Nogle dage er byen bare for meget. Bilerne støjer. Folk vælter af sted på fortovet, og man kan ikke komme frem. Det roder foran Nørreport, og når man finder sin cykel, ligger den altid nederst i bunken af væltede cykler. Hvis man da overhovedet finder den.
Byen er kaos, larm, støj og snavs. Men byen er også arkitektur, som er med til at sætte rammerne for bylivet og til at præge os som mennesker. Det er samspillet mellem mennesker og arkitektur, der skaber byens liv, men når man ser billeder af arkitektur, er menneskene som regel siet fra.
Til gengæld står bygningerne knivskarpt, himlen er blå, og træerne er klippet, så man skulle tro, de lige var kommet fra frisøren. Livet mellem husene er væk, selv om det jo netop er det liv, husene er skabt til.
Til foråret flytter Dansk Arkitektur Center (DAC) fra de gamle bygninger på Christianshavn til Blox, som er den store glaskasse, der er ved at blive opført lige ved Langebro. Sidste udstilling inden flytningen handler om bylivet, og det er godt tænkt.
