Det var Strange! Bookmakerne fik ret, og sweaterheltinden Sarah Lund tømte et helt magasin patroner i sin skyldige makker. Mindre havde nok kunnet gøre det, men Lund er ikke en kvinde, der gør arbejdet halvt. Vi kan med andre ord ånde lettet op. Morderen er fundet, sagen er lukket og fjernsynet slukket efter ti nervepirrende søndage i selskab med politi, politikere og soldaterkammerater. Er vi tilfredse? Fik vi det, vi håbede på? Ja, mere eller mindre. Kom der radikalt nye boller på suppen? Ikke rigtigt. Snarere endte serien, hvor den begyndte. Med et drab i Mindelunden og en konstatering af, at der er ukrudt i alle bede, og at kammerater – det være sig inden for politi, politik eller militær – dækker over hinanden. Et mørklagt univers DR’s søndagsdramaserier har de seneste mange år været vældig populære både blandt seerne og i den internationale tv-branche, som har tildelt DR en hel håndfuld Emmy-priser. ’Forbrydelsen II’ lever flot op til DR’s kvalitetsniveau og ligger endda en del over i stil og tone. Mørket, regnen og det stemningsfulde univers i Rasmus Arrildts billeder er et scoop for serien. Selv om jeg har hørt flere brokke sig over, at det er så mørkt, at man har svært ved at se, hvad der foregår, er det altså skønt med et så gennemført dystert æstetisk univers, befriet for Børge Mogensen-sofaer og Stelton-termokander.
DIREKTE Stil et spørgsmål til Sofie Gråbøl og Mikael Birkkjær
Desværre var seriens indhold ikke tænkt så utraditionelt som dens billeder og production design. Klicheerne kæmper om pladsen på alle niveauer: de kyniske politikere, der har skjulte dagsordener og skifter holdning, som vinden blæser, den søde sygeplejerske, der bare ønsker at få sit fredelige familieliv tilbage – og så er der Sarah Lund. Hun er ganske vist ingen almindelig heltinde, men der er noget komisk ved hendes degradering til paskontrollør i begyndelsen og hendes krampagtige udtryksløshed. Kan kvinder virkelig ikke være så gode til deres arbejde og samtidig rumme et fuldt udfoldet kærligheds-, følelses- og familieliv?
Uhumoristisk heltinde
Hvis Lund var sammenbidt i ’Forbrydelsen I’, er hun kun blevet endnu mere ensporet og maskuliniseret i ’Forbrydelsen II’, hvor det som kronen på værket er hendes mor og ikke hun, der skal giftes. Muligheden for en romantisk relation til makkeren Strange antydes, og i seriens afsluttende afsnit har de to en sjældent humoristisk ordveksling: »Indimellem så har jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget ved mig, som du godt kan lide, men du har kraftedeme en mærkelig måde at vise det på«, siger han. »Ja«, svarer hun. »Men nu fik vi jo renset luften, så...«. Tættere på en intim samtale kommer man ikke med Lund, der i sidste afsnit er tilbage i sin usexede færøske sweater og igen befinder sig i en situation, hvor hun må tage afsked med sin makker. Hun er dømt til enegang, både i arbejde og privatliv, men derfor kunne man nu godt ønske sig et lille smil en gang imellem. Det gælder ikke kun Lund – generelt er ’Forbrydelsen II’ humorforladt. Det er synd, for det begrænser karaktererne fra at blive mennesker af kød og blod som eksempelvis Beck og Gunvald i ’Beck’-filmene.
Det er dog mindre indvendinger mod et generelt velproduceret stykke tv-fiktion, der i sidste afsnit fik forløst den spænding, første afsnit lagde op til. Undervejs har der været dramatiske bølgedale, men grundlæggende har plottet knitret som en sagte ild med udgangspunkt i en række aktuelle problemstillinger (terrorlove, krigen i Afghanistan og radikaliserede islamister), som ambitiøst blev forbundet i seriens tre niveauer.
Opskriften på succes
’Forbrydelsen II’ har således været endnu en succes for DR. Men hvad er det, der har holdt over halvanden million seere bænket i sofaerne ti søndage i træk?
For det første er der det oplagte: spændingen, plottet, whodunnit-mysteriet – med andre ord de samme ingredienser, som har lokket et millionpublikum ind i biografen for at se Stieg Larsson-trilogien. Krimigenren har en bred seerappel, og i ’Forbrydelsen II’ har manuskriptforfatter Søren Sveistrup benyttet det samme trick som i ’Forbrydelsen’, nemlig at holde spændingen stangen ved hele tiden at hive nye kaniner op af hatten. De mange bolde i luften og de mange plotmæssige twists gør det svært at fastholde et kvalificeret bud på, hvem morderen er.
Men det er samtidig en af hovedankerne mod serien. Hvis man i stedet havde holdt persongalleriet på et overskueligt antal og ladet personerne udfolde sig i fuld åbenhed, havde seerne haft en chance for at gætte med i stedet for at fyre løs i blinde. Rent fortælleøkonomisk er der også et enormt spild i en serie som ’Forbrydelsen II’ – der introduceres et hav af overflødige personer, der bruges som red herrings (falske spor). Heldigvis sørger plotfokuseringen, den hurtige klipning og det høje tempo for at gemme de værste skuespilpræstationer af vejen.
Skuespilpræstationerne leder til det næste popularitetsparameter: det velkendte. Serier som ’Forbrydelsen II’ giver unge talenter og gamle koryfæer en tiltrængt runde i manegen, og sammen med plottet er de velkendte skuespilleransigter det, vi mødes om i kantinen mandag morgen, når vi diskuterer søndagens afsnit. »Ham fra ’Nissebanden’, han er godt nok ond i rollen som general, måske er det ham, der har gjort det«, eller »Det kan da ikke være Erik fra ’Krøniken’, han var jo så sød. Men på den anden side, havde han ikke også noget med hovedet dengang?«.
Nationalt samlingspunkt
Men DR’s dramaserier har også en bagvedliggende appel, som vi muligvis ikke er bevidste om, men som ikke desto mindre spiller ind i trangen til at se med. Vi vil ikke at gå glip af det fællesskab, serien med sin faste sendetid søndag aften og sin (nogenlunde) stabile, høje kvalitet repræsenterer. Et fællesskab, som er udtryk for en langt større fortælling, der handler om, at vi gennem mange år har betragtet store serier som en form for national historieskrivning. ’Matador’, ’Krøniken’, ’Rejseholdet’ og nu ’Forbrydelsen’ bliver til fælles referencer, idet de repræsenterer et samfundsbillede, som vi kan genkende og samles om at elske og kritisere. Hvis man vil fortsætte den tradition uden at støde seerne fra sig, er man som udgangspunkt låst fast i et nationalt verdensbillede, som, når alle trådene samles til sidst, skal opretholde status quo.
Så uanset de indirekte antydninger af anklager, ’Forbrydelsen II’ er kommet med (eksempelvis, at statsminister Eriksen skulle have sendt Danmark i krig for at komme i kridthuset hos USA, så han kunne blive udnævnt til en toppost i FN – paralleller til Fogh i Nato, anyone?), så skal morderen selvfølgelig findes i det små og ikke i det store – i butleren gjorde det-teorien. Det er derfor ikke statsministeren, der står bag, men manden lige ved siden af. Dermed kan skaden trods alle antydninger af et større politisk komplot begrænses til en lokal aktør, og resten af samfundet fortsætter som før.
Akkurat sådan måtte det ende i ’Forbrydelsen II’ – alle bekendte forudsigelig kulør: Folkepartiets mand blev skurk igen, og den eneste renhjertede politiker, justitsminister Buch, kan ikke stole på nogen. Og det er vel egentlig den mest sande (men også temmelig indlysende) konklusion: at der bliver begået forbrydelser overalt hele tiden. Der er forbrydere i alle lejre. Eller som den nu afdøde soldat Myg siger til Jens Peter Raben i seriens første afsnit: »Vi hjælper jo hinanden, ikke?«. Vi er med andre ord alle forbrydere.
