Det første, man møder i Claus Carstensens udstilling ’Becoming Animal’, er skildringer af mennesker, som er enten ansigtsløse eller har det besværligt med deres ansigt. Jeg tænker: Er det et særligt menneskeligt fænomen at have et ansigt? Har en ko et ansigt? Har en hund?
Efter ansigtet kommer nattemonstret, mareridtet – både i Ditlev Bluncks outsider-guldalderversion og i svenske Carl Fredrik Hills udlægning fra perioden med skizofreni. Carstensens udstilling leger fra begyndelsen og hele vejen igennem med sit materiale og sammenstiller værkerne associativt, ikonisk og ekvilibristisk.
Men tro ikke, at du skal se en udstilling om dyr, eller at Carstensen er i gang med nedbryde kultur/natur-skellet og anerkende, at vi som mennesker altid allerede er mange og er spækket med mikrober, der render rundt som små organismer uden på og inden i os. I Carstensens udstilling er mennesket øverst i fødekæden. Brutalt og territorialt.
I ’Becoming Animal’ er dyretilblivelsen nemlig først og fremmest symbolsk og drejer sig om, hvordan man i sproget og i forskellige kulturer på forskellige tidspunkter har gjort sine fjender til dyr: Den og den er en rotte, de og de er kakerlakker, den og den befolkningsgruppe knalder som kaniner.
