I alle originale kunstværker skjuler der sig en form for selvportræt, dvs. noget, der er så karakteristisk for kunstneren, at man altid kan genkende ham på det. Kunne man ikke bestemme en kunstners identitet ud fra en analyse af hans stil, ville meget i kunsthistorien se anderledes ud. Den umiddelbare identifikation gælder store 'kanoner' som Edvard Munch, Egon Schiele, Mondrian, Andy Warhol, Francis Bacon, David Hockney. Jean-Michel Basquiat og andre. Ser man et billede lavet af en af dem, ser man også dem. LÆS OGSÅChef: Louisiana Literature gjorde det umulige muligt i år

Men så er der de rigtige selvportrætter, de autentiske og indiskutable selviagttagelser, og dem har Louisiana nu samlet i mandtal. Det ville være forkert at kønskvotere udtrykket. For det er mændene, der dominerer inden for rammerne. Først til sidst træder damerne i karakter, men det gør de til gengæld så stærkt, at fremtidens mest ærlige og direkte selvfremstillinger synes at tilhøre dem. Selvindsigt i kunstform Et kunstmuseum er altså temporært forvandlet til et afvekslende persongalleri over nogle usædvanlige individers temmelig varierede selvopfattelse. Reelt er det kun en lille del af udvalgets kunstnere, der er egentlige portrætmalere. De fleste er bare kunstnere, der på et tidspunkt har tolket sig selv og deres liv inden for grænserne af deres eget kreative univers, hvilket er noget andet. For hvis kunstneren er mest kendt som abstrakt, kan resultatet ende langt fra deres pasfoto, som i tilfældet Joan Miró og Mark Rothko!