Endnu en gang er den britiske stjernekunstner Damien Hirst i søgelyset for at sælge sine kunstværker under falske forudsætninger.

Anklage: Stjernekunstneren Damien Hirst har svindlet med mindst 1.000 værker

Den britiske kunstner Damien Hirst – her fotograferet i 2011 i forbindelse med en udstilling på Arken i Ishøj. Foto: Ditte Valente
Den britiske kunstner Damien Hirst – her fotograferet i 2011 i forbindelse med en udstilling på Arken i Ishøj. Foto: Ditte Valente
Lyt til artiklen

Den britiske kunstner Damien Hirst har svindlet med dateringen af sine kunstværker.

Ikke en enkelt gang, men tusind. Måske endda flere tusinde gange.

Det skriver avisen The Guardian, der har talt med fem kilder, som alle angiveligt har været med til at skabe værker og derefter datere dem forkert.

Sagen drejer sig om kunstprojektet ’The Currency’ – eller valutaen, som det nok ville hedde på dansk – en samling bestående af 10.000 kunstværker på papir, der minder meget om hinanden, men alle er individuelle. Værkerne består af en masse små farvede prikker og ligger således i tråd med en mangeårig praksis hos Hirst, hvor han skaber kunstværker på samlebåndsmanér. Mange af dem er prikkede på samme måde som værkerne i ’The Currency’.

Ideen til projektet opstod ifølge Damien Hirst i 2016. Han – det vil sige kunstneren selv eller nogle af de mange ansatte i hans værksteder – lavede en lang række prikmalerier, som Hirst på et tidspunkt fik den idé at betragte som pengesedler. Kan man bruge kunsten som en form for pengesystem?

I 2018 blev Hirst opmærksom på det såkaldte NFT-marked. En NFT kan beskrives som en unik digital genstand, som man kan købe og eje online. I 2018 var der endnu ikke meget salg i NFT’er, men det kom der i 2021, hvor det digitale kunstmarked pludselig eksploderede.

I 2021 lancerede Hirst så sin møntfod, der bestod af de 10.000 fysiske værker angiveligt skabt i 2016. Kunstneren fortalte selv, at han havde lavet først 100, så 500 værker, men var blevet ved med at skrue op, indtil han ramte det magiske tal 10.000, som ifølge Hirst skulle være en stor nok mængde til, at værkerne kunne få karakter af en møntfod.

Udtænkt i 2016

Køberne fik den valgmulighed, at de kunne få det fysiske kunstværk tilsendt på det a4-ark, det var lavet på, eller vælge at købe værket som en NFT i stedet. I det tilfælde ville det fysiske værk blive brændt.

Nu siger fem medarbejdere ved Hirsts værksteder, at de i både 2018 og 2019 masseproducerede værker til ’The Currency’, der blev dateret til 2016. Til The Guardian vil kunstnerens advokater ikke afvise, at mindst 1.000 af værkerne er produceret senere end 2016, men at dateringen handler om, hvornår værket blev udtænkt.

Det er et argument, Hirst har brugt før, fordi han som konceptkunstner allerede skaber værkerne, når de manifesterer sig i hjernen som koncepter. Problemet er bare, at værkerne er blevet solgt, som om de fysisk blev malet i 2016.

For ganske nylig kunne The Guardian skrive om en lignende sag, hvor Damien Hirst havde udstillet værker, der var nærmest nyproducerede, men som ifølge dateringen og den kunstige patinering fremstod som skabt i 1990’erne. Indtil videre har sagerne ikke haft direkte konsekvens for Hirst.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her