Et kunstværk, hvor fluer klækkes og dør, er blevet fjernet fra en aktuel udstilling i Tyskland. »At dræbe dyr har intet med kunst at gøre«, mener dyrerettighedsaktivister.

Museum bøjer sig for aktivister: »Vi vidste ikke, at fluer hørte under dyrevelfærdsloven«

Damien Hirst ved åbningen af showet 'Cherry Blossoms' ved Cartier Foundation for Contemporary Art i Paris Friday. Juli 2021. Arkivfoto Francois Mori
Damien Hirst ved åbningen af showet 'Cherry Blossoms' ved Cartier Foundation for Contemporary Art i Paris Friday. Juli 2021. Arkivfoto Francois Mori
Lyt til artiklen

Kunstværket består af en gennemsigtig kasse delt i to.

I den ene del er der en insektlampe. I den anden udklækkes døgnfluer én for én. Snart bliver fluerne tiltrukket af lyset fra lampen og flyver ind til den. Når de rammer den, går der ild i dem, og de dør.

Værket hedder ’A Hundred Years’ og er skabt af en af verdens bedst sælgende kunstnere, den britiske konceptkunstner Damien Hirst, i 1990.

Han er vant til at arbejde med (døde) dyr. Han har før udstillet fluer, der i en lignende kasse åd af et afhugget kohoved. Han har monteret døde sommerfugle i mønstre på lærreder. Og dem, der har været på kunstmuseet Arken i Ishøj, har måske set installationerne af to halve køer foreviget i formaldehyd.

Men er det dyrplageri at slå døgnfluer ihjel i kunstens navn?

Det mener dyreværnsorganisationen Peta, som ifølge kunsttidsskriftet Hyperallergic har klaget til de lokale myndigheder over værket, da det for nylig var udstillet på Kunstmuseum Wolfsburg i Tyskland.

»At dræbe dyr har intet med kunst at gøre, det viser blot arrogancen hos mennesker, som i bogstavligste forstand vil gøre alt, som er i deres egen interesse«, siger en repræsentant for Peta.

Som følge af klagen har museet ifølge RedaktionsNetzwerk Deutschland fået en mundtlig advarsel fra de lokale veterinærmyndigheder. Og museet har derfor nu fjernet kunstværket fra udstillingen.

»Vi vidste ikke, at fluer hørte under dyrevelfærdsloven«, siger kunstmuseets direktør, Andreas Beitin.

Ifølge tysk lovgivning er det forbudt uden grund at påføre et dyr smerte, lidelse eller skade.

Udstillingen på Kunstmuseum Wolfsburg hedder ’Macht! Licht!’. Den omfatter over 80 værker med elektrisk lys, der sætter fokus på kunstigt lys som forudsætningen for moderne liv, men også skadelig brug af lys – eksempelvis manipulation.

Ifølge artnews.com har museet i Wolfsburg meddelt, at de vil kontakte Hirst for at undersøge, om kunstværket kan præsenteres med kunstige fluer. Artsnews har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Hirst.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her