Det sovjetiske menneske kigger på os oppefra. Men han ser os ikke. Lidt ligesom reklamefotografiets parfumemodeller skyder hans blik over os. Han ser os ikke, fordi han kun har øje for det, der kommer: fremtiden, horisonten. Hans pande er brunet af lyset fra den socialistiske sol, hans muskler hærdet af maskinernes hunger, hans næve enorm som et bankende hjerte. Hånden holder et flag, og flaget holder en meddelelse: »USSR er det globale proletariats chokbrigade«.
Fotomontagen af Gustav Klutsis fra 1931, der møder den besøgende på blafrende fotostat på Grand Palais’ ydermure i Paris, er som mange af værkerne på udstillingen ’Rouge. Art et utopie au pays des soviets’ (’Rød. Kunst og utopi i Sovjetunionen): en blanding af teknisk innovative (de sovjetiske kunstnere var de første til at perfektionere brugen af fotomontagen) og idealiserende. Som også montagen af Lenin, der taler til folket. Optimistiske, agiterende faner for den kommunistiske tro, en rød flod af billeder, støttet af oliekonglomeratet Total, klistret op i den borgerlige republiks epicentrum.
