Han fo tograferer dem, når de er fulde - af alkohol, af kærlighed eller af tvivl. Når de ikke ved det, og når de kræver hans opmærksomhed. På gader, stræder og værtshuse, i offentlige parker og private hjem, til litteraturoplæsninger og lukkede fester. I to årtier har forfatteren Janus Kodal strejfet omkring, i begyndelsen med et lånt kamera, i dag med sit eget Canon Ixus 750 i bukselommen, konstant registrerende beboerne i den underverden, han kalder »et paradis af poeter«.
Et miljø fuldt af kærlighed og paranoia Med tusindvis af skud har Janus Kodal, siden han blev optaget på Forfatterskolen i 1989, dokumenteret hundredvis af danske digtere. Unge og gamle, store og små, berømte og berygtede, på randen af gennembrud eller af sammenbrud. Men hvorfor? »Fordi kameraet på mange måde har været en redningsplanke for mig. Kameraet virker både som skjold og pistol«, siger Janus Kodal. »Det litterære miljø er fuldt af kærlighed og paranoia, og jeg har taget del i begge følelser. Nogle gange, når vi mødes i sociale eller offentlige situationer, mærker man pludselig den frygt og angst for hinanden, der findes i miljøet«.
Kropslig almindelighed Nogle gange bliver de andre digtere vrede på Janus Kodal: »Forfattere kender jo om nogen den magt, der er i at fortælle sig selv. Så kan det gøre ondt pludselig at blive fortalt af andre, måske i situationer, hvor kan ikke vil acceptere sig selv«. Men det har ikke fået ham til at lade sit Ixus 750 falde: »Nej, det gør det faktisk mere interessant. Der findes i det litterære miljø et ønske om at være usynlig eller om at forsvinde, måske fordi man ønsker at synge sin svanesang så tidligt, at man også selv får glæde af den. Derfor kan det være svært for nogle at blive fotograferet i al deres kropslige almindelighed - i gang med at spise et stykke mad. Men det, som kameraet fotograferer, er fotograferet nøgternt. Fotografiet er kun overflade, men det er overflade på den bedste måde«.
Tilskuer til øjeblikket Andre af digterne lægger knap mærke til den nysgerrige opmærksomhed fra Janus Kodals kamera. »De er i så fuld gang med at leve, at de ikke er i gang med en henvendelse til kameraet, men en henvendelse til de andre engle i rummet. Det er så fascinerende at være tilskuer til - også at deltage i - nogle få øjeblikke«. LÆS OGSÅLitteraturkrigen: Anmelderne dropper politianmeldelse mod forfattere Titlen på det endeløse fotoprojekt er inspireret af den amerikanske digter Jerome Rothenberg, som har lavet bogen 'A Paradise of Poets', der indeholder oversættelser af og digte om digtere, 79-årige Rothenberg har kendt.
Slangen i paradis Hvem er så slangerne i det paradis af poeter, Janus Kodal lever i? »Slangen er den, som udelukkende kigger på livet og ikke selv vil leve med. Derfor er en af slangerne i paradiset fotografen, mig i det her tilfælde, som sætter et filter op mellem livet og sig selv. Kameraet og dets masseudbredelse er jo en form for berøringsangst - man skal have sin virkelighed tygget igennem, før man forstår den. De fleste af os lever bedre med en formidling af verden end med en direkte berøring med den«.
Veer i et mørkekammer Det begyndte I 1960'ernes Sønderjylland, da en højgravid kvinde fik veer i et mørkekammer. Kvinden, som få timer senere blev mor til Janus, vraltede ud af sin mands arbejdsværelse på loftet og ned til familiens lejlighed, hvor hun fødte. Janus' far, der var fotograf og journalist på den socialdemokratiske lokalavis Sønderjyden, fotograferede imens. »Jeg forestiller mig, at det første, jeg har set af verden, er et skarpt blitzlys«, siger Janus Kodal.
Fotograferede børnehavekæresten »Min historie er historien om en dreng, der, inden han overhovedet vidste, hvad det var, gik rundt i en lugt af fremkaldervæske, stopbad og fikser og i det mærkelige røde lys, der fandtes i et mørkekammer«. Mens Janus gik i børnehave hjemme i Aabenraa, fik han sit første kamera af faren: et Kodak Instamatic med en stor, rød udløserknap. Han fotograferede alt og alle omkring sig: børnehavekæresten med blomster mellem hænderne og lukkede øjne, legekammeraterne i færd med at fange krabber, vennerne på koloni i opstilling på firemandsværelserne. LÆS OGSÅBukdahl: Forfattere skal kunne tåle kritik I dag ligger mange af billederne i sirlige album hjemme i 42-årige Janus Kodals københavnerlejlighed. Andre af de fotografiske minder ligger spredt ud over hans arbejdsbord. Han er i færd med at skrive en digtsamling, som tager udgangspunkt i de gamle billeder. For det er netop billederne, der er døre på klem til erindringen om barndommen i Sønderjylland.
Fejlen er sårbarheden Dengang registrerede Janus Kodal med en anden omhu end i dag; han koncentrerede sig om fotografiets grundregler, forsøgte at fange det rigtige lys, få den rette skarphed, men: »... så kom jeg til at lave nogle andre fejl. For eksempel kom min skygge med på græsplænen. Når jeg kigger på billederne i dag, er fejlene enormt interessante. Fejlen er sårbarheden, det ukontrollerbare. Og fejlen viser sig måske at være det vigtigste på et billede. Den tilfældighed, der opstår, er på en måde fotografiets generøsitet: Man troede, at man skulle fotografere onkel ved siden af hans nye Ford Taunus, men så fik man også tantes vasketøj med, og det ser man først bagefter. Og måske er det den vigtigste historie. Nogle gange overtrumfer mediet bevidstheden«.
Fotografiet som erindringsland Når Janus Kodal i dag sidder og skriver på digtene fra barndommen i grænselandet, kan det kun lade sig gøre på grund af fotografierne. »De lukker erindringen op. Og man kan gå ind i et erindringsland, som vil være åbent et stykke tid og så lukke sig. Det gælder for mig om at komme så langt rundt og ind i det tabte land som muligt, mens det er åbent for mig. Derfor er jeg lykkelig for tiden. En lykkelig digter er en, som er i gang med at skrive. En ulykkelig digter er en, som går og venter på det«. Og mens Janus Kodal skriver, fortsætter han med at fotografere digterne iblandt os. Både de lykkelige og de ulykkelige.