Kunst. Det var arbejdernes og bøndernes kamp for bedre vilkår, der optog kunstmaleren L.A. Ring (1854-1933).
I årene omkring 1900 skildrede han bøndernes og arbejdernes levevis og de sjællandske landskaber i en tone, der svingede mellem realisme og symbolisme.
Ofte set igennem et par melankolske briller, for Laurits Andersen Ring havde selv oplevet fattigdom og sygdom, da han voksede op i meget trange kår.
I dag betragtes L.A. Ring som en af de vigtigste danske malere, og Statens Museum for Kunst (SMK) har hidtil været stedet, man har måttet opsøge, hvis man ville opleve L.A. Ring for fuld skrue.
Men nu tager Ring til USA, hvor udstillingen ’L.A. Ring – On the Edge of the World: Masterworks by Laurits Andersen Ring from SMK’ bliver vist på først The National Nordic Museum i Seattle og derpå på Bruce Museum i Greenwich, Connecticut. Det skriver SMK i en pressemeddelelse.
Udstillingen er den første soloudstilling med L.A. Rings værker uden for Norden, men den danske kunstner er langtfra ukendt i den store verden.
I løbet af de seneste år har museer i London, Ohio og New Hampshire lånt L.A.Ring-værker, men de kommende udstillinger, der vises fra 14. september i Seattle og fra 1. februar 2020 i Greenwich, slår alle tidligere L.A. Ring-udstillinger i udlandet.
SMK ejer 33 malerier og 34 tegninger af den danske kunstner, og 25 af disse bliver nu sendt til USA.
fortsæt med at læse




























