0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anmeldelse: Maleren der mistede kontakt til verden

Skizofreni ramte Sveriges lovende landskabsmaler C.F. Hill. Nu viser Nivaagaard, hvad denne skæbne betød for hans malerier og tegninger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Natioalmuseum Stockholm
Foto: Natioalmuseum Stockholm

Træer. Hills maleri af Træet og flodkrumningen, som han malede i Frankrig i 1877.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At dømme efter de malerier og tegninger, der lige nu fylder og løfter Nivaagaards Malerisamling, har den svenske maler C.F. Hill haft en nærmest selvdestruktiv sensibilitet, først over for den natur, han så omkring sig – og til sidst den natur, han rummede i sig.

’Sveriges store landskabsmaler’ lyder undertitlen. Men nogen typisk nordisk maler var Hill ikke. I 1873, kun 24 år gammel, rejser han til Frankrig, og de malerier, han udfører i bl.a. Barbizonne, Champagne og i Normandiet frem til sit sammenbrud i 1878, er resultatet af forfinede sansninger i fransk stil. Når man står foran hans tolkning af havet ud for Luc-sur-Mer, er man langt væk fra Lund, hvor han blev født, og fra Stockholm, hvor han en tid besøgte Kunstakademiet. Til gengæld føler man sig tæt på den åndfulde intimitet, som den fine landskabsmaler Corot og de andre Barbizon-malere kendes på.

Hill har kun til gode at blive antaget på Salonen i Paris, der endnu i 1870’erne var den eneste passage til anerkendelse og position. Men han afvises igen i 1877. Året efter bryder han sammen. Undervejs har der været tilløb til en forvandling, som former, der virker sært truende, og strøg, der går amok, Efter forskellige indlæggelser kommer han tilbage til Lund. Rejsen, der begyndte så lovende, er endt, og den ydre verden fortoner sig. Tilbage er kun indre forestillinger.

For Hill opgiver landskabet og snart også maleriet. I stedet tegner han tusindvis af tegninger, især af figurer med store vilde øjne, som synes at sprænge papiret. Udstillingen rummer ikke mange af dem, men nok til at illustrere, hvad der sjæleligt er sket med Hill. Han har mistet kontakten med naturen. I den tabte verdens sted træder et galleri af sære fantasiskabte skabninger. En sygdom i sindet har gjort en ende på den kultiverede landskabsmaler.

Men kunstneren i ham har den ikke kunnet dræbe. Derfor fortsætter han arbejdet. Som en ensom og utidig ekspressionist længe før den historiske ekspressionisme.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden