»Er der nogen forskel på den måde, du maler solen på, om den står op, eller om den går ned?« spørger en dame i Mike Leighs topnice og ganske korporligt harkende film, ’Mr. Turner’ fra 2014 om maleren J.M.W. Turner. »Indeed« svarer han og forklarer lidt om vejrforhold, dis og lysets forgængelighed, inden han sender en ordentlig snotklat mod lærredet, som han så tværer rundt med en klud.
Min største opfordring er, at når du går på ARoS for at se den nye, dramatiske og spektakulære udstilling, ’Sun is God’, med 24 oliemalerier og 80 akvareller indlånt fra museet Tate i London, så gå så tæt på malerierne, som museumsvagterne tillader det. Lad være med at betragte malerierne som abstrakte tegn på, at her hænger et Turner-maleri. Lad være med blot at betragte malerierne på afstand opfyldt af ærefrygt over, at det her er noget af den fineste kunst, som er blevet skabt på de britiske øer.
Tillad i stedet dig selv at gå på opdagelse i maleriernes materialer. I den måde hvorpå malingen er pålagt fladen. I hvordan maleriernes overflade splattende styrter sammen og kun på et hængende næsehår lader sig forstå som motiver. Hvordan solens isglødende kerne, når du er så tæt på, at du næsten ånder museumsglasset til med din indre damp, er noget så magiforladt og profant som en fed klat med hvidt.
Det er det, man kommer efter, når man kommer efter Turner. Hans malings splatten og klatten. Hans sole. Og hans dis. Hans dampende maskiner. Hans sneskred og regnbuer over oprørt hav. Og den måde disse fysiske, vilde og virkelige begivenheder bliver til optiske fænomener inde i øjet og så sidenhen fastholdes i oliemaling på lærredet. Denne oversættelse fra virkelige fysiske og atmosfæriske omstændigheder til optiske fænomener til maleriets bedrag. Voila!
