Det kan godt være, at Ditlev Blunck (1798-1853) med maleriet ’Moses og den brændende busk’ fra 1834 befinder sig i det allegoriske historiemaleri og i mytologisk forstand i centralt stof.
Men det virker ikke umiddelbart, som om illustrationen af historien var det væsentlige for Blunck. Flammerne og tornebusken anes kun som spidsen af orange ildtunger, der slikker ind fra lærredets venstre side.
Til gengæld er Moses som formet i lyserød marcipan. Den hårløse glatte krop fremstår blød og er malet, som er der et svagt lyserødt genskin af den ikke synlige flammende tornebusk. Moses skærmer poserende ansigtet med sin ene hånd, men i baggrunden lader hverken får eller hunde sig mærke af den ejendommelige situation.
Måske er det Moses’ psykologi, som for Blunck er det væsentlige her. Fraværet af tornebusken antyder, at der er noget indre på spil hos Moses. Eller måske er det kroppen, genskinnet, den orange og lyserøde hud, som har optaget maleren. Noget kunne tyde på det, for Moses har ’tabt’ sit ene ærme og blotter sin venstre brystvorte – spændstig som en rosenknop.
