Der er underlig mennesketomt på den store boulevard, som min taxachauffør sørger for, at vi i høj fart lægger bag os. Jeg har bedt ham om at sætte farten op. Der er over 7 locations med udstillinger som en del af den biennale, som for første gang afholdes i Riga i Letland, og jeg har indtil videre kun set knap halvdelen, så jeg har travlt.
Vi bremser hårdt op og foretager en u-vending, og chaufføren spørger undrende, om det virkelig er derind, jeg skal, og peger på en stor bygning, der ligger helt ud til vejen. Næsten samtlige bygningens vinduer er smadret, facaden er ved at smuldre til det rene ingenting, og træer, buske og græs har indtaget det bygningskompleks, der i 1913 blev bygget som en skofabrik med produktion af luksuriøst fodtøj af amerikansk bisonokseskind. Under Første Verdenskrig var der hospital i bygningen, og i 1941 fik den det navn, der stadig i dag hænger ved, Bolshevichka, navnet på den tekstilfabrik som indtil 1990’erne var en arbejdsplads for tusindvis af lokale folk.
Nu er bygningen i totalt forfald, og området omkring den danner ramme om en del af den biennale, der altså for første gang finder sted i Letlands hovedstad.
Taxaen sætter mig af inde i gården, hvor et skulpturelt værk af den belgiske kunstner Maarten Vanden Eynde står og tager imod, pegende skråt mod bygningen og op mod himlen. En gigantisk satellittallerken er beklædt med motherboards fra elektroniske kommunikationsmaskiner. Som et symbol taler skulpturen på en gang ind i en fortælling om teknikdystopiske skraldevirkeligheder, om forureningen af himmelrummet, der fyldes med satellitskrald, og om overvågningsteknologi. Og så ligner de sammensatte stumper af elektronik en gigantisk modelby, som en gennemurbaniseret globus på vrangen.
