Ordet lyder som en natklub: ’Compassion’. Eller som en drink eller navnet på en parfume. Måske, hvis det var en homo-natklub, ville den hedde ’Cumpassion’ med u. Jeg ville komme.
Men det er det ikke. Ordet står skrevet på væggen i en sal på ARoS med store kobberbogstaver, en meter høje og højt placeret på væggen som et luksus-dekorativt skilt eller et helligt symbol. Ordet, som kalder på medfølelse, glinser i det ellers relative mørke. En grøn, en blå og en rød projektør rammer væggen under skiltet, så lyset danner overlappende cirkler på væggen og blander farver som et lille syntetisk farvespektrum, der sender hilsener til taget på ARoS, hvor den mere pædagogiske regnbue af Olafur Eliasson som bekendt agerer krone på bygningsværk.
Installationen fra 2005, ’Compassion’, befinder sig midt i Viera Collaros (f. 1946) spirituelle treklang af en udstilling, betitlet med de tre ord ’Levitation, Compassion, Transcendence’ som en indikation af, at noget næsten magisk kan opstå i den triolektik, som blå, rød og grøn er. Et udgangspunkt for at blande farver. En ikkebinær logik, men en mere kompleks relation mellem rum og farve, mellem mørke og lys og mellem menneskets indre rum og de ydre rum, som vi omgiver os med.
Før ankomsten til ’Compassion’ er der så altså ’Levitation’ (2003), en synsmaskine af en installation, hvor der langs det nederste af salens ene væg, vertikalt og på linje, er monteret farvede lysstofrør. De umiddelbart hårde linjer fra lysstofrørene bøjes gennem linseagtige skærmes opbrydning af lyset i psykedeliske og svømmende former. Og hvis du tager kameraet i din telefon til hjælp som synsassistent og går tæt på skærmene, optræder en art pixelering i de billeder, som skærm og lys i fællesskab danner.
