Det kan godt være, at Trimalchio forstod at skrue en fest sammen. Der var både helstegte pattegrise, vin i stride strømme og masser af underholdning. Men en dannet mand, det kunne man ikke kalde ham. Han kastede maden i sig, drak som et svin og pruttede højlydt ved bordet. Bordmanerer havde han aldrig lært, hvilket ikke var så underligt. Trimalchio var nemlig slave, som takket være arven fra sin herre var blevet styrtende rig. Og ikke mindst fri.
Historien om Trimalchio kan man høre, mens man falder i staver over en stor sølvskat fra Romerriget, som lige nu udstilles på Glyptoteket.
Takket være det lydspor, som podcast-magasinet Third Ear har skabt, kan man indtage udstillingen til lyden af skuespilleren Thure Lindhardt, der fortæller om festen hos Trimalchio. Som måske aldrig har fundet sted i virkeligheden, men som er fra romanen ’Satyricon’ fra 1. århundrede efter vor tidsregning. Skrevet af Petronius med stærke satiriske elementer, der udleverer Roms politiske og økonomiske elite. Inklusive de nyrige, hvortil Trimalchio hørte, som altså slet ikke kunne styre sig, når det handlede om at flashe sin adgang til mad, sprut, kvinder, mænd og ikke mindst værdifulde genstande.
Med det lydspor er scenen sat for et romersk orgie. Desværre uden mad og drikke, men med masser af guf for øjnene. Bægre, kander, skåle og fade, der blev fundet på en mark i Normandiet i 1830.
Med det lydspor er scenen sat for et romersk orgie. Desværre uden mad og drikke, men med masser af guf for øjnene
25 kilo sølv og godt 90 genstande, der udgør et af de største samlede sølvfund fra Romerriget. Berthouville-skatten hedder fundet, der heldigvis landede i den franske stats hænder og indtil nu kun har forladt Frankrig en gang for at blive udstillet i USA.
Heldigvis – fordi det kunne være gået helt anderledes. Vikingerne huserede i sin tid også i Frankrig. Tænk, hvis de havde fundet sølvet. Eller tænk, hvis bonden, der gjorde opdagelsen i 1830, havde beholdt det og fået smeltet det om, så ville vi ikke kunne få dette indblik i Roms dyrkelse af luksus, som vi kan få nu.
Sølvskatten, der på Glyptoteket bliver præsenteret som en stor borddækning, består af dele til et stort middagsselskab. To Merkur-statuetter pryder opdækningen, der er sat sammen af fint ornamenterede bægre, skåle, kander, kar og andre smådele.
Det hele blev gravet ned i 3. århundrede efter vor tidsregning under søjlehallen i en Merkur-helligdom, hvor det lå uforstyrret indtil 1830. Takket være offerindskrifter på genstandene har forskere kunnet fastslå, at der er tale om en offergave til guden Merkur fra navngivne romere og lokale gallere, som var beboere i den romerske provins Gallien i de første århundreder efter vor tidsregning.
Sølvdelene er fremstillet i Rom i 1. århundrede og dekoreret med figurer og udtryk fra den græske mytologi. Derpå transporteret til Frankrig, hvor de lå begravet i mere end 1.500 år, for nu at stå midt i København. En europæisk rejse af de mere bemærkelsesværdige, må man sige.
Helt tæt på Rom i det 1. århundrede
Takket være Glyptotekets opstilling kan man komme helt tæt på de udstillede dele. Man kan se dem både forfra og bagfra, hvilket er en gevinst, for det er i detaljerne, at historierne ligger. Satyrer, kentaurer, vandnymfer, amoriner, blomster, blade og ansigter vælder frem, når man stikker næsen ned i sølvet, der nok er præget af tidens tand, men i betragtning af at det har ligget direkte i jorden under en gammel romersk flise, er det bemærkelsesværdigt velholdt.
Bortset fra de to Merkur-statuetter er det ni kar, der løber med det meste af opmærksomheden. De er skænket af Quintus Domitus Tutus som en offergave til Merkur og vejer næsten ni kilo. Her er der scener, der henviser til den græske vingud Dionysos, og en stor skål, i hvis bund man ser den sovende dronning i Lydien, Omphale. Oprindelig har skålen været fyldt med rødvin, og efterhånden som man er kommet igennem vinen, er furen i bunden langsomt trådt frem. Meget raffineret.
To vinkander er udsmykket med motiver fra Den Trojanske Krig, som Homer beskrev i ’Iliaden’.
Jeg får øje på Achilleus, der slæber af sted med Hectors lig uden for Trojas mure, og føler mig hensat til min første time i oldtidskundskab for 100 år siden. Jeg fattede ikke en meter af de første linjer i Iliaden, der fortæller om Achilleus’ vrede, men snart blev jeg forelsket i det gamle græske univers og dets væld af sagn og myter.
Jeg fattede ikke en meter af de første linjer i Iliaden, der fortæller om Achilleus’ vrede, men snart blev jeg forelsket i det gamle græske univers og dets væld af sagn og myter
Samme følelse får jeg på Glyptoteket. Sølvet er næsten 2.000 år gammelt. Fremstillet i Rom og smykket med historier fra Grækenland, som har udfordret de gæster, der har siddet med til bords, når det er blevet anvendt. For hvilke gæster var dannede nok til at kunne huske de græske sagn? Hvem kunne genkende havguden Poseidon, profeten Kassandra med laurbærkvisten eller komediens muse, Thalia – kvinden med hyrdestaven?
Næppe alle og nok heller ikke Trimalchio, der var steget fra slave til rigmand. Til gengæld har værkerne lagt op til samtale, hvilket jo er et af formålene – ud over at drikke og spise – når man holder selskab.
Man bliver ikke rystet i sin grundvold på Glyptoteket, men man kan godt blive lidt overvældet. For skal man lytte til Thure Lindhardt, mens man fordyber sig i sølvet, eller skal man tage en ting ad gangen?
Det må være en temperamentssag, men det er takket være bidraget fra Third Ear, at man husker udstillingen. Ikke fordi genstanden eller præsentationen ikke er mageløs. Men fordi orgiet hos Trimalchio lyder som en fest, man gerne ville have været med til. Om ikke andet, så for at kunne foragte den nyrige slave, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Mens man labbede hans vin i sig.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
