Alle kommercielle medarbejdere fra Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet bliver lagt sammen i nye afdelinger. Den digitale vækst går for langsomt, mener direktør.

JP/Politikens Hus ændrer markant i organisationen

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Det vakte opsigt i mediedanmark, da Politikens Hus og Jyllands-Posten i efteråret 2002 meddelte, at de året efter ville fusionere. To rivaler gennem mere end 100 år havde konkluderet, at de ville stå stærkere sammen.

Her til morgen har JP/Politikens Hus så offentliggjort det, der velsagtens kan betegnes som den største organisatoriske ændring siden fusionen for 23 år siden.

De kommercielle afdelinger fra Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet bliver slået sammen i to nye afdelinger. Kort sagt skal den ene afdeling tage sig af indholdssalg på tværs af de tre titler – den anden får ansvar for annoncesalg.

»Markedet er i konstant og hurtig bevægelse, og vi får i dag ikke nok ud af vores størrelse og kompetencer. Vi skal udnytte vores kommercielle styrker bedre på tværs«, siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus Klaus Høeg-Hagensen i en skriftlig kommentar.

Sidste år overtog han direktørstolen i landets største private medie, hvis seneste regnskab viste en omsætning på knap 4,2 milliarder kroner. Overskuddet efter af- og nedskrivninger lød dog kun på 29 millioner kroner, og direktøren bebuder, at »den digitale vækst skal yderligere op i gear, så vi kan sikre vores digitale bæredygtighed«.

Politikens kommercielle direktør, Charlotte Hoffmeyer, skal stå i spidsen for den nye afdeling for indholdssalg, mens Ekstra Bladets kommercielle direktør, Anders Borup Sørensen, får det øverste ansvar for annoncesalget og i øvrigt også for salg til erhvervskunder. Medarbejderne blev orienteret om nyheden onsdag morgen.

Ændringen får ikke betydning for de redaktionelle medarbejdere, og chefredaktørerne vil stadig have det redaktionelle og budgetmæssige ansvar for deres respektive titler. Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, glæder sig til det, der venter.

»Det er et stort skridt frem for JP/Politikens Hus og for Politiken. Med den nye kommercielle organisering stiller både mediehuset generelt og Politiken sig specifikt langt stærkere i en stadig hårdere konkurrence fra både andre medier og techplatformene«, siger Christian Jensen.

Presset af techgiganter

Techgiganter som Google og Meta har overtaget en stor del af det danske annoncemarked. Samtidig kan JP/Politikens Hus vente endnu hårdere konkurrence fra Berlingske Media, der forrige år blev overtaget af norske Amedia, og som sidste år indgik en alliance med JFM (Jysk-Fynske Medier), der driver en stribe regionale og lokale aviser.

Christian Jensen understreger, at Politiken indholdsmæssigt og journalistisk vil forblive lige så uafhængig, som den altid har været, selv om de kommercielle kræfter bliver samlet.

»Den ansvarshavende chefredaktør er ansvarlig for både avisens budget og indhold i dag, og sådan vil det også være i morgen«, siger han.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her