Mikrofoner hænger ned fra loftet i kunstforeningen Gl Strand. Og et kor nynner Leonard Cohens af alt for mange kunstnere gennemhullede sang ’Hallelujah’ fra 1984. Jeg sætter mig på den hesteskoformede bænk under mikrofonerne og nynner med og mærker en basagtig summen under mig, som får det til at kilde i røven. Installationen befinder sig lidt performance-design-agtigt imellem at være et digitalt projekt og en interaktiv installation. Et kunstværk er der ikke tale om.
I rummet ved siden af afspilles en serie covernumre af Cohens sange, af sangere, som jeg kan konstatere – så langt jeg lige får researchet mig igennem – er fortrinsvis hvide og canadiske musikere og et par danske. »Hvor er Drake«, tænker jeg, mens jeg sætter mig på en puf, som står i midten af rummet, og undersøger det farvede lys på væggen, som – apropos Drake – ligner en udvandet version af en af hiphoppens yndlingskunstnere, James Turrell. Tre iPads, som ikke virker, er spændt fast til siddemøblerne. Hvorfor, er der ingen af os, der besøger udstillingen, som finder ud af.
