Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Heltepodier. Ida Grarup fra kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger fik ideen til udstillingen, da hun besøgte et martyrmuseum i Teheran. I forgrunden står teaterleder Christian Lollike.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er man en helt, når man udløser sit selvmordsbælte i en travl lufthavn?

En kunstnergruppe har indtaget teatret Sort/Hvid med en udstilling, der prøver at indkredse det at være martyr.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Ja, deroppe kørte de døde kroppe jo så rundt«, siger Ida Grarup og peger op på de solide stålskinner, som før i tiden fragtede slagtede kreaturer rundt i de højloftede og fliseklædte industrilokaler.

Det virker som en passende ramme for et museum så dystert som dette. Et museum for mennesker, der er gået i døden for en sag. Som for eksempel brødrene Khalid og Ibrahim El Bakraoui, der for nylig sprængte sig selv og et forfærdende antal sagesløse mennesker i stumper og stykker i Bruxelles’ lufthavn.

I lokalet inde ved siden af hviler portrætter af brødrene El Bakraoui på en forhøjning af hvide fliser. Ved siden af billederne ligger en lille bunke granatsplinter og en handske magen til den, terroristerne skjulte detonatorerne i.

Det er en improviseret opstilling, som blot antyder, hvordan udstillingen kommer til at se ud. Endnu er Ida Grarup og de fem andre medlemmer af kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT) ikke nået meget længere end til at bygge podier og lyskasser til det, der får navnet Martyrmuseum.

Vi er i Kødbyen. Og det er teatret Sort/Hvid, der har inviteret kunstnerkollektivet indenfor. Det er strengt taget ikke noget museum, de er ved at bygge op, men snarere et kunstværk, der i første omgang udstilles i nogle uger.

Vi har arbejdet ud fra tanken om, at vi alle er helte i vor egen historie

Sort/Hvids kunstneriske leder, Christian Lollike, er her også. Vi sætter os alle ind i det nedlagte slagteris gamle dyrlægerum, og jeg spørger Lollike, hvorfor han lægger hus til det her martyrmuseum?

»Det er helt klart det der med at se dem, vi opfatter som terrorister, fra en anden side. Se dem, som de måske ser sig selv, eller som de gerne vil ses ...«, siger teaterchefen.

Hvorfor skal vi se dem, som de gerne selv vil ses?

Det er Ida Grarup, der svarer:

»Vi har arbejdet ud fra tanken om, at vi alle er helte i vor egen historie«, forklarer hun.

»Og vi har arbejdet ud fra, at når de her mennesker går ud og begår et martyrium eller i nogle tilfælde et terrorangreb, at de så simpelthen gør det med en overbevisning om, at de kan ændre verden til noget bedre«.

Hvorfor er det vigtigt for os at vide, hvordan det ser ud fra deres synsvinkel?

»Jeg synes, det er interessant, fordi den her kontrast popper op, hver gang vi hører om et nyt terrorangreb ude i verden. Kontrasten imellem heltemod og terrorisme ...«.

Omar var ikke villig nok til at dø

Ida Grarup fik ideen under nogle rejser i Iran. Hun opdagede, at der i Teheran lå et martyrmuseum, som hyldede de faldne soldater i krigen mod Irak i 1980’erne.

»Det var fascinerende, at et helt museum var reserveret til disse relativt unge mennesker, som valgte at gå i døden for deres overbevisning. Og jeg kom til at tænke over, at vi i Danmark forbinder begrebet martyr med jihad og terror og ikke med heltemod. I hvert fald i disse dage. Jeg syntes, det ville være interessant at se, hvad der skete, hvis man satte sådan et museum ind i en dansk kontekst«, siger hun.

Det gav de andre TOETT-medlemmer hende ret i. Og så gik de i gang. Det skulle ikke bare være en udstilling om nutidens terrorister, men om udvalgte martyrer gennem tiderne. Det skulle handle om begrebet martyr.

»Sokrates er den første, vi har med«, siger Ida Grarup.

»Der er meget forskellige definitioner på en martyr rundt om i verden. Vi har lavet vores egen definition, nemlig at man enten skal være død i kampen for sin overbevisning eller være villig til at dø i kampen for sin overbevisning ...«.

Med på listen er den revolutionære tyske socialist Rosa Luxemburg, som i 1919 blev myrdet og smidt i en kanal i Berlin. Der er en katolsk præst, som endte i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Der er en miljøaktivist og en menneskerettighedsforkæmper. Og der er dommedagssekten Heaven’s Gate, som mente, at en fremmed civilisation ville sende et rumskib til Jorden efter sektens tilhængere. Denne overbevisning førte til, at 39 medlemmer af Heaven’s Gate i 1997 begik kollektivt selvmord på en farm i Californien.

»Og så har vi en med fra Bataclan-skyderierne i Paris. Og de to brødre fra Bruxelles. De er de nyeste på udstillingen«.

Hvordan kan det være, at I ikke har Omar El-Hussein fra Krudttønden med?

»Han skød ganske vist mennesker foran Krudttønden og synagogen, men vi har den klare opfattelse, at han flygtede efter de her gerninger«.

Han var ikke villig nok til at dø?

»Vi satte i hvert fald spørgsmålstegn ved, om det var hensigten med angrebene«, siger Ida Grarup.

Så det var ikke, fordi I frygtede FOR stærke reaktioner, hvis I udstillede Omar på det her museum?

»Nej, det har egentlig ikke været en del af overvejelsen«.

Bedre at myrde for demokratiet?

Christian Lollike holder sig lidt i baggrunden. Dette er ikke hans projekt, understreger han. Han er bare en slags museumsdirektør. Men martyrudstillingen er indlysende en god idé, synes manden, som mere end nogen anden på den danske kulturscene har taget ondskaben og andre af menneskets mørkeste sider under behandling.

Lollike har lavet teater om terrorister og voldtægtsforbrydere. Han har indbygget krigsinvalider i Den Kongelige Ballet. Og det var ham, der for fire år siden under stor opstandelse opførte et stykke om den norske massemorder Anders Behring Breivik.

LÆS OM STYKKET

»Ondt og godt er jo ikke entydige begreber«, siger Lollike.

»Og jeg synes altid, det fra et kunstnerisk perspektiv er interessant at prøve at leve sig ind i, hvad de her mennesker selv har tænkt, i stedet for bare at glide med på, at de er onde terrorister. Der kommer i hvert fald en anden form for sandhed frem, som kan gøre os klogere på os selv«.

Hvad er det for en sandhed?

»At der nogle steder i verden er mennesker, der har os som en form for fjendebillede«, siger Ida Grarup.

»For eksempel er det interessant at se på Assad i Syrien«, siger Lollike.

»På et tidspunkt var han en allieret, og pludselig er han, jeg havde nær sagt terrorist, den ondeste af alle ...«.

At slå for eksempel 80 civile ihjel kan vel ikke kategoriseres som en heltedåd, uanset hvor man står?

»Ikke set fra vores synsvinkel, men fra deres egen kan det helt sikkert«, siger Ida Grarup.

I mine øjne tæller det ikke på plussiden at smide en bombe i en lufthavn?

»Men jeg ved ikke, om du så støtter, at vi sender soldater i krig? At vi sender soldater ned for at slå ihjel? De kæmper så for demokrati, så deres mord på en masse civile er på en eller anden måde legitime eller hvad?«, spørger Lollike.

Vil I sidestille de to ting?

»Nej, jeg synes ikke, vi sidestiller det«, svarer Ida Grarup, »men jeg synes, det er værd at reflektere over. Hvad vil det sige at bombe civile i Syrien? Hvad vil det sige, at nogle mennesker ser det fra en anden vinkel, end vi gør?«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke for at teste ytringsfrihed

Her i Kødbyen vil martyrernes historier blive levendegjort med tekst, 3D-lyd, fotos og videostumper. Og med »reproduktioner af autentiske genstande«, som der står i introduktionen.

»Vi kan selvfølgelig ikke få de autentiske objekter, fordi det enten er noget, politiet ligger inde med, eller ...«.

Så det hele vil være fake?

»Æhm, ja. Det vil det, ja. Men altså så tæt på virkeligheden, som vi kan komme«, siger Ida Grarup.

For eksempel vil man kunne se en billet til den fatale koncert med Eagles of Death Metal på Bataclan fra terrornatten i Paris. Man vil kunne se metalsplinter fra bomber. Og man vil kunne se et sæt tøj magen til det, medlemmerne af Heaven’s Gate-kulten iførte sig, inden de slugte ethanol og pentobarbital og overgav sig til den evige frelse. Det var sorte bukser, en knælang sort skjorte med kultlogo og sort-hvide Nike-sneakers.

»Og så lå de alle sammen i deres seng med et lilla stykke stof over hovedet«, oplyser Ida Grarup.

Serverer I det så med heltedyrkende tekster? Hylder I de her martyrer?

»Nej, det gør vi virkelig ikke«, siger kunstneren. »Der er ikke nogen heltedyrkelse over det her. Vi går nøgternt til værks. Men det bliver fra martyrernes egen synsvinkel«.

Men martyrerne ser vel sig selv som helte?

»Det gør de helt klart, ja«.

Så der BLIVER med andre ord en heltevinkel?

»Jo altså, men vi går ikke ind og fremhæver nogle frem for andre. Vi forholder os ikke til, om vi sympatiserer med deres gerninger eller ej. Vi beskriver bare et fænomen«.

Det virker, som om I har prøvet at finde på noget, der kunne pisse folk lige så meget af som Muhammedtegningerne, bare med modsat fortegn. Handler det her om at teste ytringsfriheden?

»Det vil jeg ikke sige«, siger Ida Grarup.

»Det er på ingen måde et politisk projekt. Det er et enormt aktuelt projekt, og derfor kan vi måske få nogle stærke reaktioner, men vi har egentlig ikke diskuteret ytringsfrihed i forbindelse med projektet. Vi er meget mere interesserede i den her undersøgelse af godt og ondt på tværs af kulturer«.

Nej, vi vil ikke bare provokere

Jeg får også den tanke, at nu skal du, Christian Lollike, igen forsøge at overgå dig selv i skandaløs kunst. Skal der hele tiden stærkere og stærkere virkemidler til for at få sådan en som mig til at komme cyklende ud for at skrive om det?

»På en måde synes jeg, det er et mærkeligt spørgsmål«, begynder Lollike.

»Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er berettiget. Altså, det er da fuldkommen legitimt og interessant at lave en udstilling, som undersøger martyrbegrebet ...«.

Det kommer vel ikke bag på jer, at emnet er en smule kontroversielt?

»Nej, nej, den er vi med på. Men de fem aktuelle terrorister er jo kun en lillebitte del af den her udstilling«, siger Ida Grarup.

Men jeg gætter på, at der nok vil blive fokuseret en del på netop disse fem?

»Helt klart«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og jeg spørger så, om det er effekten, I går efter. Man kan vel dårligt komme længere ud end ved at lave en ukritisk udstilling om folk, der har slået hundredvis af mennesker ihjel?

»Der er helt klart noget kontroversielt ved det. Men det ville også være mærkeligt at lave en udstilling eller et værk om martyrbegrebet uden at tage de her mennesker med. Det er et begreb, vi i dag forbinder meget med de her terrorister, med jihad, at der ville være et hul i udstillingen, hvis de ikke var med. Der ville opstå en følelse af berøringsangst, hvis de ikke var med«.

Lollike, du svarede ikke rigtig på, om du bare er ude på at provokere? Er du bare ude på, at Pia Kjærsgaard skal få kaffen galt i halsen?

»Nej, det er helt klart større end det. Men der er ingen tvivl om, at jeg godt kan lide at udfordre folks selvbillede og billede af verden og billedet af, hvad kunst skal gøre. Et eller andet sted synes jeg jo, det er kunstens forpligtelse«, siger Christian Lollike.

At overraske, at chokere?

»Fra tid til anden at tvinge publikum og museumsgæster til at leve sig ind i noget, som de dybest set synes er ubehageligt«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden