upædagogisk. Olafur Eliasson fortæller, hvordan hans nok mest berømte værk, den store sol i Tate Modern, uden museumspædagogisk vejledning kunne ændre folks adfærd på museet.

upædagogisk. Olafur Eliasson fortæller, hvordan hans nok mest berømte værk, den store sol i Tate Modern, uden museumspædagogisk vejledning kunne ændre folks adfærd på museet.

Kunst

Olafur Eliasson: Kunstmuseerne bør bøje sig efter kunsten

Stjernekunstneren mener, at en alt for pædagogisk formidling af kunsten er med til at ødelægge den.

Kunst

Museerne har det største antal besøgende nogensinde, kunstoplevelser er blevet allemandseje, og det glæder kunstneren Olafur Eliasson. Han er tilhænger af, at kunst er tæt på hverdagen, mindre spektakulær og mindre chauvinistisk, som han siger. Men samtidig finder han, at museernes tillid til kunsten svigter:

»Man dyrker det kanoniske og ikoniske, blockbusterudstillinger. Der er simpelthen ikke tillid til at beskæftige sig med noget, der er svært at forstå, og som kræver et engagement fra beskuerne«.

»Museerne giver køb på kunstens intimitet og kritiske potentiale for at efterleve en målelig succes. Man skulle tro, at normaliseringen af kunsten betød, at normalitetsbegrebet blev større, men jeg oplever, at det skrumper«.

Han befinder sig i sit højloftede atelier i Hellerups ambassadekvarter. Rummet er badet i dagslys fra et stort nordvendt tagvindue. Imens vi taler sammen, finpudser en assistent en lang række akvareltegninger af cirkler og ovaler, der ligger på et stort arbejdsbord. Farverne er stærkt varierede, men uhyre sarte, på grænsen til ikke at være der.

»Folk er meget mere vant til at omgås kunst i dag. Men det har ikke, som Asger Jorn og situationisterne håbede, betydet, at tilliden til det uhåndgribelige er blevet større. Atmosfære er svært at italesætte. Noget, der er spirituelt, er helt umuligt at sætte ord på, og noget metafysisk er helt umuligt at arbejde med på en udstilling«.

»Danmark er dog ikke specielt dårlig, hvad det angår«, understreger Olafur Eliasson. »Det er et globalt problem«.

Ændrede folks opførsel
Hans egen kunst beskæftiger sig ofte med rumlige stemninger, et steds atmosfære. Det kan ske i store installationer, som i hans mest berømte værk ’The Weather Project’ på Tate Modern i London, der netop i disse dage fejrer 10-års jubilæum – blandt andet i form af en ny hjemmeside, hvor man kan dele sine egne oplevelser med projektet.

Tate Modern er et ombygget kraftværk på South Bank ved Themsen, og dets store centrale, tidligere turbinehal er udlagt som et offentligt tilgængeligt rum, et mellemrum mellem museet og byen med lidt af en fornemmelse som en banegård.

Hans første pitch om udstillingen til museet var at belyse, hvilken rolle de besøgende havde, når de kom ind på museet, og hvad det betød, at det var et kunstmuseum, de gik ind på. Det kom før emnet ’vejret’, som ligger i titlen.

»Jeg ville arbejde med noget, der var dematerialiseret, ikkeskulpturelt, atmosfærisk. Før mig havde der været Louise Bourgeois, Juan Munoz og Anish Kapoor. Deres udstillinger havde været meget traditionelle i forhold til rummet: Her er et tomt rum, nu fylder vi noget i det. Min tilgang var: Her er et rum, her er allerede en hel masse, det er bare ikke synligt endnu«.

»Det var den eneste udstilling i den serie, der holdt budgettet. Den kostede blot 350.000 pund inklusive katalog og det hele, hvor de andre lå på 800.000 pund«, forklarer han. »Blot en sjov anekdote, der bekræfter, at der ikke var så meget i rummet«.

Der var dog en halv sol formet af en masse gule lamper under loftet, der var beklædt med spejle, der fuldendte solskiven, og en let tågedis. Det var nok til, at publikum reagerede på det. Også i dén grad.

»Der viste sig ret hurtigt at være en overraskende tiltrækningskraft i det gule lys i den ene ende af rummet. Man kan overveje mange grunde til hvorfor, men man skal nok ikke undervurdere det lidt pragmatiske forhold, at der ikke var andet at gå hen til i rummet«.

Sammen på gulvet hver for sig
»Der kom hurtigt til at være 200-300 mennesker på en gang – så folk begyndte at sætte sig ned. De ledte efter sig selv i folkemængden. Og når man står mellem hundreder af mennesker og skal finde sig selv i et spejl 30 meter oppe, dvs. se sig selv på 60 meters afstand, er man nødt til at bevæge sig eller svinge ud med armene eller lave en firkant med sine venner. Det betød, at de uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på et museum, blev forandret. Folk tænkte, det er meget nemmere at se mig, hvis jeg lægger mig ned og spreder benene og laver en engel«.

»Det passer jo også meget godt med en sol, at man solbader. Og når først nogen gjorde det, så begyndte alle at gøre det. Og dynamikken i det var jo sjov: Det var ikke noget, folk gjorde sammen, for alle lagde sig ned for at finde sig selv i forhold til de andre. Jeg vil ikke kalde det et fællesskab, for det er jo interessant, at man godt vil være del af en fælles bevægelse, som alle deltager i for hver sin skyld. Ingen var jo kommet og havde lagt sig ned, for at det skulle blive bedre for de andre at se på solen«.

Lidt som Facebook?

»Det kan man sige ... I starten var der mere konflikt, folk sagde, at de skulle lade være med at lægge sig ned, men efter to uger var det allerede blevet en konvention, at der gik man ind og lagde sig ned«, siger Eliasson og fniser.

Da begyndte det at eskalere, derigennem opstod en ny slags oplevelse, for pludselig lå der måske 2.000 mennesker, og det kunne jo være meget stemningsfuldt, men det var ikke det samme som i starten«.

Manglede toiletpapir
»Det fik konsekvenser for resten af Tate Modern, for oppe i museet var en Donald Judd-udstilling (amerikansk minimalist, red.). Her lagde folk sig ikke, men de begyndte at sætte sig ned på gulvet«.

»Et yngre ægtepar satte sig foran en hel væg af Donald Judd-kasser. Jeg stod og så på det, og så kom vagten hen og sagde til dem, at de ikke måtte sidde. »Jamen, hvorfor må vi ikke det, hvad er nu det for noget?«. Så forklarede vagten mig, at det var af brandhensyn. Hvis der kommer nogen løbende mod nødudgangen, så kan det være, de falder, hvilket jo er absurd!«.

»Det siger noget om mange ting, men det sjove var, hvordan ’The Weather Project’ belastede museet. De var ikke kede af det. De fik besøgsrekorder på alle deres mange udstillinger. Men det gav en strukturel belastning. Alle toiletterne løb tør for papir klokken 11 om formiddagen, restauranten havde kun frokost til den første halve time, og de måtte lave et ekstra garderoberum i museumspædagogikafdelingen«.

»Det interessante ved det, og som man taler om den dag i dag, var, at atmosfæren var genereret af de folk, der kom. Man kunne ikke forestille sig, at atmosfæren var der inden«.

Al kunst er ikke for alle
»Det handler ikke bare om stemningen af, at folk var sammen. Det handlede om, at atmosfæren var konstrueret. Solen var bare en plastiksol, som man kunne gå om bag ved – den var 10 meter fra bagvæggen, og spejlene i loftet var nogle ganske billige plastikspejle i spænd på blindrammer, og jeg havde kalibreret dem, så godt jeg kunne«.

»Det var tilstrækkeligt til, at man ikke kunne begå den fejl at tro, at spejlet var en skulptur – modsat Anish Kapoors i øvrigt meget storslåede udstilling året før; da var der slet ingen tvivl om, at skulpturen var en skulptur, og hvorvidt folk var der eller ej, havde ingen betydning for stemningen i rummet«.

I det halve år ’The Weather Project’ varede, tiltrak det mere end 2 millioner gæster. Selv om Olafur Eliasson derefter selv er et af de navne, der kan få folk til at strømme til et museum, påpeger han et væsentligt problem i det brede museum:

»Det, at alle folk er begyndt at gå på museum, er ikke ensbetydende med, at alle er begyndt at interessere sig for kunst«.

Danmark har mere brug for Afrika, end Afrika har brug for Danmark

Og det forhold mener han desværre kunstmuseerne lider under i et misforstået forsøg på at nå ud til alle:

»De tør ikke vise svære emner på en atmosfærisk måde, men går ned i en entydig pædagogik, der siger til folk, at du har nok ikke evnerne, så nu hjælper vi dig lige lidt. Dermed undertrykker de det potentiale, som værket i første omgang bringer ind i museet«.

Det hvide om Malevitjs firkant
Museet K20 i Düsseldorf anser han for et sjældent lys i mørket af museumsformidling.

»De arbejder for tiden med en udstilling om Malevitj, Mondrian og Kandinsky. Den handler om nogle bestemte lyse farvers betydning i en specifik periode. I en lillebitte detalje, en note af kunsthistorien, i farven hvids betydning i overlappet mellem de tre kunstnere, finder de materiale nok til at lave en kæmpestor udstilling. Det udtrykker tillid!«.

»K20 ringer så til mig og siger, at de lider under, at folk i dag ikke evner at engagere sig i et Malevitjmaleri som for eksempel ’Sort firkant på hvid baggrund’ på en måde, der rører de følelser, som Malevitj beskæftigede sig med«.

»Museet går simpelthen op i, hvordan de kan arbejde med billedets stemning på en atmosfærisk måde i stedet for blot at skrive ved siden af det berømte billede: 'Den sorte farve i den sorte firkant var materialet, han arbejdede med, mens han opfattede den hvide farve udenom som et tomrum osv.’«.

»De kontakter mig for at høre, hvordan man kan adressere disse tanker, uden at det foregår på en undertrykkende, pædagogisk eller chauvinistisk måde. Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke lige har svaret på, men som museet strutter af selvtillid over, at vi vil finde«.

»Jeg er ikke radikal i forhold til formidling, men hvis folk ikke forstår et billede første gang, skal de måske komme igen, og hvis de stadig ikke forstår det, skal de måske beskæftige sig med noget andet. Det er jo ikke et krav, at alle skal forstå alt. Der er bare nogle ting, der ikke taler til én«.

Tegn på månen
Olafur Eliasson viser mig på sin computer et internetkunstværk, han netop har lanceret sammen med den kinesiske kunstner Ai Wei Wei, der fortsat er i husarrest i Beijing. Olafur Eliasson zoomer ind på et stort billede af en bleg måne.

Her kan man tegne, siger han, klikker, zoomer helt ind på et hvidt felt og viser, hvordan man gør, ved at tegne en smiley på månen.

I projektet ’Moon’ kan enhver tilmelde sig, afsætte sit mærke direkte på månens overflade og ikke mindst vigtigt: omgå kinesisk internetcensur. De mærker, man laver på den, er tegninger, som er sværere end tekst at overvåge systematisk. Månen tilhører ingen. Og man kan dele sine mærker på andre sociale medier som Facebook og Twitter.

Sådanne kunstige himmellegemer og arrangerede naturfænomener er blevet elementer, der dukker op igen og igen i Olafur Eliassons kunst. Værkernes omfang og betydning breder sig langt uden for kunstens normale institutioner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han har vist sig at kunne omsætte nogle i udgangspunktet ret indgående og isolerede undersøgelser af, hvordan det er at være et sansende og følende menneske i en krop og i et rum til overraskende folkelige og umiddelbart appellerende værker.

Det har gjort ham til en internationalt førende kunstner, der i dag er med til at diskutere løsninger på globale problemer som klimaændringer, fattigdomsbekæmpelse og uddannelse sammen med verdens politiske og filantropiske elite.

Den tillid og det frirum, han som kunstner får tildelt fra samfundets side, har han nemlig opdaget giver ham særlig adgang til også at påvirke verden til at blive mere tillidsfuld.

Hans hidtil mest vidtspændende projekt lancerede han sammen med ingeniøren Frederik Ottesen sidste år, og det fortsætter bare med at vokse.

Det handler om produktion og salg af en lille, meget effektiv solcellelampe, ’Little Sun’, som de sælger til en lille overpris i Vesten, som så er med til at betale for etableringen af distribution i de områder, den egentlig er udviklet til: egne i Afrika og Indien uden pålidelige strømkilder, hvor alternativet er lamper baseret på forbrænding af sundheds- og miljøskadelig kerosin eller petroleum.

Vrangbilleder af Afrika
Er dette klart humanitære projekt overhovedet et kunstværk? Ja, mener han:

»Jeg har interesseret mig meget for, hvordan ansvarsfølelse føles. Det er svært at mærke. Danmark er et meget ansvarligt sted. Men det undrer mig, hvordan man kan have så relativt sikkert og ansvarligt et samfund og så være så ureflekteret om, hvor ansvarsfølelsen sidder?«.

»Hvad vil det sige at være kunstner, at have en idé og lave et værk ud af ideen? Hvordan berører den mekanik verden, og hvordan berører det os som mennesker? Det handler alle mine værker om på alle mulige måder«.

»I Danmark berører vi samfundet via skatten, som blandt andet går til udviklingsbistand. Vi betaler staten for at varetage vores ansvar. Men der findes også en anden måde. Jeg betaler skat, men jeg har også sammen med min kone lavet en uafhængig privat fond. Vi følte, at vi havde råd til det, og at det var det mest ansvarlige«.

Men han understreger, at ’Little Sun’ på ingen måde er et nødhjælpsprogram:

»Der er ikke en giver i den ene ende og en modtager i den anden. Det er det omvendte af Danmarksindsamlingen, der er stigmatiserende, undertrykkende og fremmedgørende«.

»Jeg er meget skeptisk over for det projekt, selv om der selvfølgelig er brug for asyl og flygtningelejre og hjælp ved naturkatastrofer. Men Afrika er et kontinent i langt større udvikling end Danmark, der i kraft af sit høje niveau næsten står stille«.

»Den offerrolle, som Danmarksindsamlingen tildeler Afrika, bliver cementeret ind i nye generationer af folkeskoleelever, der stadig taler om Afrika, som om det var verdens afgrund. Man vokser op med det blik på Afrika, at vi skal hjælpe det, når vi har tid og penge«.

»Det er stærkt reducerende at se et helt kontinent, der er mange gange større end Europa, på den måde. Vi skal i stedet vende det om og sige, hvad kan Afrika gøre for os? Danmark har mere brug for Afrika, end Afrika har brug for Danmark«.

Nårh, en Pradataske
Det var ud fra den slags tanker, at Olafur Eliasson sammen med ingeniøren Frederik Ottesen gik i gang med at udvikle den lille genopladelige lampe.

Det er et markedsøkonomisk projekt, der handler om at gøre noget ved klima, sundhed og uddannelse uden samtidig at undertrykke nogen.

Den offerrolle, som Danmarksindsamlingen tildeler Afrika, bliver cementeret ind i nye generationer af folkeskoleelever, der stadig taler om Afrika, som om det var verdens afgrund

»Det er vores opgave at gøre lampen så attraktiv, at der er tale om et tilvalg. Det må ikke være noget med, at man skal modtage lampen, fordi nogen synes, det er synd for én«.

»Man står jo heller ikke i en Pradabutik, hvor sælgerne siger: Nårh, hvor er det synd, du ikke har en Pradataske, så værsgo, her har du én, nu kan du klare dig gennem dagen og vejen«.

»Vores kunde er måske en ung kvinde med to børn, og når lampen ligger til opladning i hendes have, skal hendes nabo ikke tænke, nårh, tænkte jeg det ikke nok, hun havde ikke råd til brændstof til lys, hun er et offer«.

»Det emotionelle er meget vigtigt, hvordan føles projektet for den enkelte bruger«.

Det er helt almenmenneskelige størrelser: Det handler om at føle, at man hører til, er anerkendt og respekteret.

’Little Sun’ er gået hen og blevet et stort projekt med indtil videre ni ansatte .

»Vi håber, det bliver meget større. Det er et idealistisk og meget risikobetonet projekt, som vi derfor har svært ved at rejse penge til. Men det vi har, som ingen andre har, er en god historie«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hjælp fra Bloomberg
»Det her kan lyde lidt mere arrogant, end det er tænkt, men jeg fortalte Michael Bloomberg (amerikansk milliardær og New Yorks borgmester) én gang om projektet, hvorefter hans fond lavede en regnskabsteknisk analyse og kiggede vores forretningsplan igennem. Det sjove var, at de tilskrev vores emotionelle historie en værdi i forretningsplanen«.

Og et gavmildt tilskud til projektet fik de også.

Er der ikke et langt spring fra den oprindelig fænomenologisk engagerede kunst som if.eks. ’TheWeatherProject’ til ’Little Suns’ socialt engagerede projekt?

»Jo, men jeg er meget optaget af at gøre energien kropslig. Og jeg arbejder meget med lys, fordi det ikke er der, før man er i et rum«.

»Så her handler det for mig om, hvilken følelse det giver at have samlet fem timers sollys og have det liggende i lommen? På de steder, hvor der er brug for lampen, er dette decentrale kraftværk vigtigt, fordi man føler sig uafhængig af dårligt fungerende totalitære systemer«.

»Afrikanere siger, at de ofte laver lektier ved månelys, hvilket jeg finder helt vildt, da det jo nærmest er umuligt. Men jeg kan se, de kan tale om lyset på en kropslig måde. De har udviklet en enorm sensitivitet over for månelyset. På samme måde vil jeg gerne gøre klimaudfordringerne kropslige: følelsen af at have energi og at føle, at man er energi«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce