Experimentariums udstilling 'KribleKrable - du er aldrig alene' er en intens og noget paranoid oplevelse. Her bliver mennesket invaderet af insekter, slim og mikrober. Det mikroliv åbenbares, som er inde i os og omkring os - al den mere eller mindre usynlige aktivitet, som gør vores krop til en myldrende biotop. Her er campylobacter på størrelse med skødehunde, gruelige dødskampe og sex blandt insekter. Oplevelsen svarer vel til at læse H.C. Andersens eventyr 'Vanddråben' på lsd. Dog er der forhåbentlig ikke mange andre publikummer, der får lige dén association - for af dem, der møder petriskålens lodne trolde i udstillingshallens halvmørke, er langt de fleste skolebørn. Anmeldelsen her er også en slags eksperiment: Hvordan tager en undervisningsudstilling sig ud set gennem kunstbrillerne? Hvordan er et populærvidenskabeligt emne formidlet i forhold til kunst? Nu er kunstudstillingens ærinde jo meget anderledes end Experimentariums - først og fremmest er der ingen billedkunstnere indblandet - men begge dele drejer sig om visuel præsentation. Man starterpassende nok med at træde ind under et mikroskop og kan vælge at blive formindsket mellem 200 og 20.000 gange. På store skærme kan man se beboerne af de forskellige lilleputverdener - amøber, lus eller enorme fluer. Udstillingen er hele vejen igennem interaktiv, rigt udstyret med videomikroskoper og med mulighed for at dokumentere, at man har været i selskab med kryb og bakterier, og siden e-maile fotoet til vennerne. Publikum kan blandt andet tjene sine vinger som kriblonauter ved at deltage i quizzer eller give den som mikrojægere i blomstervand, og hvor man kan knalde protozoer med et digitalkamera. Man kan få indblik i husstøvmidernes grusomme liv i sengeskuffen. Eller endda dvæle over de kendtes nullermænd: Her har berømtheder som Ditte Gråbøl og Lars Bom bidraget med godt fra støvsugerposen. Et poppet indslag, men med til at hævde en følelse af, at det er her, det sker. Børn er krævende publikum. Hvis der ikke er gang i den, slukkes opmærksomheden på et millisekund. Udstillingen er derfor også pakket med action. Hver udstillingszone befordrer viden, men er også en attraktion i sig selv. Og hvis ikke børnene er begejstrede, så er de frastødte - i hvert fald engagerede. Nogle af eksperimenterne er ren leg, men de fleste lister videnskab ind. Andre igen er sanselige, både påtrængende og smukke. For eksempel viser forrådnelseskammeret, hvordan lækkert bliver ulækkert. Madvarernes forrådnelsesforløb minder om den schweiziske kunstner Dieter Roth, der lod tableauer af chokolade stå og mugne og svalme i årtier. Tidsforkortede forrådnelsesfilm viser bl.a. en bøfsandwichs forfald gennem tre uger, fra den er en ordinær stabel fastfood, til den forvandler sig til en ren Wagneropera, et kæntrende arktisk landskab af pus-stalakitter og hvid mug. Et udstillingsbord præsenterer stadier i husfluens livscyklus. Det både ligner og lugter som en Damien Hirst. Også mennesket muterer. Man kan teste sig selv som flue på en klatrevæg ved at iføre sig velcrofluefødder og hænder. Eller gøre sig selv til én stor næse i duftlabyrinten, hvor et duftspor af pebermynte er den usynlige røde tråd. Men på trods af forvandlingerne forbliver mennesket i centrum på udstillingen: Det er i sidste ende os selv, vi ser på. Som kunstpublikumkan man godt blive misundelig på de ressourcer, der bruges på en udstilling som 'KribleKrable'. Den har været tre år undervejs - kun de meget prestigiøse kunstudstillinger er så længe i støbeskeen. Og den varer tilsvarende længere: til september 2004. Hvorfor får man ikke lov at se en kunstudstilling hænge længere end de typiske to-tre måneder? En anden stor forskel på videnskabsudstilling og kunstudstilling er, at den første befatter sig med en produktion af rammer og attraktioner, den anden drejer sig mere om indsamling af værker. Den populærvidenskabelige udstilling har heller ikke nogen kvababbelser ved at stable en scenografi på benene, der er en teaterforestilling værdig - noget som Experimentarium gør meget overbevisende. Hvordan kunne en kunstudstilling gøre det samme, uden at der blev dømt tivolisering? Ved udgangen har en hovedlus materialiseret sig i 600 gange sin almindelige størrelse (til lejligheden døbt Pediculus colossus). Monsterlusen, som man kan kravle i, er lavet af Esben Holm. Det giver mindelser om den nulevende engelske kunstner, som før sin kunstnerkarriere levede af at lave voksmodeller. Efter sigende blev han gjort til kunstner af samleren Charles Saatchi, som sagde til ham: Kald dine voksfigurer for kunst, så bliver du berømt. Esben Holm har håndværket til at kunne lave samme nummer. Man føler sig en hel del mere levende, når man forlader 'KribleKrable'-udstillingen. Ja, i en meget specifik forstand udødelig. Det bliver fem hjerter herfra for en ambitiøs og sjov iscenesættelse af mikroverdenen. Det sidste hjerte må udeblive, da det - trods alt, desværre - ikke er kunst.