0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dukkemand fra Texas viser, at det aldrig er for sent at få en bedre barndom

Som sort amerikaner havde kunstneren Trenton Doyle Hancock kun få roller at identificere sig med på dukkehylderne i legetøjsbutikkerne, mens der for en hvid pige var hele reolen at vælge mellem.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Moundverse Infants, Trenton Doyle Hancock, Temple Contemporary, Tyler School of Art
Foto: Moundverse Infants, Trenton Doyle Hancock, Temple Contemporary, Tyler School of Art

Trenton Doyle Hankocks værker udstilles på nogle af verdens største museer og kan i øjeblikket opleves på særudstillingen 'Moundverse Infants' på Temple Contemporary i Philadelphia.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han har et hus fuld af dukker. Og dertil et lager på størrelse med en flyhangar. Hvis han ser en dukke skabt mellem 1959 og 1990 på et loppemarked, så køber han den. Men Trenton Doyle Hancock er ikke bare samler; han er også kunstner og har skabt et helt univers, der undersøger og benytter sig af, hvad børn fascineres af og identificerer sig med.

»Jeg er besat af min egen barndom«, indrømmer Hancock over for National Public Radio. »Jeg har faktisk forsøgt at gøre det til en superkraft«. Dukken i den gule dragt til venstre i billedet hedder således Torpedo Man og er en videreudvikling af en superfigur, han fandt på som tiårig.

»Han ligner mig«, siger Hancock. Som sort amerikaner, der voksede op i en religiøs familie, hvor han kun måtte lege med, hvad hans mor mente var sundt, var der ikke meget at vælge imellem, og han elskede alt det forbudte. Men som han påpeger, var der som sort i den tid kun få roller at identificere sig med på dukkehylderne i legetøjsbutikkerne, mens der for en hvid pige var hele reolen at vælge mellem. Dukker er ikke bare for børn; de er et spejl af samfundet.