0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Janus Engel
Foto: Janus Engel

Poul Erik Tøjner foran Louisiana i Humlebæk. Nu skal han også stå i spidsen for Kunsten i Aalborg.

Kommentar: Han er allerede en af Danmarks mest magtfulde direktører. Nu får han endnu et museum under sig. Er det for meget?

Ugens nyhed inden for den danske kunstverden var, at Louisianas direktør også bliver udstillingsfaglig overdirektør for Kunsten i Aalborg. Hvis det viser sig som en god idé, skaber det foruroligende muligheder, skriver kunstredaktør Peter Michael Hornung i denne kommentar.

FOR ABONNENTER

Den kommende direktør for Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg skal fremover referere til direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner. Det er en ledelseskonstruktion og en magtkoncentration, som har vakt både overraskelse og undren. Og ikke uden grund. For noget lignende har man blandt så store danske museer ikke oplevet før. Med denne ændring i Kunstens ledelse får Tøjner, en af landets i forvejen mest magtfulde kulturpersonligheder, endnu mere magt og indflydelse. Får han også for meget?

Sagen er, at Tøjner har gjort det rigtig godt i Humlebæk. Ellers ville Louisiana ikke være landets suverænt bedst besøgte kunstmuseum med 755.584 besøgende i 2018, cirka dobbelt så mange besøgende som Statens Museum for Kunst og mere end ti gange så mange gæster som Kunsten i Aalborg. Dermed er Louisiana blevet det succesfulde brand, som bestyrelsen for Kunsten åbenbart gerne vil have aktier i. Med svigtende bevillinger og permanente omprioriteringsbidrag er det danske museers forbandede pligt at være mere populære. Ellers bliver der ingen penge at lave store udstillinger for. Og med både færre og dårligere udstillinger begynder rundfarten i den onde cyklus.

Endnu ved vi ikke, om bestyrelsen for Kunsten med denne omstrukturering har fået en god idé. Men hvis den er god, åbner den muligheder. Foruroligende muligheder. For skal vi så regne med, at der bliver færre museumsdirektører i Danmark, men hver med et ansvar for flere institutioner, ligesom tilfældet er med det svindende antal danske præster, der har fået flere kirker at prædike i? Og vil man så gøre Statens Museum for Kunst en tjeneste, og Arken, hvis man udvider Tøjners beføjelser yderligere? Måske. Han er i hvert fald lige nu uofficiel danmarksmester i at få danskere til at gå på museum.

Lad os slå fast: Kunsten er ikke blevet integreret i Louisiana. Ifølge bestyrelsen er der tale om et formaliseret samarbejde og partnerskab, der skal gøre det nordjyske museum til et endnu mere spændende udstillingssted. Og dermed også til en mere efterspurgt institution. Så vidt så godt. Men selv om museet står fast på sin lokale forankring, vil alle vigtige beslutninger om driften nu blive truffet på chefkontoret i Nordsjælland. Og vil det passe alle museets lokale støtter?

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden