I den danske samtidskunst har færøsk maleri især i de seneste årtier fået en særlig status. Mange beundrer dette naturmaleri, og for dem er dets ånd og substans i overensstemmelse med det, man forstår ved et rigtigt maleri, fra før kunsten gik af lave, hvis det altså var det, den gjorde. Vi taler om harmonisk farverigdom, malerisk stoflighed og – ikke mindst – om referencer til en naturskabt virkelighed, som vi alle har et forhold til, også selv om vi ikke skulle være færinger.
Eftersom dette maleri åbenlyst repræsenterer en ubrudt relation til noget, der kan sanses, har mange yngre kunstnere – især de mere avantgardistiske – opfattet denne form for maleri som bagstræberisk, dvs. som kunst, der stik mod alle tidstypiske tendenser foretrækker naturens selskab frem for de moderne påvirkninger, der altid vil tilgå kunstneren i et storbymiljø. For i et typisk færøsk maleri har selv det, der umiddelbart kan ligne en abstraktion, et tilhørsforhold til naturen. Det er der naturligvis en forklaring på, og den kommer vi tilbage til.
