I København venter vi stadig på den nye metrolinje, Cityringen, der med sin 15,5 km lange, nye tunnel vil forbinde byen cirkulært fra næste sommer. Hvis alt går vel. Under alle omstændigheder bliver det en metrolinje med stort set ens stationer, sådan som man kender det fra de metrostrækninger, der allerede er taget i brug.
Derfor kan man godt blive en smule misundelig på dem, der i stedet bevæger sig omkring i London, for den kommende Elizabeth Line er ikke alene 120 km såkaldt Crossrail med strækninger både over og under jorden, flere af linjens stationer bliver desuden udsmykket med kunst af international klasse.




























