Hvis man for en god menneskealder siden – eller mere – havde ladet sig lokke på værtshus i Randers, ville man måske have lagt mærke til en forhutlet mand, fra hvis mund der strømmede stribevis af provokerende meninger om kunst og samfund. Med sit strittende, usoignerede fuldskæg lignede han pæne menneskers billede på, hvordan en billedkunstner, som ingen forstår, nok vil ende med at se ud. Og det var netop, hvad Martin Viktor Jeppesen (1930-93) var: en kunstner, som få kendte og endnu færre forstod.
Næppe mange kunne godtage, at denne mand ovenikøbet byttede sig til alt det, han drak (og det var alt for meget!), for et af de tilsyneladende vilde og sjuskede, abstrakte malerier, han havde taget med hjemmefra, og som han havde signeret ’J.V. Martin’. Men hvis navnet ikke var ægte, det vil sige hans eget, så var malerierne det til gengæld.
Uden ligefrem at fylde i spalterne er denne J.V. Martin gået over i kunsthistorien som en af de mest kompromisløse avantgardekunstnere, der slog sine folder i den tids Danmark. Og måske var han også den sidste af sin slags. For næppe nogen kunstner sælger i dag sine værker fra en bodega, hvor vedkommende selv er stamkunde. For det skader både renommeet og efterspørgslen – uden nødvendigvis at minimere kvaliteten. Det gjorde de heller ikke i J.V. Martins tilfælde. Men det så man bare ikke – dengang.
’Den sidste avantgardist’ er titlen på Møstings Hus’ netop åbnede øjenåbner af en udstilling, hvor man kan følge denne utilpassede og oprørske mands udvikling helt fra begyndelsen. Og begyndelsen til det hele – samt afslutningen på det hele – var for Martin lig med Situationistisk Internationale, en fraktion, der var opstået i efterskælvet på Cobra, men som i modsætning til Cobra ikke gav fem flade øre for maleriets fremtid. I stedet troede Situationistisk Internationale på det kunstneriske udtryks formelle grænseløshed, på udfordrende aktioner, eksperimenter, situationer og lignende, som kunstneren selv var årsag til. Og den troede på, at der skulle tidsskrifter, flyveblade, manifester og lignende til at udbrede bevægelsens både idealistiske og nihilistiske budskab.
Martin forestillede sig, at der skulle en hel flåde af forgyldte krigsskibe til at frelse verden og gøre den til et bedre og mindre kommercialiseret sted. Så han lavede billeder, hvor han klæbede små modeller af sådanne krigsskibe til fladen. ’Fiduskunst’ lød tidens dom over disse underlige kollager, og ’letkøbte’ kaldte man de malerier, hvor denne situationist, der ellers havde udbasuneret maleriets død, vandrede videre i de samme spontant abstrakte spor, som Asger Jorn, Karel Appel m.fl. allerede havde trådt.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
