Udstillingen sælges på en banalitet: Eckersberg lavede ikke snapshots af sine motiver, præcis sådan som de var for hans øjne i et givet øjeblik. Han konstruerede sig delvis frem til dem og skabte derfor »en smuk løgn«, som titlen siger. Det er vist en anden måde at sige på, at han var maler.
Om nogen nogensinde har troet, at en maler som Eckersberg ikke trak fra og lagde til i forhold til den optiske virkelighed, ved jeg ikke, men det er i hvert fald en så naiv opfattelse, at det er sært at bruge energi på gøre op med den. Og den fylder da heller ikke så meget på selve udstillingen, der interesserer sig mere for at vise, hvilke hovedtemaer der optog Eckersberg: naturen, portrættet, den nøgne menneskekrop, historiefortællingen og perspektivkonstruktionen.
