Meget ændrer sig med tiden. Men endnu mere synes at forblive det samme. Eller i hvert fald nogenlunde det samme. En observation, som man ikke alene kan gøre ved at se sig omkring i nutiden, men også – eksempelvis – ved at kaste et blik på den 700 år gamle papirrulle, som forleden blev solgt på auktion i Hongkong for et beløb, der svarer til over 260 millioner danske kroner.
Nemlig en to meter lang rulle, hvorpå der er malet fem kinesiske prinser, som – i følge med deres fire oppassere – til hest vender hjem efter i godt humør og hinandens selskab at have indtaget betragtelige mængder alkohol. Med andre ord: fulde.
Billedet er malt af Ren Renfa, en berømt kinesisk kunstner og embedsmand i slutningen af 1200-tallet eller begyndelsen af 1300-tallet. Og en af de afbildede prinser er Li Longji, som senere blev den længst regerende kejser Xuanzong i Tang-dynastiet. Papirrullen bærer en række segl og blandt dem flere af senere kejsere.
Oprindelig var billedet vurderet til lidt over en tredjedel af den pris, det endte med at blive solgt for. Og kampen om at få lov at købe det varede i fem kvarter og talte over hundrede bud. »Den længste budkrig i mands minde«, beskriver auktionshuset Sotheby’s det i en meddelelse.
Mange af Ren Renfas billeder befinder sig i dag på museer rundt om i verden og i private samlinger, men Sotheby’s i Hongkong har aldrig før fået så høj en pris for et kinesisk maleri.
»Jeg vidste, at det at sætte dette mesterværk på auktion ville blive et af de mest spektakulære øjeblikke i min karriere på Sotheby’s«, siger Steven Zuo, leder af auktionshusets asiatiske afdeling for klassiske kinesiske malerier i en meddelelse. »I dag talte markedet, og den ekstraordinære pris er helt igennem fortjent for et kunstværk, som forener en ulastelig proveniens med malerisk brillans og sjældenhed med uovertruffen velbevarethed«.
Billedet med navnet ’Fem fulde prinser vender hjem på hesteryg’ blev smuglet ud af Den Forbudte By i 1922 af Kinas sidste kejser. Ifølge The Guardian siger auktionshusets specialist i klassiske kinesiske malerier, Sally Fong, at billedet viser den kommende kejser som den af prinserne, der bedst formår at bære rusen.
fortsæt med at læse




























