at rigtig meget tyder på, at kineserne er ægte optaget af, hvad det danske samfund er for et«.

Bittesmå skridt i retning af frihed

Vi får nogle retter ind.

Når danske ministre er i Kina og holde tale, ligger det i kortene, at man lader et ord falde om menneskerettigheder, ikke?

»Ja, eller ytringsfrihed«.

Hvor er det, man putter det ind? Er det til sidst i talen – som »i øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges«?

»Normalt putter jeg det ind i talen som en del af det, jeg siger«.

Har det nogen effekt?

»Det ved de godt. Normalt forbigår de det. Lader det passere«.

Marianne Jelved tager en forårsrulle. Der er en historie mere under opsejling.

»I december sidste år var Kinas vicekulturminister på besøg i Danmark. Der sagde jeg noget om ytringsfrihed, nemlig friheden til at bruge nettet (internettet, red). Det kan man ikke sige, at der er i Kina. For første gang i den tid, jeg har mødt kinesere, fik jeg en reaktion. Vicekulturministeren kommenterede det, jeg havde sagt, og forklarede sig. Det har jeg faktisk ikke oplevet før. Han er heller ikke vicekulturminister længere, men altså …«.

Således synes Marianne Jelved, at hun ser det kæmpestore Kina tage bittesmå skridt i retning mod et frit samfund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sådan som jeg tolker det, er den største udfordring for det kinesiske styre at undgå social uro. Så kan man sige: Det kan man gøre på andre måder end det, vi er vidner til lige nu«, siger hun med henvisning til den forløbne måneds ballade i Hongkong.

Det kinesiske styre er gået hårdhændet til værks mod aktivister, som kræver ægte frie valg, når Hongkong skal have nye leder i 2017.

Marianne Jelved mener, at Kinas interesse for Danmark handler om, at det kinesiske styre endnu »ikke tør give Kina fri til et demokrati i vores forstand«, men »gerne vil lære af vores velfærdsmodel«, så de kan få en mere »tilfreds befolkning«.

»Vi gør nogle ting på en måde og har nogle velfærdsinstitutioner, som de meget gerne vil lære noget af og overføre til Kina«, siger hun.

Som dansk minister har man altså frihed til at sige de kinesiske ledere nogle borgerlige ord om ytringsfrihed. Til gengæld har man ikke frihed til for eksempel at besøge den verdensberømte kunstner og dissident Ai Weiwei, som i 2011 blev tilbageholdt i 81 dage af de kinesiske myndigheder og siden har haft udrejseforbud. Det viser sig, at Jelved gerne ville, hvis hun kunne få lov.

Du kan ikke møde Ai Weiwei?

»Det ved jeg ikke endnu. Men formentlig ikke«.

Har du prøvet?

»Jeg har spurgt i systemet og ikke fået svar endnu, men det får jeg en af dagene«.

Hvor i systemet spørger man?

»Jeg har spurgt i Udenrigsministeriet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et eller andet kontor?

Det ved jeg ikke. Jeg beder bare nogen om, at Udenrigsministeriet bliver spurgt«.

Hvad ville du sige til Ai Weiwei?

»Jeg ved det ikke. Hvad skal man sige til en mand, der har sådan en historie?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden